Egentlig skulle live-interviewet med CNN have handlet om, hvorfor Donald Trump har hyret to nye kampagneledere i kølvandet på den ene dårlige meningsmåling efter den anden.

Men sådan vil mødet mellem værten Brianna Keilar og Trumps advokat og særlige rådgiver, Michael Cohen, ikke blive husket.

Inden vi når til den tåkrummende del i interviewet, taler Brianna Keilar om, at ansættelsen af kampagnelederne i brede kredse anses som et forsøg på at vinde Trumps tabte terræn til Hillary Clinton tilbage.

Brianna Keilar kalder ansættelserne et »shakeup« i Trump-lejren (kan bedst oversættes til, at Trump-lejren ryster posen, red.), men det afviser Michael Cohen pure til CNN-værtens store undren.

Vært: »Du siger, I ikke ryster posen, men I er altså nede i målingerne. Det ville give mening, at...« (Michael Cohen afbryder).

MC: »Siger hvem?«

Vært: »Meningsmålinger. De fleste af dem ... ja faktisk alle målingerne.«

Brianna Keilar er tydeligvis overrasket over, at Michael Cohen nægter at acceptere den kendsgerning, at Clinton nærmest dag for dag øger afstanden til Trump.

Der går syv sekunder.

...

Michael Cohen fortrækker ikke en mine og gentager sit spørgsmål:

MC: »Siger hvem?«

Brianna Keilar ser igen overrasket ud og ryster nu lidt på hovedet:

Vært: »Meningsmålinger. Som jeg sagde lige før. Jeg besvarede dit spørgsmål.«

MC (nu noget stram i mælet): »Ok, hvilke meningsmåler.«

Vært: »Alle.«

MC: »Ok ... og dit spørgsmål er?«

Den verbale infight har fået tusindvis af brugere til tasterne og har de seneste døgn været et af de helt store samtaleemner på Twitter, hvor hashtagget #Sayswho har kørt sin sejrsgang.

En bruger skriver for eksempel meget rammende:

»Says who er nu mit svar til alle spørgsmål«