Lørdag fortsatte finanslovforhandlingerne i Finansministeriet, og efter nogle dage, hvor finansminister Bjarne Corydon (S) har forhandlet med de borgerlige partier, var Enhedslisten tilbage ved forhandlingsbordet.
Tre timer tog mødet, men skal man tro Enhedslistens udsendte, kom parterne ikke tættere på en aftale:
»Det virker latterligt at sige, at vi ikke er kommet tættere på en forhandling efter tre timer, men vi er ikke kommet tættere på de to hovedspørgsmål, nemlig at få igangsat en genoprettelse af velfærden og spørgsmålet om bekæmpelsen af social dumping,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).
Og netop spørgsmålet om social dumping, hvor finansminister Bjarne Corydon fredag igen afviste at lovgive om et såkaldt kædeansvar, var på dagsordenen lørdag.
Kædeansvar betyder, at hovedentreprenørerne hæfter for, at deres underentreprenører lønner deres ansatte efter danske løn- og arbejdsvilkår. Finansministeren holdt lørdag fast i, at der ikke skal lovgives om alt, herunder kædeansvaret, selv om han har fået kritik fra egne partifæller, blandt andre kandidaten til posten som regionsrådsformand i Region Hovedstaden, folketingsmedlem Sophie Hæstorp Andersen (S).
»Man lovgiver ikke om alt. Der bruges i dag mange flere ressourcer på, at de her ting er i orden. Derfor er den relevante diskussion om social dumping om man vil den ene eller anden vej,« siger Bjarne Corydon.
»Oppositionen havde ikke dette spørgsmål på dagsordenen før regeringsskiftet og gjorde ingenting, da problemerne bredte sig. Efter regeringsskiftet er der for alvor sket noget, og det er den skillelinje, man bør forholde sig til,« siger han.
Finansministeren peger på, at finanslovforhandlingerne generelt er svære og langstrakte, og at en finanslov for næste år ikke lander af sig selv:
»Jeg tager ikke noget for givet i forhold til, hvor forhandlingerne med Enhedslisten ender, og jeg tror også, at det gælder for Enhedslisten og for den sags skyld for de borgerlige partier,« siger Bjarne Corydon.
Det er Johanne Schmidt-Nielsen enig i, og hun tør ikke gætte på, hvem regeringen ender med at indgå finanslovaftale med.
»Min erfaring med Bjarne Corydon er, at man skal ikke gå ud fra, at der kommer aftaler om noget som helst, før der er en underskrift på et stykke papir. De her ting er så vigtige, at vi selvfølgelig kommer til alle de møder, som vi bliver inviteret til,« siger Enhedslistens politiske ordfører.