Selv om vi hører mest om den tyske hær i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark, var Luftwaffe med cirka 20.000-30.000 ansatte, heraf 4.500 kvinder, også stærkt repræsenteret. Historikeren Leif Juul Pedersen har i samarbejde med Skanderborg Museum nu skrevet en fascinerende bog, »Luftwaffes danske hovedkvarter i Skanderborg«, der både fortæller om lokalsamfundets samarbejde og modstand og bredere om Luftwaffes aktiviteter i Danmark.
Opgaven var at foretage rekognoscering over hav og land, vinde luftherredømmet for at sikre landstyrkerne og yde luftforsvar af militære installationer. Endvidere skulle det tyske brohoved til Norge sikres. Kommandoforholdene var komplicerede, og først i juni 1941 blev der oprettet en stilling som general for Luftwaffe i Danmark, mens en del af ansvaret fortsat var placeret i Hamborg og Oslo. Da britiske fly i bombetogter mod Tyskland fløj over dansk område, blev ansvaret for kommandoen overflyttet til Berlin, mens luftværnsskytset havde kommando i Aarhus. Leif Juul Pedersen beskriver kommandoforholdene som et »sandt kommandovirvar.«
