Indignationen lyser ud af øjnene på Hillary Rodham Clinton, når hun debatterer med Donald Trump, som hun helt tydeligt ikke kan fordrage. Det er som om hun er vendt tilbage til den oprindelige Hillary Rodham. Mens Donald Trump improviserer, repeterer Hillary Clinton. Hun har gennemarbejdet materialet til bevidstløshed, hvilket man aldrig får indtryk af, at Trump har. Derfor føler man sig tryg ved en Hillary Rodham Clinton som præsident, mens man er utryg ved en præsident Donald Trump. Men er hendes politiske instinkt nu også så sikkert, som hun virker?
I sin tid gik Hillary Clinton ind for frihandelsaftaler, nu er hun imod dem. Hun gav Wall Street indtryk af, at hun var en af deres. Nu vil hun lade Wall Street betale for at styrke middelklassen og de unges uddannelsesmuligheder. Hun stemte for Irakkrigen, men erkender nu, at hun stemte forkert. Hun var udenrigsminister, da USA i 2011 trak sig ud af Irak, men går nu ind for et stærkere, amerikansk engagement i Irak og Syrien. Ganske vist skyldtes den amerikanske tilbagetrækning, at Irak ikke ville imødekomme de amerikanske betingelser for at blive, men resultatet af, at USA ikke formåede at få en aftale med Irak var, at Iraks shiitiske regering gav sig til at behandle de irakiske sunnier så dårligt, at det gav grobund for IS og dets lynovertagelse af Mosul, der nu igen kæmpes om.
