20 Coop-butikker over hele landet drejer nøglen om inden for de næste par måneder. De pågældende butikker, der tæller både Brugsen, Fakta og Irma, er ganske enkelt ikke rentable nok til at blive videreført, oplyser Coop.
»Det er en rutinemæssig tilpasning af hele butiksnettet. Vi har 1.200 butikker ud over hele Danmark, og det sker, at en butik ender i en konkurrencesituation eller er i en by, hvor der ikke længere er grundlag for at drive en sund butik, og så lukker vi den,« siger koncerndirektør Michael Løve, Coop, til Berlingske Nyhedsbureau.
13 af de snart forhenværende butikker er Fakta-butikker, og det skyldes en større trimning af hele Fakta-strukturen.
»Vi er virkelig i gang med at optimere Fakta-butikkerne. Det er ingen hemmelighed, at de gav underskud i 2013 og også i 2014. Vi er i gang med en relancering af kæden, og går derfor samtlige butikker igennem. Og der er altså 13 butikker, vi ikke vil investere i,« uddyber Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, over for Avisen.dk.
Mens de fastansatte så vidt muligt vil blive tilbudt andet arbejde i koncernen, skal over 100 unge servicemedarbejdere under 18 år ud og finde andet arbejde.
I fagforeningen HK ærgrer faglig sekretær Anne-Marie Helt sig over udsigten til flere butikslukninger.
»Der er mange butikker, der lukker nu, senest var der en del Kiwi-butikker i Jylland, der lukkede. Der bliver færre arbejdspladser at tage af,« siger Anne-Marie Helt til Avisen.dk.
Ifølge Avisen.dk drejer det sig om følgende supermarkeder:
DAGLIBRUGSEN ØRSLEV, ØRSLEVVEJ 129 A, 4760 VORDINGBORG
LOKALBRUGSEN SNERTINGE
LOKALBRUGSEN EJSING, GL. LANDEVEJ 1, 7830 VINDERUP
LOKALBRUGSEN FJELDSTEDVEJ, HVIDOVRE
SUPERBRUGSEN TAASTRUP
IRMA SKOVLUNDE CENTER
IRMA AMAGER LANDEVEJ
FAKTA JELLING
FAKTA BJÆVERSKOV
FAKTA ASSENS, SØNDER RINGVEJ
FAKTA KOLDING, MOSEVEJ
FAKTA MÅRSLET
FAKTA SVEBØLLE
FAKTA PADBORG NØRREGADE
FAKTA AUGUSTENBORG
FAKTA FENSMARK, SØLUNDEN 1, HOLMEGAARD
FAKTA HALS
FAKTA BRÆDSTRUP
FAKTA EGTVED
FAKTA LYNGBY, STENGÅRDS ALLE
Kilde: Avisen.dk