På den gamle måde, forstået som i Robert Plant fra Led Zeppelin og dén omegn af rockhistorien. For nærværende sidder Cornell så alene med sin akustiske guitar med stålstrege og synger sine egne sange – plus lidt covere, deriblandt fra førnævnte Zeppelin, for et levende publikum. Er man til klassisk rocksang, er man i himlen. Kan mindre gøre det, bliver skrigeriet lidt for anstrengende over tid. Kan man ikke døje den slags, er der ingen grund til at læse videre endsige lytte. Selv lander jeg midt i, fortsat imponeret over Cornells organ, i mindre grad over hans variation og simple, hårde guitarstrumms. Stik den mand et rockband og smid dem på blokvognen!