Hun står på dørtrinet ind til rækkehuset på Frederiksberg: Skal, skal ikke. Skal, skal ikke ...

Og ved udmærket, at hvis hun er en klog kvinde, så nærmer hun sig hele det setup, som venter indenfor i huset, langsomt. Så alle kan vænne sig til det. Ikke mindst hende selv. Give sig tid til at lære de to piger på fem og 17 år at kende. Det er det, hun skal. Tid til at finde ud af, hvem de egentlig er, ikke bare acceptere dem som hendes nye kærestes to børn, men som to vigtige mennesker i hendes måske nye liv.