Det har været en god dag.

Nyhedsudsendelsen er rullet af sted, som den skulle, oven i købet bedre end så mange andre gange. Selv om han stadig synes, det er hårdt at levere nyheder »live«, har han som sædvanlig haft det sjovt med sine kolleger.

Nu glæder Jes Dorph-Petersen sig bare til at komme hjem til familien i Hellerup.

Klokken er 20.08 en majaften i 2011, da en af Danmarks mest kendte og prisbelønnede nyhedsværter sætter sig ind i IC-3 toget på Odense Banegård. Om en time og 20 minutter kan han være i København.

Bryder sammen i toget

Da toget er mellem Nyborg og Korsør, sker det. Jes Dorph-Petersen bliver ramt af en voldsom angst. En angst og tristhed, der på et splitsekund kommer buldrende og bragende. Han prøver at kontrollere sin vejrtrækning, forsøger at få hold på sig selv i et hjørne af togkupéen. Men det lykkes ikke. Det er, som om noget i ham bliver slukket.

Han ved godt, at den er rivende gal, men aner ikke, hvad han skal stille op med sig selv og ringer til sin nære ven, journalisten Søren Kaster. Han græder.

»Jeg siger, at jeg ikke kan klare det mere, at jeg har fået nok af det hele.«

Han fortsætter i toget, og det lykkes ham at komme hjem til Hellerup. Dagen efter bliver han midlertidigt taget ud af vagtplanen.

Regulært sammenbrud

Det er to år siden, at den tidligere TV 2-vært fik det, han beskriver som et regulært sammenbrud. Det lykkedes ham at komme ovenpå, men for ni måneder siden, omkring årsskiftet 2012-2013, rammer angsten ham igen.

I fire måneder befandt han sig i en dyb depression, midt i en håbløshed som overskyggede alt andet.

»Jeg var bange for at gå i bad om morgenen og sov, indtil jeg måtte opgive at sove mere. Når jeg forsøgte at gå en tur, vendte jeg om fem minutter efter, jeg orkede det bare ikke,« siger Jes Dorph-Petersen, 54.

Men det var ikke meget bedre at være tilbage i lejligheden.

»Jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder,« forklarer han.

Bedst havde han det, når han »kunne pakke sig ind« i sin brune BMW.

Med vinduerne rullet op og verden og dens mennesker på behørig afstand. Her var nogle bestemte knapper, han skulle trykke på, her var verden lillebitte og til at overskue.

På mandag udkommer han med bogen: »DORPH – historier fra den anden side«.

Nu sidder han i sofaen hjemme i sin stue. I den villalejlighed i Hellerup, som han i foråret flyttede ind i sammen med sin kæreste, Louise. Forinden havde han boet i en anden lejlighed alene, efter sin skilsmisse året før.

Meget at fejre

De hvide franske døre ind til spisestuen har han lukket, der skal være ro.

Han glæder sig til at interviewe FCKs træner Ståle Solbakken, siger han. Har lavet research på ham her til morgen, og ser også frem til at dække Champions League for TV 3, hvor han er ansat i dag.

Den 5. oktober skal han giftes med Louise og holde en gigantisk fest.

Der er meget at fejre, siger han, når man har fundet tilbage til det, man tidligere har taget for givet: At kunne glæde sig over det hele igen.

»Kan vi ikke bare snakke om fodbold?«

Sådan sagde Jes Dorph-Petersen lidt for sjov i telefonen, da interviewaftalen skulle laves. Velvidende, at temaet ville være et noget andet og langt mere personligt end udenlandske spillere, der bliver købt for adskillige millioner eller FCKs seneste sejr eller nederlag i Parken.

»Alt det depression-noget er så...«, fortsatte han i telefonen, men uden at fuldende sætningen.

Ikke reflekteret

Måske er fodbold det, han egentlig helst ville tale om lige nu. Han har aldrig været typen, forklarer han, som har reflekteret over, hvordan han nu lige gik og havde det. Aldrig »søgt indad« eller tænkt så voldsomt meget over dét med identitet, barndom, den slags.

En glad fyr med hang til fester og mennesker, god til at »mingle« med andre, men altså knap så god til at kigge indad og finde ud af, hvordan det hele hænger sammen lige for tiden. Og OM det overhovedet hænger sammen. Det er sådan, han beskriver sig selv.

»Jeg er ikke typen, der sætter mig ned og tænker dybt over tingene, jeg har altid bare skullet af sted og videre derudaf.«

Indtil den dag i toget, hvor han fik den lige i nakken. Hvor nogen eller noget nærmest råbte det til ham. At nu måtte han eddermame stoppe op og forstå nogle ting.

Fik styr på sit alkoholforbrug

Stemmen er velkendt og rutineret, Jes Dorph-Petersen har studieværtens tydelige og velartikulerede udtale, men taler mere afdæmpet, end når han er på tv.

