USA: De demokratiske præsidentkandidater mødtes natten til søndag dansk tid i en TV-duel i USA. Og det gik ikke stille for sig for partiets spidskandidat, Hillary Clinton, skriver Reuters.

For Clinton blev hurtigt trængt op i et hjørne med spørgsmål om hendes støtte til amerikanernes invasion i Irak i 2003.

»Jeg tror ikke, der er noget fornuftigt menneske, som vil være uenig i, at invasionen i Irak har ført til den store grad af ustabilitet, som vi ser i øjeblikket,« sagde hendes konkurrent senator Bernie Sanders fra Vermont, der understregede, at han selv var stærkt imod invasionen.

Selvom Clinton har markant mere erfaring end sine konkurrenter, når det gælder de udenrigspolitiske spørgsmål, forblev hun i store dele af debatten i defensiven og gentog, at hendes støtte til missionen dengang var en fejl, og at beslutningen skal ses i en historisk kontekst.

Kandidaterne kæmper om at blive partiets præsidentkandidat ved valget i 2016.

BNB