Det var en modig handling, som kong Frederik VI foretog, da han med en lov (anordning) af 29. marts 1814 gav de danske jøder ligestilling – sådan næsten da – med deres kristne medborgere.

Den var modig, fordi jøderne var et foragtet og forfulgt folk i Europa, og kongen kunne vente utak og ballade fra kristne. Kongens handling fulgte heller ikke den europæiske udvikling, hvor man efter Napoleons-tiden havde fået en reaktionær bølge, hvor frihedsrettigheder til bl.a. jøder ikke var i høj kurs.

Man kan spørge, hvorfor kongen så overhovedet vovede at tage det skridt, for mange mente slet ikke, at jøderne kunne indgå som frie og lige borgere i et samfund, hvor et kristent tilhørsforhold var en selvfølge og en forudsætning for at få offentlige stillinger, gøre karriere og blive socialt accepteret.

M.L. Nathanson og Frederik VI

Kong Frederik VI, der har ry for at være lidt af en stivstikker og ikke særligt åbensindet, havde en svaghed for den jødiske befolkningsgruppe. Da den jødiske pigeskole blev oprettet som en privat fattigskole i 1810, havde han ladet sin datter Caroline give navn til skolen, og hun blev endda protektrice for den – et usædvanligt skridt i Europa på den tid.

Kongen havde endvidere knyttet to jødiske finansfolk til sig, nemlig David Amsel Meyer, der havde et stort finanshus i København, og dennes unge nevø Mendel Levin Nathanson. Det var dem, der rådgav konge og regering i finansielle spørgsmål og formidlede store udenlandske lån til landet i begyndelsen af 1800-tallet fra jødiske finanshuse. Og det var også dem, der fik skylden, da det gik galt, og landet gik bankerot i 1813. Netop på den baggrund må man sige, at kongen vovede det ene øje, da han alligevel besluttede at gøre jøderne frie og lige.

På Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsens, kontor hænger der kun ét maleri. Det viser en ung, selvsikker mand omkring de 30 år. Det er malet i begyndelsen af 1800-tallet, og den unge – lidt dandyagtige – herre er såmænd M.L. Nathanson. Hvordan han er havnet på Lisbeth Knudsens kontor er ganske logisk, fordi han i mere end 20 år var Berlingskes chefredaktør.

Da han i 1838 overtog avisen, var det en hensygnende affære, som han genrejste med moderne journalistiske metoder og sørgede for bladets mest succesrige periode i 1800-tallet. Men at han kom til at hænge dér var ikke lige til at forudse.

Han blev født i den danske by Altona i nærheden af Hamborg og kunne ikke et ord dansk, da han som ganske ung kom til København og blev tilknyttet David Amsel Meyers finanshus ved Højbro Plads. Han viste sig at være overmåde velbegavet og lærte sproget i lyntempo. Han blev snart firmaets medleder og kongens fortrolige.

Den jødiske menighed var præget af splittelse og ballade. De ældre ortodokse og den gamle rabbiner ville helst have, at alt forblev som før, og de var skrifttro folk, der ikke ville integreres. Der var stort set ikke andre fremmede i det danske samfund dengang, som så anderledes ud, klædte sig anderledes end danskerne, havde en anden tro og en anden kultur, så de skilte sig virkelig ud.

Men den nye unge generation med M.L. Nathanson i spidsen ville ind i det danske samfund. Nathanson klædte sig som danskerne og pressede på for, at den unge generation af jøder fik lært ordentligt dansk i den jødiske drengeskole, der allerede var etableret i 1805 og i Carolineskolen. Dér var der ikke noget med tosprogede elever, for dansk blev set som afgørende for integrationen. Der er næppe tvivl om, at M.L. Nathanson som reformator, leder af menigheden og tæt på kongen spillede en vigtig rolle for at motivere kongen og myndigheder til loven af 29. marts 1814.

Den litterære Jødefejde

Det gik dog ikke stille for sig. Der viste sig snart en voldsom opposition imod denne nyordning og imod jøderne generelt. De antisemitiske holdninger, som både eksisterede i kirken, militæret og blandt folk generelt, blussede op i det, der er blevet kaldt Den litterære Jødefejde, og som varede fra 1813 til 1817. Det var en pamfletfejde, hvor både kristne og jøder skrev rasende indlæg for og imod jødernes ligestilling.

Kunne man overhovedet acceptere, at et religiøst mindretal indtrådte på lige fod med de kristne borgere? Man havde jo at gøre med et foragtet folk, som man anså for enten tiggere, som lå samfundet til last, griske pantelånere eller rige, grådige finansfolk, som havde bragt landet i økonomisk uføre. Og så var de oven i købet Kristus-mordere.

I den voldsomme debat blandede en række kendte litterære folk som Jens Baggesen, Steen Steensen Blicher og Heinrich Steffens sig og talte til fordel for jødernes ligestilling. Også jøder som M.L. Nathanson selv blandede sig med pamfletter og skrev i 1815, at godt nok havde man fået ligestilling, men der var endnu langt igen, når man blev diskrimineret i det daglige:

»Har oplysningen først bragt menneskene så vidt, at de indser dets rigtighed, har loven tilsagt mosaiterne borgerrettigheder, da er det dobbelt uretfærdigt at ville igen støde dem tilbage, at ville plette deres bedste bestræbelser, at overøse dem med hån og krænkelser, og må de så ikke tro, at de kun være hævede for at styrtes dybere ned? Jøderne bliver vel ikke myrdet som i forrige århundreder, men derimod blive de ved lovlig foragt for og voldsom undertrykkelse af alle ædlere følelser på det uretfærdigste krænkede.«

Den litterære Jødefejde drejede sig ikke blot om jøderne, men var en debat om samfundets udvikling og mellem oplysningstidens forkæmpere og mere formørkede hoveder, der ville skrue tiden tilbage. Det var den vigtigste samfundsdebat i de år.

