Mens partierne i midten af dansk politik bliver tjekket, gransket og kontrolleret af en aggressiv presse, går yderfløjene – Dansk Folkeparti og Enhedslisten – stort set fri og bliver taget på med fløjlshandsker.

Det mener den socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, som tirsdag talte på en konference arrangeret af Berlingske og brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation.

»Der er en tydelig tendens til, at medierne kontrollerer de partier, der er sandsynlige deltagere i en dansk regering på et langt højere niveau end de partier, som er langt fra regeringsansvaret. I bliver nødt til at kontrollere yderfløjenes dagsorden, deres facts, forslag og deres holdninger på en måde, der er balanceret. Ellers får vi en forvredet diskussion, hvor det er op ad bakke for de partier, der gerne vil regere, og ned ad bakke for de andre,« sagde Bjarne Corydon direkte henvendt til Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Lisbeth Knudsen, som var tilbøjelig til at give finansministeren ret, hvilket Corydon opfattede som et løfte.

Skillelinjerne i dansk og europæisk politik går i stigende grad mellem de ansvarlige og regeringsduelige partier på midten – centrum-venstre og centrum-højre – og så de mere populistiske partier, der udfordrer det bestående og selve rammerne om den politik, der bliver ført.

»Det var forståeligt, at medierne gjorde sådan i det 20. århundrede, hvor der var tale om mindre fløjpartier. Men i dag er de jo store,« tilføjede Bjarne Corydon.

Farlig indspisthed

På konferencen »What it takes«, som handlede om, hvordan man vinder et valg, fortalte Tony Blairs tidligere talsmand og superspindoktor Alastair Campbell om den netop overståede britiske valgkamp, hvor den konservative premierminister, David Cameron, vandt en helt overraskende stor sejr. Og om hvordan man som politikere og rådgivere har en tendens til at bevæge sig rundt i en boble, hvor man bekræfter hinanden og fremhæver de fakta, der understøtter, at det går godt. Og det er farligt, hvis man gerne vil vinde. For så gør man ikke sit yderste for hele tiden at optimere resultatet.

Når David Cameron vandt, var det ifølge Alastair Campbell, fordi han ligesom den den danske statsminister stod stærkt, både når det gælder økonomi og lederskab.

»Du kan vinde et valg, selv om du er bagud i spørgsmålet om økonomien og også, hvis du er bagud på lederskab. Men det er meget svært, hvis du er bagud på dem begge,« sagde Alastair Campbell.

Labour-lederen, Ed Miliband, valgte at trække sig som formand for partiet dagen efter valget i sidste uge. Campbells analyse af valget er, at Labour naturligt koncentrererede sig meget om de mange tvivlere og endte med at trække dem til stemmeurnerne. Men da de stod dér, endte de med at stemme konservativt.

Den fremtrædende rådgiver for Labour har netop skrevet bogen »Winners – and how they succeed«, hvor han har interviewet en stribe sportsfolk og andre om det at vinde. I politik betyder vindermentaliteten alt, mener han.

»Vi vil ofte ikke sige det i politik. Men politik handler om at vinde. Man kan have nok så mange fantastiske værdier, men hvis man ikke vinder, kan det være lige meget. Og det er den attitude, man bliver nødt til at have i politik, som er ekstremt konkurrencepræget,« siger Alastair Campbell, som med enkelte undtagelser mener, at man skal være parat til at gøre alt for at vinde. Den russiske præsident, Putin, og den dopinganklagede amerikanske cykelrytter Lance Armstrong er dog ifølge Campbell eksempler på, »at nogle gange betyder det noget, hvordan man vinder«.

Et skrækeksempel

Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, fremhævede i sin tale den britiske presse under valgkampen som et skrækeksempel, hvor man i mange medier er holdt helt op med at skelne mellem holdninger og journalistik – news og views.

Medierne er blevet part i valgkampen og afholder sig ikke fra at bringe udokumenterede påstande og direkte karaktermord på partilederne.

»Herhjemme definerer vi stadig det at tjene demokratiet og gøre mennesker i stand til at træffe deres egne valg, som vigtigt,« sagde hun, men understregede samtidig, at den politiske journalistik gennemgår en stor forandring i disse år. Når ideologier ikke længere spiller den store rolle og forskellen på partierne er til at overse, så kommer det til at handle om personer.

»Det bliver en skønhedskonkurrence, en sportskamp om, hvem der har den største troværdighed,« sagde hun.

Lisbeth Knudsen kritiserede politikerne for ikke at give klare svar, for at uddele godbidder til journalister og for alt for meget spin og manipulation.

»Vi bliver ofte beskyldt for ikke at interessere os for indholdet, det er noget sludder. Men der er brug for at reparere på systemet,« sagde hun.

Modsat mange andre politikere mener Bjarne Corydon, at det er helt i orden, at medierne fokuserer meget på personer i politik.

»Personer og politisk indhold kan ikke skilles ad. Men man kan håbe, at de to ting bliver forbundet, så den politiske dækning ikke bliver en diskussion af personlige kvaliteter alene,« sagde Bjarne Corydon.