Den lille østjyske by Ry er stadig lige så smuk. Himmelbjerget og Silkeborgsøerne er stadig inden for gåafstand, og indkomstniveauet, der er blandt de højeste vest for Storkøbenhavn, betyder det nok heller ikke meget for. Men det er alligevel en forandret by. En by, der har fået et chok og et ar på sjælen. En by, der famler i motivmørket, efter at en 16-årig afghansk dreng i mandags blev angrebet med en brandbombe.
De formodede gerningsmænd er fire jævnaldrende etnisk danske drenge, der går i 9. klasse på Mølleskolen i Ry sammen med offeret, og som nu er sigtet efter straffelovens paragraf 245 om særlig grov vold – en paragraf, hvor strafferammen er op til seks års fængsel.
