En mørklødet mand tømmer mekanisk og rytmisk sin Kalashnikov i ryggen og i baghovedet på en politibetjent. Blodet sprøjter. Manden sprænger tre skolebusser i luften med plastisk sprængstof. Ingen overlever.

Det kunne være virkelighed i »kalifatet«, men er det ikke: Det seneste tiltag i Islamisk Stats omfattende mediestrategi er adoptionen af det ekstremt populære computerspil, Grand Theft Auto 5, der er solgt i 34 millioner eksemplarer verden over, og som raske danske drenge denne lørdag spiller på deres værelser i hele landet.

Spillet går ud på at stjæle biler, røve banker og slå ihjel, men det har fået en ny dimension. Spilleren er ikke længere en kriminel amerikaner, men i stedet jihadist med IS’ flag på brystet. IS’ PR-afdeling har grafisk ændret spillet, så unge hjemme fra sofaen kan få en forsmag på livet i kalifatet.

Det er ikke kun i computerspillet Grand Theft Auto, vesterlændinge kan stifte bekendtskab med Islamisk Stat.

Terrorgruppen bruger en nøje planlagt mediestrategi i sin jagt på et ultrareligiøst kalifat. Terror er i sidste ende kommunikation, hvor kanalerne er vestlige. Du kan downloade en app til din telefon, der bringer dig de seneste og forherligende nyheder om IS’ blodsudgydelser af de vantro fra de irakiske og syriske ørkensletter og besatte byer. Direkte på din telefon. Du kan finde terrorgruppen på Twitter, Facebook, YouTube, LiveLeak, Instagram, Quitter, Diaspora og Friendica. Stort set alle sociale medier – som forgæves forsøger at lukke ned for gruppen. IS’ digitale tilstedeværelse er total.

Særligt vestlige er også Islamisk Stats propagandavideoer, som narrativt og dramaturgisk minder om vestlige og særlige amerikanske krigsfilm. Senest den 55 minutter lange og velproducerede video, »Flames of War«, som Islamisk Stat i sidste uge lagde på nettet. I bund og grund ét stort paradoks:

Islamisk Stat arbejder på den ene side for indførelsen af et Kalifat med sharialovgivning og Abu Bakr al-Baghdadi som kalif og øverste leder. Men på den anden side propaganderer IS for kalifatet med ekstremt vestlige kanaler og virkemidler.

Netop den dobbelthed og paradokset giver en større identifikation og genkendelig ved IS, og gør derfor også organisationens kommunikation mere skræmmende, forklarer Tobias Gemmerli, der arbejder ved Dansk Institut for Internationale Studier og forsker i radikalisering og ekstremisters brug af sociale medier.

»Noget af det mest angstprovokerende ved IS er, at noget så fremmed for os ligner os selv så meget. I deres propagandavideoer er der klare paralleller til machismo, og der er en »band-of-brothers«-romantik (amerikansk TV-serie om 2. verdenskrig, red), som bygger på fantasien om krigen som maskulinitetens og broderskabets frontlinje. Det er der, hvor drenge bliver til mænd. På den måde trækker propagandaen på klassiske Hollywood-fantasier og en begærsøkonomi, altså motivation og drømme, som næsten er for vestlig,« siger Tobias Gemmerli.

Han pointerer imidlertid også, at det er naturligt, at en del af IS’ materiale er af vestlig karakter, da mange medlemmer og sympatisører bor andre steder end Syrien og Irak.

»IS skal forstås mindre som en organisation og mere som en social bevægelse. Meget materiale bliver lavet af sympatisører. De har lykkedes med at franchise deres propaganda til grupperinger i andre lande og får derved skabt en større tilslutning,« forklarer Tobias Gemmerli.

Men IS er også ekstremt gode til at målrette deres kommunikation, mener psykolog og forfatter til bogen »Terrorangrebets psykologi«, Keld Molin.

»IS har skabt en reklameplatform, hvor de formår at lave en meget direkte, målrettet og effektiv kommunikation. De kunne også have indrykket en helsidesannonce i Berlingske, men ville så ramme forbi mål­gruppen. Det er smart set, at de bruger de platforme, de gør, navnligt med computerspillet og videoerne,« siger Keld Molin.

»Man får kun mere lyst, hvis man i forvejen er en af de radikaliserede unge, der mangler mening i tilværelsen. Det rammer kun den gruppe, som de til gengæld rammer meget effektivt.«

Han henviser ligesom Tobias Gemmerli til, at IS ikke længere blot er en mellemøstlig organisation. Herhjemme har PET tidligere vurderet, at i hvert fald 100 danskere er taget til Syrien og Irak for at deltage i borgerkrigen. Men også et væld af andre lande har fodret konflikten i Mellemøsten med radikaliserede sjæle. Fra USA til Rusland. Alle tager de ting med sig fra deres respektive hjemstavne.

