'Da politiet kom blev jeg så glad'
Kurt Westergaards 6-årige barnebarn fortæller, om overfaldet på Muhammedtegneren under retssagen i Aarhus.
Kurt Westergaards 6-årige barnebarn fortæller, om overfaldet på Muhammedtegneren under retssagen i Aarhus.
Terror-sagens yngste vidne - og eneste øjenvidne - fortæller nu om, hvordan hun oplevede angrebet nytårsdag sidste år. Det er Kurt Westergaards barnebarn, Stephanie, der var blot fem år på tidspunktet.
Den nu seks-årige pige er for lille til at afgive forklaring i retten. Derfor er hendes forklaring optaget på video, der bliver afspillet i retten, skriver bt.dk.
For at beskytte den lille pige må pressen kun referere, at hun nu er seks år gammel, at hun hedder Stephanie til fornavn og af Kurt Westergaard omtales som hans barnebarn.
Stephanie sad i stuen i Kurt Westergaards lille rækkehus i Viby J, et stenkast fra Morgenavisen Jyllands-Posten, sammen med sin bedstefar den aften, en somalisk mand brød ind med en økse.
Hun kunne ikke flygte ligesom sin bedstefar, fordi hun havde benet i gips efter en skiferie.
På videoen ses den lille lyshårede pige i lyserød kjole og strømpebukser, der ligger i en sofa med gips-beklædt ben ovenpå en panda-bamse, mens en civilklædt betjent snakker med hende om hændelsen.
- Der kom en tyve. Er det ikke det, som vi skal snakke om, spørger den kvikke fem-årige, mens hun roder rundt i sofaen.
- Han ødelagde glasset med en hammer, og han kiggede på mig. Han er sort. Og ved du hvad? Så blev han sur på Kurt, og så løb han for at stikke af, da Kurt var gået på badeværelset. Han hørte sådan en bil, der sagde 'diii daaa diii daaa'. Det var nok fordi, der var en tyve. Og så fortalte jeg politiet, hvad der var sket, fortæller den lille Stephanie, der blev passet af sin bedstefar, mens hendes forældre var i biografen.
Hun sad i sofaen i rækkehuset med Kurt Westergaard og 'så en kedelig film'.
Hun fortæller, at tiltalte Mohamed Geele var 'lidt meget brun som en, der kommer fra Afrika', og at han havde en hammer og en kniv med sig ind i huset.
- Jeg græd, fordi hvis han ødelagde glasset, så tænkte jeg, at han var en tyv, og det var han, fordi han ødelagde glasset. Men han stjal ingenting. Han ødelagde bare. Politiet ville også kigge i hans lommer, hvis han stjal noget, ræsonnerer hun.
Og det er en utrolig modig lille pige, der sagde, at 'tyven' skulle gå sin vej, selvom hun blev bange:
- Ved du hvad? Det er godt, at jeg har brækket benet. Meget meget godt. Men det gjorde selvfølgelig ondt, da jeg brækkede det. For hvis jeg havde fulgt efter ham, så ville han have fulgt efter mig.
- Da politiet kom blev jeg så glad. For de er gode. De er ikke onde. Så de kom for at stoppe ham. En fra politiet slåssede med tyven. Det fortalte den anden politimand mig. Så tyven blev fanget, og han er i fængsel nu, fortæller den lille pige tilfreds.
Tiltalte sagde i går, at han var lige ved at opgive sit forehavende, da han stod i haven ved huset og hørte, at der ikke kun var den aldrende tegner, men også et lille barn i huset.
- Jeg har selv børn, og jeg ville ikke være med til at skræmme et barn, sagde Mohamed Geele.
- Men så tænkte jeg, at nu er jeg her. Det duer ikke at gå tilbage, for der er sikkert kameraer, der har set mig. Så jeg vil være lige vidt, hvis jeg går tilbage. Jeg har hørt, at man bliver udvist, hvis man bliver anholdt på sådan noget. Jeg tænkte, at barnet ville løbe væk og gemme sig, hvis det hørte noget. Og så kunne jeg true med øksen uden, at barnet kunne se det. Så jeg besluttede mig for at banke med øksen nogle gange, før jeg sparkede glasdøren ind.
29-årige Mohamed Geele er tiltalt for terror og drabsforsøg mod tegneren, men nægter, at han havde drab i tankerne, da han nytårsdag om aftenen trængte ind i Muhammed-tegner Kurt Vestergaards hjem med en økse og en kniv.
Han ville blot skræmme tegneren, siger han, og erkender kun anklagerne om ulovlig indtrængen og våbenbesiddelse.
Alene tiltalen for terror kan give somalieren fængsel på livstid.