Alberto Contador er ikke bare Bjarne Riis’ men formentlig hele cykelsportens største stjerne. Den spanske Vuelta-vinder 2012 står som storfavorit til at vinde næste års Tour de France.

Men det kunne se helt anderledes ud, hvis Alberto Contador var faldet for sine egne dystre tanker om cykling. Contador har nemlig flere gange overvejet, om det er umagen værd at cykle på højeste plan. Det fortæller cykelstjernen i et længere interview med magasinet Procycling, som også bringes på cyclingnews.com På spørgsmålet, om Alberto Contador har overvejet at droppe cykling, svarer han omgående: »Ja, uden tvivl. Der er øjeblikke, hvor man kan se, hvad man har givet til cykling, men hvor man samtidig har en seriøs tvivl, om cykling har givet det samme tilbage.«»Der er år, hvor man bruger 220 dage væk fra sit hjem, og hvor man giver en stor del af sit personlige liv væk. De yngste år i sit liv til cykling.«

Cykling er ikke mit liv

»Det er også rigtigt, at cykling giver en form for tilfredsstillelse, som kun få mennesker oplever, og det skal man sørge for at få det meste ud af. Men ja, i mange tilfælde har jeg tænkt på at opgive at køre løb. Det hjælper mig at tænke på, at cykling ikke er mit liv, men en del af mit liv. Det hjælper mig, for når man vil koble af fra cykling, så gør man det, og når man kører løb, så er man i stand til at gøre det 200 procent,« siger Alberto Contador i interviewet .

Alberto Contador fortæller desuden om, at han aldrig stiller op til et løb uden ambitionen om at vinde det. Uden den selvtillid vil han ikke være i stand til at vinde. »Jeg kigger aldrig på et løb fra et andet synspunkt, end hvordan jeg kan vinde det.«