»Selv om jeg har boet der i 13 år, glemte jeg i kampens hede, at skråvæggen var der,« siger Claus Grønbæk.

Det er knap et år siden, han en formiddag i efterårsferien 2016 bankede hovedet ind i væggen, mens han var ved at sætte en gipsplade op i sit soveværelse på første sal i villaen i Rødovre. I dag er han tilbage på arbejdet og »90 procent sig selv«. Men de første seks måneder var én lang kamp for at komme tilbage til hverdagen, fortæller den 49-årige ledende præst i Københavnerkirken, der måtte sygemelde sig efter slaget.