For Charlotte Ørsted har hendes familienavn altid betydet meget. I folkeskolen blev det implicit forventet, at hun ville brillere i faget fysik, fordi hun nedstammer i en lige linje fra H.C. Ørsted. Hun følte sig i hvert fald forpligtet til at vide, hvad elektromagnetisme er. Senere, på sit jurastudie, fik hun et godt studiejob, og der havde det også betydning, at hun var i familie med den berømte jurist A.S. Ørsted – H.C. Ørsteds bror.

»Navnet har betydet rigtig meget for mig. Nu ved jeg ikke, hvordan det er at hedde noget andet, men mit liv har i hvert fald været bundet meget op på mit efternavn,« siger hun.