Der skulle gå otte år, før Daft Punk gav lyd fra sig. Men det var ventetiden værd, ifølge de mange. For den franske duos nye single, Get Lucky, har allerede indtaget både høretelefoner, ungdomsværelser og weekendens dansegulve, skulle jeg hilse og sige. Men ikke nok med det. På udgivelsesdatoen den 19. april slog sangen rekord på det populære musikmedie Spotify som den mest streamede sang på enkelt dag i både Storbritannien og USA.

På singlen medvirker den populære rapper Pharrell Williams og guitaristen Nile Rodgers kendt fra det populære discoband Chic fra 1970erne. Sangen bliver en del af albummet Random Acces Memories, deres fjerde album som udkommer den 17. maj.

Spotifys talsmand Will Hope fortalte BBC, at albummet bliver »det største« i 2013.

»Der var aldrig tvivl om, at Daft Punks første single i årevis ville blive en af de største i 2013. Vi forventer også, at albummet bliver et af de største - hvis ikke det største i 2013,« fortalte han BBC.

I Storbritannien var den hidtil mest spillede single på en enkelt dag »Pompeii« lavet af det alternative britiske rockband Bastille, mens Seattle-rapperen Macklemore og produceren Ryan Lewis havde rekorden i USA med nummeret »Thrift Shop«.

Daft Punk består af Guy-Manuel de Homem-Christo og Thomas Bangalter, som mødtes i Paris i folkeskolen i 1987, hvor de begyndte at indspille musik. 10 år senere udgav de albummet » Homework«, som nåede langt ud over landegrænserne og få år senere havde solgt mere end to millioner eksemplarer.