Det var ganske vist 1. april.

Men det var alt andet end jokes og aprilsnar, der prægede det socialdemokratiske gruppemøde på Christiansborg i tirsdags. Stemningen var alvorstung. Igen.

Denne gang havde flere medlemmer af S-folketingsgruppen dog en følelse af, at kritikken af partiledelsen, rygterne om Helle Thorning-Schmidts muligheder for en EU-toppost og baglandets oprørske udtalelser ikke bare var gløder, men flammer, der havde potentiale til at gøre uoprettelig skade på den socialdemokratiske fæstning.

De socialdemokratiske folketingsmedlemmer stod derfor nærmest i kø for at blæse til samling på gruppemødet og droppe den anonyme kritik af partiets formand – en kritik der i denne uge nåede nye højder efter rækken af repræsentantskabsmøder i det socialdemokratiske bagland. Den relativt ubeskrevne undervisningsordfører Annette Lind lagde for, og herefter fulgte mere markante navne i gruppen som handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, eks-justitsminister Morten Bødskov, erhvervsordfører Benny Engelbrecht og kommunalordfører Simon Kollerup. Det overraskende var ikke, at S-medlemmerne forsvarede formanden, mens hun lyttede. Det interessante var, at ordene kom fra flere hjørner af folketingsgruppen. Årsagen er klar: Stemningen i Socialdemokratiet er ved at nå kogepunktet. Frustrationen i det vingeskudte parti er efterhånden så udbredt, at socialdemokrater fra top til bund taler om, at »selve den socialdemokratiske bevægelse« er i en »dyb og altfortærende krise«. Selv S-folketingsmedlemmer, der ellers normalt er hovedaktionærer i projekt intern kritik erkender, at mere benzin på bålet kan give langvarige skadevirkninger for det gamle statsministerparti. Krisen er med andre ord blevet for meget – selv for mange af krisemagerne.

Det er ellers ikke fordi, at uro på bagsmækken er en uvant størrelse for Socialdemokraterne. På et par år har regeringen sænket selskabsskatten, grebet ind i lærerkonflikten, lempet topskatten, reformeret kernevelfærden, beskåret den offentlige vækst, begrænset overførselsindkomsternes stigning, solgt DONG-aktier til Goldman Sachs og droppet flere værdipolitiske mærkesager. Hver eneste gang er der nærmest rituelt blevet udskrevet et girokort med frustrationer, trakasserier og elendige meningsmålinger, der truer med at bombe Socialdemokraterne et århundrede tilbage i tiden.

Men når partiforeninger i hobetal vedtager særdeles kritiske beretninger mod blandt andet ledelsen, som efterfølgende bakkes op af folketingsmedlemmer og borgmestre, og når formanden og statsministeren åbent af flere partifæller ønskes hen, hvor pebret gror – eller i hvert fald til Bruxelles – så er det alligevel blevet for meget for de fleste. For hvis et parti ikke kan holde styr på sig selv, hvordan i himlens navn skal det så kunne holde styr på et land?

»Der er grænser for, hvor længe et regeringsparti kan rende rundt og lege studenterpolitik,« som et fremtrædende folketingsmedlem bemærker over for Berlingske.

Gruppeformand Henrik Dam Kristensen medgiver da også, at det har været en uge, som han sent vil komme til at glemme.

»I det socialdemokratiske bagland diskuterer vi ofte og gerne heftigt, men det er sjældent, at det ender i en så offentlig debat. Hvis alle uger var sådan, så var det ikke rart. Der, hvor det er gået galt, er, at udover at være en politisk diskussion, er det også blevet en persondiskussion. Og det er helt tåbeligt,« siger han.

Trods forbrødringen udspillede der sig i denne uge et intenst spil Sorteper i de socialdemokratiske kulisser. Blandt socialdemokraterne råder der en ikke ubetydelig resignation over den nylige optrapning af konflikterne, og der findes nærmest lige så mange udlægninger af dramaet, som der findes aktører.

Flere medlemmer af S-gruppen ser begivenhederne som helt ukoordinerede; som en prop, der før eller siden måtte ryge af baglandets trykkoger. Og det skete så nu, hvor man ikke længere har regeringspartneren, SF, til at overdøve sig. Andre S-folketingsmedlemmer overlader betydeligt mindre til tilfældighederne.

