Antallet af danskere, der hver søndag tæsker rundt på landevejene iført cykelshorts og hjelm, er steget støt i de seneste par år. Og det kan både ses i landskabet og i antallet af cykelforretninger, der specialiserer sig i de dyre racermodeller.

Mens en løbetur ikke kræver meget mere end et par kondisko og et par shorts, er cykelsporten nemlig fyldt med udstyr og liret grej. Og når entusiasterne først træder gennem døren, klinger kasseapparaterne forventningsfuldt.

»Groft sagt kan man dele kunderne op i to kategorier. Dem, der aldrig har kørt racer­cykel før, og som skal have et begyndersæt med cykel og tøj, og dem, der har kørt før, men nu gerne vil skifte deres gamle aluminiumscykel ud med en af de nye carbon-modeller,« siger Kim Christensen, indehaver af Soigneur Cykler på Østerbro.

Her er ingen mormorcykler i vinduet eller flettede cykelkurve på hylderne. Butikken er til gengæld fyldt med letvægtsmetaller, carbon­cykelstel og lycrashorts med ekstra puder bag i.

Legetøj for voksne

For begynderen koster cyklen nemt mellem 6.000 og 8.000 kroner. Derudover kommer udgifter til hjelm, sko osv. For den øvede, koster den nye carboncykel snildt 13.000 kroner. Men de fås også i modeller, der koster det samme som en lille bil.

»Jeg plejer at sige, at vi er en legetøjs­forretning for voksne. Det er en meget udstyrstung sport, og der går hurtigt lidt konkurrence i det, når man sammenligner med dem, man cykler med,« siger Kim Christensen.

Men for dem, der for alvor er blevet bidt af en gal jernhest, er der mulighed for at spendere endnu mere for den perfekte cykeltur.

»Jeg havde kørt i lang tid, men der var noget, der blev ved med at genere og give mig ondt i lænden. Så jeg fik lavet en »røvmåling«, hvor jeg sad på en pude, der målte på halebenet osv.,« siger Simon Hertz, adm. direktør i reklamebureauet Sunrise.

Rytteren måles op

Målingen var en del af et såkaldt »bikefit«, hvor cykelrytterens bevægelser på cyklen bliver opmålt og analyseret. Herefter bliver cyklens indstillinger skræddersyet, så den passer perfekt til længden af rytterens lemmer. Det koster omkring 2.000 kroner, men skulle give færre gener og højere fart.

»Når man sider optimalt, får man bedre enerigudnyttelse. Man skadesminimerer også, fordi der ikke kommmer så mange skæve belastninger,« siger Nicolai Norrid, der er professionel bikefitter.

Han sammenligner det at købe en hunde­dyr cykel uden at få den indstillet af en professionel med at købe et jakkesæt uden at få ærmer og bukseben rettet til passende længde.

»De professionelle cykelryttere bruger det, og vi kan mærke, at der er flere og flere motionister, der også bliver interesseret,« siger han.

Men faktisk kører mange danskere på bedre cykler end de professionelle ryttere. Minimumsvægten på 6,8 kg gælder nemlig ikke på de danske landeveje, og derfor har mange motionister lettere cykler end de professionelle.