Den første rent amerikansk-producerede Mac bliver en helt ny maskine - og den kommer til at bestå af dele, der er produceret i USA - og ikke af dele, der blot er importeret fra asien. Det afslører Apple-chefen Tim Cook i et interview med det amerikanske magasin Politico (der ikke har noget at gøre med Berlingskes af samme navn).

Her fortalte Apple-chefen også, at selskabet i øjeblikket er i færd med investeringer i 100 mio. dollars-klassen i et produktionsapparat på amerikansk jord, og at arbejdet er så langt, at den første amerikaner-Mac vil se dagens lys allerede i år. Og det bliver altså et nyt produkt i en eksisterende serie, forklarer han.

Apple har tidligere været under stærk kritik for forholdene på de fabrikker, der samler selskabets produkter. Det er de berygtede Foxconn-fabrikker i Kina, hvorfra der tidligere har lydt skrækhistorier om ansatte, der i bundter bukkede under for presset og begik selvmord. Foxconn reagerede dengang ved at installere net rundt beboelseskvartererne for at fange de arbejdere, der prøvede at begå selvmord ved at hoppe ud af vinduet.

Apple er ikke det første selskab til at trække produktionen hjem fra Asien. Også Google producerer sin mediestreamer, Nexus Q i USA - den er dog heller ikke kommet på markedet. Også Samsung har valgt at lægge produktion i USA - og herhjemme kunne Berlingske sidste år fortælle historien om det lille danske iværksætterfirma Acorn Projects, der bevidst har valgt at lægge produktionen af sit højteknologiske løbeur, Leikr, i Hillerød, frem for Kina.

I et interview med Bloomberg forklarede Tim Cook sidste år, at udfordringen med produktion af elektronik i USA ikke så meget handler om produktionsomkostninger, men mere om at denne type industri aldrig rigtig har været tilstede i USA. Derfor må Apple opfinde kompetencerne fra bunden, forklarede han.