Han kan godt være lidt nervøs for, hvad bogen vil afstedkomme. Men er ikke flov over noget af det, intet.

Heller ikke sit eskalerende alkoholforbrug, som han fik styr på for et år siden, helt præcist 5. september.

»En time, så havde jeg besluttet mig for, at det var nu og ikke i morgen. Jeg gik ud i køkkenet og hældte resterne af en flaske rødvin i vasken. Det føltes rigtigt.

Jeg vidste godt, at jeg drak for meget, og i lang tid havde jeg også været klar over, at jeg måtte gøre noget ved det, men havde udsat det. Det kunne vente til næste uge, eller ugen efter.«

Han holder en mindre pause.
»Forinden havde jeg talt rigtig meget med min kæreste om det, jeg havde også talt med et par andre, blandt andet en, der arbejder professionelt med alkoholmisbrug.«

Aldrig fuld på arbejdet

Egentlig havde Jes Dorph-Petersen tænkt, at han måske kunne drikke noget vin i weekenden.

»Men jeg fik at vide, at jeg var nødt til at stoppe 100 procent, ellers var risikoen for, at det samme ville ske igen kort tid efter, være for stor.«

På hverdage er det let, siger han, mens det i weekenden og til fester stadig er en tilvænning at sige nej tak til en iskold velkomstdrik ved siden af grillen.

»Jeg ved ikke, hvorfor det lige har været velkomstdrink, der har været det sværeste. Hverdagene er ikke noget problem, der tænker jeg ikke længere over det.«

Han tager en tår af sin kaffe, kigger et øjeblik over mod vinduet med den knaldblå septemberhimmel udenfor.

Han har aldrig været fuld eller drukket, når han har arbejdet. Det har heller ikke været noget med at begynde dagen med en drink, det har slet ikke været på det niveau, forklarer han.

Bange for ensomhed

Ikke så langt fra Kvægtorvet og TV 2 i Odense havde Jes Dorph-Petersen en af tv-stationens lejligheder, som bruges til pendlende nyhedsværter. Når han var på vagt tre dage om ugen, var det her, han boede, ellers i Hellerup med sin daværende kone, Lene, og parrets søn, Jens Emil.

»Jeg fik ikke rigtigt købt ind, så køleskabet var næsten altid tomt, og når jeg var træt, var det letteste at hente noget take away og åbne en flaske vin og se fjernsyn.

Jeg kom også til mange receptioner, fester, fødselsdage, den slags, og på et tidspunkt var alkohol noget, jeg havde svært ved at undvære.«

Gradvis begyndte Jes Dorph-Petersen at se nogle konturer af en mand et godt stykke oppe i alderen. Manden sidder alene bag nedrullede gardiner i et beton boligkompleks et sted i Odense.

»Der er jo rigtig meget selvynk over det, det ved jeg godt, men jeg så nogle strejf af noget, som jeg var bange for, og det billede blev mere og mere tydeligt.«

Tatoveret til TV 2

Den knaldgule iPhone på det hvide sofabord giver lyd fra sig. Han undskylder, tager den og aftaler at ringe tilbage lidt senere.

»Der skal være revy, TV 2 fylder jo 25 år, så... hvor var det, vi kom vi fra?«

På sofabordet ved siden af telefonen står hans kaffekrus med TV 2 News logo.

Han erkender, at TV 2 fyldte det meste af hans liv i de 22 år, han var ansat.

»Jeg var »tatoveret til den tv-station«. Jeg havde fået lov til alt det spændende, jeg har prøvet næsten alt. Fem gange var jeg vært, når der var folketingsvalg, senest i 2011. Valg er det største, man kan opnå som nyhedsvært.«

Men for et par år siden begyndte han at opdage, at han ikke længere gjorde sig lige så meget umage, som han plejede, at han sjuskede mere og sagtens kunne stå og tænke på noget andet, når han var på.

Arbejdet blev en identitet

»Der var kommet noget slitage over det, noget metaltræthed,« forklarer han.

Men han var nervøs for at holde op på TV 2. Var bange for at forlade hele den kæmpe komfortzone, som han kalder det, og hele den fantastiske rolle, som tv-stationen have givet ham. Arbejdet var blevet en identitet, og han var bange for at miste sin identitet. Det er sådan, han tydeligt kan se det i dag.

Jes Dorph-Petersen tænker lidt, før han siger:

»I virkeligheden var jeg jo bange for at miste min fest. Indtil jeg opdagede, at det var en fest, der var forbi, og at jeg måtte lave mit livs »rullefald« og se mig om efter et andet job.«

I dag mener han at problemerne, også i hans ægteskab, havde været undervejs et stykke tid. I januar 2012 var skilsmissen fra Lene, som han havde kendt, siden de var helt unge, en realitet.

Gik til psykolog

Depressionen, der kom et års tid senere, var en kulmination på alt det, han alt for længe havde nægtet at se i øjnene, mener han.

