SYDAFRIKA: Det var en trist Dalai Lama, som torsdag aften modtog nyheden om, at Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela var død, 95 år gammel. I en meddelelse på sin hjemmeside hylder Tibets åndelige leder Mandela for at have været »en mand af mod, princip og ubestridelig integritet«, hvilket han også gør klart i et brev, der er sendt til Nelson Mandelas familie.

»Den største hyldest, vi kan give ham, er at gøre alt, hvad vi kan for at bidrage til at ære menneskehedens samhørighed og at arbejde for fred og forsoning, som han gjorde,« siger Dalai Lama.

Nelson Mandela og Dalai Lama, som begge har vundet Nobels fredspris, mødtes tilbage i 2004, og ifølge meddelelsen på Dalai Lamas hjemmeside, havde den tibetanske buddhist håbet, at de to skulle mødes igen:

»Hans hellighed (Dalai Lama, red.) siger, at han personligt vil savne en kær ven, som han havde håbet at møde igen, og for hvem han havde stor beundring og respekt,« står der i meddelelsen.

Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu roser sin landsmand Nelson Mandela og vil huske ham som manden, der lærte en dybt splittet befolkning at mødes på trods af forskelle.

»Gennem de seneste 24 år lærte Madiba (Mandela, red.) os, hvordan vi skulle mødes, og at vi skulle tro på os selv og hinanden. Han var en forener fra det øjeblik, han trådte ud af fængslet,« siger Desmond Tutu ifølge AFP.

»Vi er lettede over, at hans lidelser er ovre, men vores lettelse drukner i vores sorg. Må han hvile i fred og opstige i herlighed,« tilføjer han.

Ærkebiskoppen afviser de påstande, som den seneste tid har forudsagt, at Sydafrika ville falde fra hinanden, den dag Mandela ikke var her længere.

»At sige at Sydafrika kan gå op i flammer - som nogle har forudsagt - er at så tvivl om sydafrikanerne og Madibas eftermæle. Solen vil stå op i morgen og næste dag og næste dag igen. Måske vil den ikke fremstå så skinnende som i går, men livet går videre,« siger han.

Også demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi, nobelprismodtager og politiker fra Myanmar, udtrykker fredag sin sorg over Mandelas død:

»Han fik os alle til at forstå, at ingen skal straffes for deres hudfarve, eller for de forhold, som man er blevet født ind i. Han fik os også til at forstå, at vi kan ændre verden,« siger Aung San Suu Kyi ifølge AFP.