De to topsocialdemokrater – Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen – gjorde med deres meget direkte opbakning til den kriseramte statsminister torsdag, hvad de kunne for at skabe ro i partiet, redde stumperne og forhindre, at partiformanden havnede helt ude i tovene. Men manøvren slog samtidig fast, at det er de to, der reelt bestemmer i det store regeringsparti. Uden deres aktive opbakning bliver Thorning kastet for løverne, og det efterlader et meget begrænset spille­rum for den siddende statsminister frem til næste valg. Magtbalancen i »firebanden« i S-toppen – Thorning, Corydon, Frederiksen og Sass – er afgørende forrykket på få uger.

Indtil for nylig har Thorning kunnet støtte sig op ad en stærk finans­minister, Bjarne Corydon, som med hele regeringsapparatet, centraladministrationen og meget tætte kontakter til den radikale top har kunnet gennemtrumfe sin vilje. Og Corydon er fortsat Helle Thorning-Schmidts nærmeste allierede, men i partiet – i gruppen, i dele af ministerholdet og i baglandet – ses han som synmbolet på en alt for blå kurs. Bjarne Corydons fald fra tinderne er med til at isolere Helle Thorning-­Schmidt mere, end hun var i forvejen.

Finansministeren, der sidste år af Berlingske Business Magasin blev kåret som årets mest magtfulde, som i en stribe målinger er blevet udråbt som den mest troværdige minister, træder stadig tydeligere frem som syndebuk for alt, hvad der er gået galt for Socialdemokraterne. Hans stjerne i popularitetsmålingerne – senest i Politiko sidste lørdag – er faldet brat på få måneder. Det var ham, der ikke lykkedes med trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen. Det var ham, der forhandlede en blå skattereform hjem med Venstre og Konservative i stedet for en rød i foråret 2012. Det var ham, der stod bag nedsættelse af selskabsskatten, som faldt sammen med et udspil til en barbering af kontanthjælpen. Det var ham, der solgte dele af DONG til Goldmann Sachs og spillede stærk mand i konflikten med folkeskolelærerne. Og senest var det ham, der sad for bordenden, da sidste års finanslovsforhandlinger endte med en blå aftale for næsen af Enhedslisten. Sådan lyder kritikken i hvert fald.

I dag er Bjarne Corydon mere og mere isoleret – i forhold til partiet, folketingsgruppen og i forhold til det øvrige socialdemokratiske ministerhold. På Kommunernes Landsforenings årsmøde for nylig måtte han stå på mål for en byge af kritiske spørgsmål fra frustrererede socialdemokratiske borg­mestre. En gruppe i partiet, der ellers har udgjort en væsentlig del af Thorning og Corydons magtbase.

Finansministeren har tidligere på de indre linjer været nævnt som mulig arvtager til tronen i Socialdemokraterne. Det er ikke længere aktuelt. Til gengæld vil den udskældte finansminister i de kommende måneder havne i endnu et belastende krydspres, når den kommende vækstpakke skal forhandles. Den handler om øget produktivitet, afgiftslettelser for erhvervslivet og kan ikke undgå at karambolere med en planlagt reform af indsatsen for de ledige, som Venstre kræver slanket betydeligt. Udspillene er nu udskudt til efter påskeferien, og et kvalificeret gæt er, at ambitionerne er kraftigt på retur. Det var i hvert fald det signal, økonomiminister Margrethe Vestager (R) i denne uge sendte, da hun kommenterede rapporten fra regeringens produktivitetskommission.

Spørgsmålet er naturligvis, om Bjarne Corydon blot er blevet skydeskive for utilfredse venstrefløjssocialdemokrater, og at kritikken retteligt bør rettes mod den stærke radikale regeringspartner. Kunne Thorning og Corydon have gjort andet og ført en anderledes økonomisk kurs? Det er der internt mange meninger om. Bundlinjen er, at finansministeren har gjort sig skyldig i en flere forsømmelser. Han har aldrig etableret det fortrolige og nære forhold til Enhedslisten som parlamentarisk grundlag, og han har i en række sager helt og aldeles undladt at konsultere den socialdemokratiske sjæl – hvis en sådan findes.