»Jeg havde gjort, hvad jeg skulle på TV 2, måske var jeg ikke så god længere, som jeg havde været tidligere, det var den følelse.

Samtidig begyndte jeg at få den dér med, at når der kom en redaktionschef på 35 år og sagde, hvordan jeg skulle gøre... Altså, skal han fortælle mig, hvad JEG skal gøre?« Sådan skal det jo ikke være.«

Jes Dorph-Petersen sammenligner sig selv med et tog, der i flere måneder bumpede af sted, faldt lidt af skinnerne, kom op igen. Indtil det gik galt den dag mellem Nyborg og Korsør. Og helt galt, da han fik depressionen.

Det blev til flere besøg hos en psykolog og lange samtaler med Louise.

»Langsomt kunne jeg få øje på noget lys for enden af tunnelen. Der gik længere tid imellem, at jeg var helt nede i et sort hul, og når jeg var dernede, føltes det ikke så voldsomt som tidligere,« forklarer han.

Faderen flyttede pludseligt

Depressionen tvang ham til at tænke dybere over, HVORFOR det var sket.

Det blev en tur tilbage til barndommen. På godt og ondt. Her fandt Jes Dorph-Petersen en række medvirkende forklaringer.

Faderen var Kaj Dorph-Petersen, legendarisk chefredaktør på Hjemmet. Han døde i 2005, og var ifølge sønnen både et klogt og underholdende menneske, der levede sit liv fuldt ud. Med store frokoster, vin til maden de fleste af ugens dage og masser fester og gæster.

Da Jes Dorph-Petersen var syv år, stod hans far pludselig 2. juledag og havde pakket sin kuffert. Han ville flytte. En mere velovervejet beslutning fra faderen, end det ifølge Jes Dorph-Petersen umiddelbart lige kunne se ud på det tidspunkt.

"Pleaser" og konfliktsky

Forældrene blev skilt, og mens hans storebror et par år senere flyttede hjem til faderen, blev Jes Dorp-Petersen boende hos sin mor.

»Min mor var blevet forladt af min far, det var ualmindeligt hårdt for hende samtidig med, at hun altid har haft en tendens til at føle sig lidt snydt af tilværelsen. Det gjorde, at hun i perioder ikke havde ret meget overskud til mig.«

Der var stille hjemme i Blidahparken i Hellerup, meget stille, husker han.

Jes Dorph-Petersen peger ned mod det lyse trægulv i sin nye stue.

»Vi havde sådan et sildebensparket, som det her, og jeg kan næsten høre lyden af mine strømpefødder, der går hen over gulvet.«

Jes Dorph-Petersen siger, at han altid har været en ægte »pleaser«, altid har været konfliktsky og kompomissøgende. Også som voksen. Men at han jo har klaret sig fint nok alligevel.

»Måske har jeg også været lidt doven, og aldrig rigtig gidet at gå ind i alle mulige konfrontationer. Men som barn følte jeg, at jeg var nødt til at rette ind, og hvis det er, hvad man altid har gjort, fortsætter man med det som voksen.«

Når han var sammen med sin far, var det altid sjovt.

Bange for at miste sine nærmeste

»Vi lavede en masse skægge ting, men jeg husker også, at jeg anstrengte mig for, at han ikke skulle synes, jeg var kedelig. Hvis jeg var for kedelig, ville jeg måske miste ham.«

Det var ikke kun sin far, han var bange for at miste. Det gjaldt også moderen.

»Jeg har åbenbart haft en angst for at miste mennesker tæt på mig,« konstaterer han.

»Hvis jeg som dreng var for meget til besvær, ville min mor måske få det endnu dårligere, og hun havde nok at slås med. Det var meget noget med at rette ind og gøre tilpas, og det var ikke kun i forhold til mine forældre.«

Moderen lever stadig, og hun har selvfølgelig også mange gode sider, tingene er ikke sort-hvide, understreger han.

Egentlig skulle Jes Dorph-Petersens bog slet ikke have været så personlig, som den er blevet. Det begyndte med en henvendelse fra forlaget, som gerne ville udgive en bog om en kendt tv-vært og hans tv-karriere.

En langt mere personlig bog

»Så sker der alt det her undervejs med min depression, mens vi er i gang med bogen, jeg bliver også skilt, og det ene tager det andet med sig. Undervejs finder jeg ud af, at jeg er nødt til at gå hele vejen og ikke bare fortælle tingene halvt, det ville ikke give mening og blive noget underligt ufortalt og uforståeligt noget.«

I dag er han glad for, at han har gjort det. Men det har, som han siger, været lidt af en proces undervejs, som han under ingen omstændigheder havde forestillet sig på forhånd.

Da diktafonen bliver slukket, ser Jes Dorph-Petersen en lille smule lettet ud. Og begynder at tale om fodbold.