Den korporlige Jødefejde

Næppe var denne litterære jødefejde overstået før den blev afløst af noget meget alvorligere nemlig Den korporlige Jødefejde i 1819.

Den 4. september 1819 fandt politiet plakater opklæbet og henslængt ved Børsbygningen, der opfordrede til ballade og uro i byen og med stærkt hadske udsagn om at skaffe »sig af med jødepakket«. Der var opfordringer til voldelige handlinger, og snart efter brød balladen løs på Amager Torv, hvor der lå fine tøjforretninger ejet af jøder med store udstillingsvinduer, der var noget nyt i hovedstaden. Udstillingsvinduerne blev smadret af store menneskemængder, som politiet ikke kunne kontrollere.

Uroen bredte sig i de næste dage, og grupper af både fine folk og »pøbel«, som de lavere klasser blev kaldt, løb gennem byen og smadrede vinduer i jødiske lejligheder og råbte også slagord mod kongen. Der var et politisk oprørselement i byen, som gjorde politidirektøren og kongen skrækslagne. I Tyskland havde man set studenteruroligheder i september, og der havde også spredt sig jødeuroligheder helt op til Hamborg. Og i Danmark var der også folk som dr. J.J. Dampe, der mente, at enevælden skulle erstattes af demokrati.

Kongen handlede resolut efter de første dages uro, idet han indførte undtagelsestilstand og indsatte militæret for at slå uromagerne ned. Sabler blev trukket, og husarer på hest blev sat ind. Det hindrede ikke uroen, og et par gange forsøgte mængden at nå frem til David Amsel Meyers og M.L. Nathansens finanshus for at angribe det, men de blev trængt tilbage af politi og militær. Også i flere provinsbyer som Odense og Helsingør kom det til uroligheder.

Politiet mistænkte politiske aktivister for at opildne folk, men man fandt aldrig nogen. Man arresterede bundter af folk og forsøgte at hindre uroen i at brede sig med udgangsforbud og trusler og strenge straffe – ja, endda dødsstraf – og efterhånden dæmpedes balladen. Jøderne gemte sig i kældre i deres lejligheder.

Uroen blussede med jævne mellemrum op igen, og i ét tilfælde var det en jøde, Abraham Meyer i Borgergade, der var kom i politiets søgelys. Vi kender sagen fra politiarkiverne, for politiet anholdt Meyer. Den 40-rige købmand var ikke kendt som kriminel, men i oktober 1819 halede politiet ham ind i politiretten. Han blev meldt til politiet af en københavnsk borger, der påstod, at Meyer havde stået i vinduet i sin lejlighed i Vognmagergade og spyttet ned på de forbipasserende. Han havde råbt: »Kristne hunde«. Ét vidne kunne fortælle, at Meyer også havde rakt tunge ad folk nede på gaden. Et andet vidne berettede, at Meyer havde spyttet på hans børn, og da han var gået op for at klage, så havde Abraham Meyer råbt: »Kom væk, din kristne hund, eller jeg skal knække din hals«.

Sagen var alvorlig, Meyer sad i fængsel i en hel måned, og hans hosekræmmerhandel led under hans fravær. Omsider, den 20. oktober, efter otte retsmøder, faldt dommen. Den lød på, at han for egen bekostning skulle sidde i fængsel på vand og brød i ti dage. Retten afgjorde, at under de urolige tilstande i byen kunne hans adfærd let have opflammet gemytterne.

Fortsatte uroligheder

Man kunne så tro, at alt var roligt, og jøderne kunne vende tilbage til deres dagligliv, men kirkehistorikeren Jens Rasmussen har gjort sig den umage at afstøve nye politiarkivalier og har fundet ud af, at angreb på jøder såmænd fortsatte i en stor del af 1820.

Jødefejden var af en meget alvorlig karakter. I den efterfølgende litteratur blev den nedspillet og kun nævnt som sporadisk uro i de større værker om Danmarks historie. Men der er grund til at fremhæve dens betydning ikke alene som udtryk for en alvorlig antisemitisme og den første større etniske uro i Danmark, men også fordi den havde alvorlige konsekvenser for de danske jøder. Fejden understregede, at godt nok havde man fået ligeberettigelse, men at man ikke var sikret i det danske samfund.

Der var i 1800-tallet en stærk dragning mod kristendommen, og mange jøder lod sig omvende i hele Europa. Det var også tilfældet i Danmark, hvor f.eks. M.L. Nathanson, der var den jødiske menigheds leder indtil sin død i 1868, lod sine otte børn blive kristne. Blandt hans mange efterkommere var bl.a. slægten Nansen.

Jødernes lige rettigheder kom til at betyde, at de aktivt medvirkede til det danske samfunds opblomstring i 1800-tallet og fik stor indflydelse på journalistik, videnskab, handel og finansforhold. Integrationen lykkedes, men udviklingen betød også, at den jødiske menighed i slutningen af 1800-tallet var ved at forsvinde, og dens eksistens blev kun sikret med nye indvandringer fra Rusland.

M.L. Nathanson ville fra sin væg på Lisbeths Knudsens kontor i dag, hvis han levede, sikkert have fornøjet sig over, at hans indsats for at gøre jøderne til frie og lige borgere lykkedes, og han ville sikkert være forundret over, at myrderierne, der skulle komme, ikke var noget, der skete i århundredet før, men kom til at foregå i århundredet efter ham. Og at omvendelse til kristendommen ikke betød nogen livsforsikring.

Den jødiske menighed holder åben mindeceremoni i synagogen i Krystalgade søndag den 30. marts fra kl. 16.30 til 18.30, hvor der er fri adgang.