BERLIN: Tusinder, om ikke millioner, af mennesker i Tyskland iagttog i dag ved middagstid et minuts stilhed til minde om ni indvandrere og en politibetjent, som over en halv snes år menes myrdet af unge nazister.

Samtidig bad forbundskansler Angela Merkel ved en højtidelighed i Berlin de efterladte om tilgivelse og lovede, at myndighederne ville gøre alt for at retsforfølge de skyldige.

Mordserien har rystet Tyskland, og politikere, herunder Merkel, har kaldt den "en skændsel" - også fordi myndighederne længe mente, at indvandrerne selv var kriminelle og ofre for interne stridigheder. Heller ikke de mange tyske efterretningstjenester, som ofte modarbejder hinanden, magtede at se en fremmedfjendtlig sammenhæng til mordene.

Højtideligheden i Berlin blev overværet af 1.200 mennesker, herunder regeringen, oppositionen og Joachim Gauck, der ventes valgt som forbundspræsident næste måned.

Blandt talerne var to efterladte. En af dem, Semiya Simsek, var 14 år, da hendes far blev dræbt for tolv år siden. "Har jeg hjemme i Tyskland," spurgte hun i dag. "Ja, selvfølgelig. Men hvordan skal jeg være sikker, når der er folk, som ikke vil have mig?"

Merkel erklærede, at det officielle Tyskland ikke kan give ofrene livet tilbage. Men hun fastslog, at Tyskland skal være et åbent indvandringsland og sagde til de efterladte: "De står ikke længere alene med Deres sorg. Vi føler med Dem, vi sørger med Dem."