Man går ud fra, at omsætningen i grænsehandelen i givet fald forsvinder ud i den blå luft. Man forholder sig (forståeligt) ikke til, at afgifterne havner i den tyske statskasse. Heller ikke til dåsepant-problematikken – og de afledte miljø-problemer. Det forekommer uforståeligt, at danske grænsehandlere ikke betaler dåsepant og at dåserne havner i danske skraldespande. Eller i værste fald ude i den danske natur. Hvor mange af de omtalte danskere, der er ansat i grænsehandelsbutikkerne, betaler skat i Danmark? Det fremgår der ikke noget om annoncen, der fremstår med en tone af kræmmer-mentalitet, men annoncøren er jo også købmænd.
Det er sikkert rigtigt, at »grænsehandel« er et meget solidt fænomen i (især) en jysk adfærd – forbrugerne »glemmer« at indregne transportomkostninger og at se på, hvor stor en del af indkøbene, der er ekstra forbrug (de store poser med slik f.eks.) og sikkert især sodavandene. Min påstand er, at den typiske grænsehandler er jyske børnefamilier. Der er sikkert ikke i Jylland politiske stemmer i at tale for begrænsning af grænsehandelen – »nu vil de også tage den fornøjelse fra os«. Det påvirker politikere, der er mere til fals for stemmer end for fornuft.
Der er også et sundhedsargument i sagen – det (u-)hensigtsmæssige i at have en palle sodavand stående i carporten med let adgang for børnene. Eller en palle øl. Begge dele medfører et øget forbrug.
Tyskland har en klar interesse i grænsehandelen. Afgifterne havner i den tyske statskasse, og den afledte beskæftigelse gavner den tyske statistik. Men start med at fjerne den besynderlige dåsepant-fritagelse – den er et meget betydende element i hele sagen. Og så kan man måske derefter se på danske afgifter og finansieringen af en reduktion. Mogens Højer, Bykrogen 29, 2860 Søborg