Her tolker man hændelserne ind i rammen af den udskiftning på formandsposten, som potentielt rykker tættere og tættere på. Flere – både i folketingsgruppen og i partiets øvre lag – mener, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, bevidst eller ubevidst, de seneste uger har positioneret sig som formandskandidat. Hvilket flere – også folk, der støtter hende varmt i hendes egen kaffeklub, Netværket – er sure over.

»Alle kan jo godt lide Mette og synes, at hun er dygtig. Hun skal nok få plads og komme til fadet. Det usmagelige er bare, at man går bag om den siddende ledelse og sætter gang i en masse spekulationer, som skader vores parti,« siger et S-folketingsmedlem.

»Hun har på det seneste optrådt som en, der har travlt med at ville være formand. Mette Frederiksen er på vej ud over isen. Mens partiet er i flammer, bærer Mette Frederiksen ved til bålet,« siger et andet folketingsmedlem.

Kritikere af Mette Frederiksen fremhæver en række ting. Det er faldet nogen for brystet, at hun har skrevet flere »formandskronikker« i morgenaviserne, mens andre hæfter sig ved, at Ekstra Bladet på en forside kunne berette om, at Mette Frederiksens mere kritiske holdning til spørgsmålet om velfærdsturisme havde overtrumfet Helle Thorning Schmidts linje på et gruppemøde.

En anden S-kilde beretter om, at hun på et repræsentantsskabsmøde i Nordjylland skulle have undsagt partiledelsens planer om at flytte partikontoret fra Frederiksberg til Christiansborg, og at hun i den anledning skulle have talt for, at det skal være slut med »plastikinddragelse« i partiet. En tredje gruppe kritiserer hende for at have rejst rundt i partiet og tordnet imod offentlig udlicitering, hvilket udlægges som en åbenlys undergravning af finansminister Bjarne Corydon, der i forvejen er martret af den debat.

På den baggrund er skudsmålet fra flere af de kritiske S-folketingsmedlemmer klart: Hvis Mette Frederiksen skulle have foretaget sig dette med det bevidste overlæg at styrke sig som kronprinsesse, så er det »decideret partiskadelig virksomhed«, og hvis det ikke er tilfældet, har hun alligevel ageret uklogt, fordi hun burde have vidst, at hendes handlinger ville starte spekulationerne om en ødelæggende »formandslavine« i partiet.

I toppen af partiet findes en irritation og undren over, at Mette Frederiksen efter deres opfattelse har optrådt »illoyalt« og »utålmodigt«, som en central kilde tæt på regeringen eksempelvis formulerer det.

Flere andre socialdemokratiske kilder afviser klart den udlægning. De peger på, at Mette Frederiksens ageren sagtens kan misbruges til at fremstille hende som grådig, men tilføjer, at det først for alvor ville være et problem, hvis hun – som måske er den, der bedst formår at synge rent og ramme tonerne i socialdemokratiske skåltaler – undlod at gøre sig til det betydelige aktiv for regeringen, mange anser hende som, for at undgå at blive misforstået.

»Det ville være et større problem, hvis vores ministre ikke mente noget,« siger et S-medlem.

Flere kilder fortæller i den forbindelse, at Mette Frederiksen allerede dagen efter, at Ekstra Bladet berettede om statsministerens såkaldte nederlag i EU-sageb, på et møde i kaffeklubben Netværket gjorde det helt klart over for sine støtter, at det hverken var i hendes eller partiets interesse, hvis de anonymt kritiserede Helle Thorning-Schmidt i medierne. En handling, der ifølge den gruppe af S-kilder beviser, at hun konsekvent har ageret loyalt. Og som også, fortæller kilder i dag, tegner et billede af, at hendes støtter måske har handlet i misforstået loyalitet og i strid med hendes reelle interesser.

Uanset hvad, så er det bemærkelsesværdigt, at kampen om udlægningen i medierne i løbet af ugen var så intens, at Berlingske løbende blev ringet uopfordret op af socialdemokratiske folketingsmedlemmer og centrale kilder tæt på regeringen, som af egen drift ønskede at bidrage til udlægningen af situationen.

Gruppeformand Henrik Dam Kristensen mener, at de interne sværdslag tegner et billede af et parti, hvis væsentligste problemer er dem, man skaber for sig selv.

