Kære Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Er du sød at fortælle mig, hvor henne der skulle være en kultur for at gå og hygge sig på dagpenge, indtil man en dag lige beslutter sig for at få et job, sådan som du hævder i Berlingske 4/5?

Jeg er udmærket klar over, at det er mit eget ansvar at få et job. Og jeg er taknemmelig for et system, hvor jeg har mulighed for at få dagpenge. Men at nyde min ledighed – det har jeg godt nok aldrig gjort.

Jeg har derimod følt mig mindreværdig og som et udskud, der ikke var i stand til at få et job. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle blive et af mit livs største udfordringer at få et arbejde.

Et par måneder efter, at jeg blev uddannet i kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, begyndte jeg at få angstanfald, miste appetitten og lide af søvnløshed. Jeg slæbte mig af sted til diverse arrangementer, obligatoriske møder på jobcentret og kontaktede Gud og hvermand i mit netværk. Jeg lavede et par freelanceopgaver og var i virksomhedspraktik hos rejsebureauet Kilroy, som tog rigtig godt imod mig, men desværre ikke havde midlerne til at fastansætte mig efter de otte ugers praktik.

Pludselig fandt jeg mig selv i en dyb depression. Arbejdsløsheden var uden tvivl det, der udløste den. Jeg har altid set mig selv som stærk, ambitiøs, pligtopfyldende og en fighter.

Pludselig kunne jeg ikke stå op, skrive en simpel ansøgning eller lave mad til mig selv. Pludselig skulle alle andre tage sig af mig, og jeg følte, at jeg havde mistet min identitet. Jeg græd næsten dagligt i flere måneder, og mistede rigtig meget på det personlige plan.

Jobsøgende er det hårdeste job

Efter et forløb hos en psykiater (var jeg virkelig sådan én, der havde brug for det?) og en hel del selvudvikling, kom jeg langsomt op til overfladen igen og genfandt en god portion selvstændighed og optimisme. Jeg rejste ud på verdenshavene som ulønnet journalist i et halvt år.

Det gav mig enormt meget både personligt og professionelt. Hvis jeg ikke havde taget det halve års pause fra dagpengene og de endeløse afslag, ved jeg ærligt talt ikke, hvor jeg var i dag.

At være jobsøgende har været det ultimativt hårdeste job, jeg nogensinde har haft.

»Men vi forstår det ikke, Camilla. Der er jo masser af job i din branche, og du er en dygtig kommunikatør.« Det er der heldigvis og desværre også rigtig mange andre, der er.

Her over 300 ansøgninger senere er motivationen ikke den samme, som den har været. Jeg har bare vænnet mig til omstændighederne. Det er da skønt at sove længe og gå på café i dagtimerne de første par uger som ledig. Det føles meget hurtigt herefter som en falliterklæring og en ualmindeligt ond cirkel.

Der er intet i vejen med at ønske sig et job inden for ens branche. Jeg har uddannet mig i rundt regnet 17 år, siden jeg startede i børnehaveklasse i 1997. Samtlige af mine dansklærere har fået mig til at love, at jeg ville blive journalist eller forfatter.

Jeg er godt klar over, at de færreste stryger ind på de store dagblade, magasiner eller TV-stationer som nyuddannede. Det har jeg aldrig forventet.

Jeg er ikke snobbet

Jeg har søgt mange forskellige job som alt fra marketingassistent til projektleder, kommunikationsmedarbejder, rejseguide, kontorassistent, journalist, korrekturlæser og alt imellem.

Jeg har søgt job i Odense, København, Roskilde og Barcelona, for at nævne et par byer. Og jeg er nået til et punkt, hvor jeg må erkende, at jeg har under et års dagpenge tilbage og derfor må søge endnu bredere. Men at nyuddannede gerne vil have et job inden for deres felt, og det de er dygtige til, er på ingen måde snobbet eller overambitiøst.

Jeg er ikke alene. Jeg kender andre, som har gået ledige i mindst et år. Alle ønsker de sig et job, uanset branche, alder og drømme. Ingen har nogensinde udtalt, at de »hygger sig« på dagpenge.

Jeg drømmer om natten, at jeg skal op klokken 7 næste morgen for at møde på arbejde. I stedet står jeg op til uvished, afslag og enkelte jobsamtaler, der ikke fører til mere.

Det er mit eget ansvar at få et job, og dette debatindlæg er ikke ment som en kritik af dagpengesystemet, jobcenteret eller a-kassen, som alle har været behjælpelige. Det er en reaktion på Simon Emil Ammitzbøll-Billes udtalelse til Berlingske om, at det skulle være hyggeligt at gå på dagpenge.

Hvis du spørger folket i dagpengeland, er der bred enighed om, at et job er at foretrække. At det er langt mere »hyggeligt« at gå på arbejde og bidrage til vores samfund, end det er at leve i uvished og føle sig utilstrækkelig og udskældt af politikere og andre meningsdannere.