Kort efter Murens fald udtalte den neokonservative, amerikanske tænker Francis Fukuyama de berygtede ord om, at historien var gået i stå. Det var der mange, der ikke forstod. Hvad mente han? Han mente, at historien var gået i stå med det borgerligt-liberale demokrati. Det betyder, at der ikke er noget, der kommer efter demokratiet, og som skal afløse det. Demokratiet og ikke det klasseløse samfund var historiens sidste stadium. Der kom ikke et tredje rige.

Med til demokrati hører lighed og frihed og broderskab. Igen gælder det, at når de tre er indført, kommer der ikke nye ideer til, som skal afløse dem. Efter demokratiet kommer der kun mere demokrati, men ikke noget andet. Der er ikke et alternativ. Når vi har fået frihed, hvad skal vi så have? Mere frihed. Og efter ligheden? Mere lighed. Osv. Vore visioner er blevet virkelighed, derfor er der ingen visioner i politik, og derfor taler alle om dem. Men er der mon noget nyt på vej? Både og. Er velfærdsstaten historiens afslutning? Kan vi forestille os andet end mere velfærdsstat? Tre bade om ugen i stedet for to?

Marxismen er ved at vinde terræn i hele Europa. Mange steder står kommunister stærkt - Tjekkiet, Cypern, Grækenland. Herhjemme er København ved at blive overtaget af revolutionære. På universiteterne findes masser af statsansatte socialister, der fodrer Enhedslisten med medlemmer. De vil ikke noget nyt. Historien er slut for dem. De vil blot have mere af det, der er. Og så er der noget, som socialisterne frygter: Konkurrencestaten.

»Bjarne Corydon vil have en konkurrencestat, men vi vil have en velfærdsstat.« Noget i den stil udtalte Johanne Schmidt-Nielsen. Hvad er nu det for noget? Er historien alligevel ikke gået i stå? Passer det nu, at Corydon er ved at indføre en ny slags stat? Ja, det er der noget, der tyder på. Hele undervisningssektoren er ved at blive tilpasset denne stat, der enten allerede er reelt-eksisterende, eller som skal komme. Det er samfundsforskeren Ove K. Pedersen, der på dansk grund har udformet og udfoldet ideerne om den ny konkurrencestat, der adskiller sig radikalt fra velfærdsstaten.

OVER K. PEDERSEN deler historien op i tre: Nationalstaten er den første, og den blev rammen om og forudsætningen for velfærdsstaten. Det er den anden stat. Nu er det, at den tredje stat kommer, der har velfærdsstaten som forudsætning. Det er netop muligt at indføre den, fordi velfærdsstaten selv svækkede nationalstaten så meget, at velfærdsstaten underminerede sig selv. Velfærdsstaten leverede velfærd til danskerne og kun til dem. Men så fik den sin egen universalisme galt i halsen og mente, at den danske nationale velfærdsstat skulle støtte somaliere, tamiler og syrere. Uden nationalisme ingen velfærdsstat.

Konkurrencestaten redder og ophæver velfærdsstaten og endog nationalstaten, idet den gør Danmark til et firma, der skal »brandes«, og med et dansk brand skal vi konkurrere på det globale marked. Danskerne skal være købmænd og ikke landmænd. Alle skoler er i dag handelsskoler.

Konkurrencestaten er måske endda også demokratiets efterfølger: Den er post-demokratisk. Der er dermed tre politiske positioner: Bevar nationalstaten, bevar velfærdsstaten eller skab konkurrencestaten.