»Ja, det er vi ret gode til. Det er der også historisk belæg for tilbage i både 1990erne og tidligere. Det er så en del af det at være socialdemokrat, og det er et udtryk for en ligefrem og levende debat. Det er jeg stor tilhænger af, men det skal være konstruktivt og ikke destruktivt,« siger han.

Også spekulationerne om Helle Thorning- Schmidts muligheder for at blive tilbudt en af tre kommende EU-topposter har givet anledning til uro i partiet. I slutningen af juni skal EU-lederne udnævne en ny formand for EU-kommissionen efter José Manuel Barroso, en ny formand for Det Europæiske Råd som afløser for belgiske Herman van Rompuy og en ny udenrigschef.

De seneste måneder er Thornings navn dukket op i flere internationale medier, men rygterne er farlige for Thorning, og derfor var det magtpåliggende for statsministeren at forsøge at lægge rygtestrømmen død i løbet af ugen. Selv om hun allerede for knap et år siden på Folkemødet på Bornholm slog fast, at hun ville »sige nej«, hvis hun blev tilbudt et af de lukrative job, så var det tilsyneladende ikke tilstrækkeligt til at eliminere rygterne i S-baglandet og folketingsgruppen.

På partiets gruppemøde i tirsdags følte hun sig nødsaget til at slå fast, at »det ikke kommer til at ske«, og efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn torsdag gav hun en decideret garanti for, at hun bliver som statsminister. I Natholdet på TV2 torsdag aften takkede hun sågar ja til et vædde 1.800 kroner med værten Anders Breinholt om, at hun ikke forlader sin post før næste valg.

Det har gjort et vist indtryk på medlemmerne af folketingsgruppen.

»Hvor jeg tidligere vurderede, at der var 40-50 procents sandsynlighed for, at hun fik et internationalt topjob i EU, så tror jeg lidt mindre på det nu. Helle har selv bidraget til det ved at kalde til ro over for folketingsgruppen,« siger et medlem af S-gruppen.

»For en uge siden var jeg sikker på, at hun var på vej væk. I dag siger min mavefornemmelse det modsatte,« siger et andet.

Alligevel føler flere socialdemokrater sig ikke helt overbeviste om, at hun endegyldigt er ude af kampen. En kilde tæt på regeringen vurderer selv, at der fortsat er »10-15-procents chance« for, at hun får tilbudt en EU-toppost. De europæiske socialdemokrater har dog allerede opstillet formanden for Europa-Parlamentet, tyske Martin Schulz, som kandidat til posten som formand for EU-kommissionen.

I et interview med Berlingske kalder Martin Schulz selv Thorning for »et meget indflydelsesrigt medlem af Det Europæiske Råd«, men han ønsker ikke at bidrage til debatten om det europæiske persongalleri.

»Jeg arbejder meget tæt sammen med Helle Thorning-Schmidt, og sammensætningen af de europæiske institutioner er noget, vi må diskutere senere. Helle Thorning-Schmidt er klart i stand til at bestride mange poster, men min følelse er, at hun først og fremmest er statsminister i dette land,« sagde han, da han i sidste uge var på besøg i Danmark.

Årsagen til den vedholdende, danske debat om Thornings fremtid skal også findes i tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) månedlange afvisning af, at han var »kandidat« til posten som NATO-generalsekretær, selv om han i årevis havde arbejdet for jobskiftet på de indre linjer.

Dengang holdt Fogh sine intentioner hemmelige for flere af sine allernærmeste kolleger. Kun et par enkelte medarbejdere i Statsministeriet vidste besked, mens Christiansborg-journalister under en stribe baggrundsorienteringer blev forvisset om, at der intet var om rygterne. Den daværende ambassaderåd i Statsministeriet Thomas Ahrenkiel, som nu er chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), var en af de få betroede. Han holdt ifølge bogen »Præsidenten« kontakten til de øvrige NATO-lande og gødede jorden for Foghs vej væk fra Statsministeriet.

På spørgsmålet om, hvorvidt danskerne kan være sikre på, at der ikke sker det samme i kulissen i Statsministeriet i disse dage, svarer Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen:

»Hvad skal Helle gøre ud over, hvad hun allerede har gjort? Og hvordan skal jeg kunne give et mere begavet svar, end det, som Helle allerede har givet? Det kan ikke lade sig gøre. Jeg kan godt forstå, at du spørger med henvisning til, hvad det skete med Anders Fogh, men helt ærligt – hvad skal jeg svare?« spørger Henrik Dam Kristensen.