»Mange af organisationens medlemmer er vestlige folk. De tager en masse med sig, så selv om det kan virke underligt at bruge så vestlige kommunikationsformer, så bruger de bare det, som de kender.«

Enkel kommunikation

Udover en skarp og segmenterisk reklameplatform peger Keld Molin på, at enkeltheden gør IS’ kommunikation effektiv. I halshugningsvideoerne er der kun ét offer og en enkelt handling. Det gør det meget let for beskueren at relatere til offeret og sætte sig selv i dettes sted. Sværere end det eksempelvis var, da al-Qaeda fløj World Trade Center i grus, og knap 3000 mennesker mistede livet i 2001.

»Det er effektivt, fordi det er lettere at relatere til et enkelt individs halshugning end eksplosioner og masssedød,« siger Keld Molin og peger på et andet vigtigt aspekt i henrettelsesvideoerne:

»IS har skabt sig et koncept, som er let genkendeligt. Den orange dragt, bødlen i sort og ørkensandet. Alle kan nu lynhurtigt afkode IS’ videoer. Det viser, at det ikke er en middelalderlig organisation bestående af analfabeter fra Mellemøsten, men veluddannede folk, der udgør en velorganiseret og professionel gruppe,« siger Keld Molin.

Det istemmer Helle Malmvig, der også forsker hos DIIS. Hun fortæller, at mellemøstlige terrorister som effektive kommunikatører langtfra er en nyhed. Det fænomen så man eksempelvis også under den irakiske revolution i 1979, påpeger hun.

»Der er givetvis en del fordomme om Mellem­østen som middelalderligt og bagudskuende. Derfor kan det være overraskende, at de er på Twitter eller bruger videoer. Men det er lidt en gammel overraskelse. Under den iranske revolution i 1979 skete det samme. Der brugte man radio og kassettebånd til at sprede budskaberne fra Khomeini (åndelige leder af den Den iranske revolution, red). Det overraskede mange, hvordan man både kunne bruge den moderne teknologi og have en konservativ, bagudskuende ideologi,« forklarer Helle Malmvig,

En anden mellemøstlig og flittig bruger af sociale medier er Syriens præsident, Bashar al-Assad. Han deler flittigt ud på billeddelingstjenesten Instagram, hvor han iscenesætter sig selv som en præsident af folket, der er vellidt og deler nødhjælp ud. Det samme kan siges om fremstillingen af præsidenten og særligt hans hustru i magasinet Vogues billedserie fra 2011, hvor parret fremstilles svært vestligt og sekulariseret.

»Asma al-Assad, præsidentens hustru, ligner en ren Lady Di. Assad-regimet har været dygtige til at bruge de digitale medier,« siger Helle Malmvig.

Svaret findes i fortiden

Også Michael Søby Andersen, cand.mag. i medievidenskab og konfliktstudier med speciale i terrorisme, mener, at man bør se tilbage i tiden for at forstå bevæggrunden og effekten af den måde, Islamisk Stat kommunikerer­ på.

»Det mest overraskende ved IS’ mediestrategi er nok, at vi er overraskede og sidder og snakker om det nu. Der ligger måske en antagelse om, at det er barbarer, der ikke evner moderne kommunikation. Men hvorfor skulle det være sådan?«

Han fortæller, at man fra slutningen af 1800-tallet kan tale om fire »bølger« af terrorisme, hvor medieforståelsen løbende er blevet større.

Først den anarkistisk bølge fra 1880erne til 1. Verdenskrig med russernes opgør med Tzar-familien, fra 1920erne til 1960erne en nationalistisk bølge, hvor det britiske imperium begyndte at falde fra hinanden, så en ideologisk, revolutionær bølge i 1970erne med eks. Rote Armee Fraktion og IRA og endelig fra den iranske revolution i 1979 og frem, hvor der tales om en religiøs motiveret bølge.

I den udvikling er man gået fra enkeltmord på magthavere til massemord med bomber. Samtidig er det gået fra nationale til internationale konflikter og efterhånden er massemedier også blevet en del af kalkulationen. Medierne kom på banen i 1960erne, fordi man begyndte at udveksle TV-nyheder, hvilket betød, at nyheder hurtigt kunne spredes, forklarer Michael Søby Andersen. Dermed blev terroristerne også bedre og bedre til at kommunikere.

»11. September var et præmieeksempel på terrorkommunikation. Man fløj et fly ind i et højhus og af flere gange, så det kom på live-TV. Det passede ind i mediedagsordenen, men vi måtte selv finde ud af meningen med angrebet,« fortæller terroreksperten Michael Søby Andersen.