Den danske officer, som Forsvarets Auditørkorps har besluttet at tiltale for »pligtforsømmelse af særlig grov karakter under væbnet konflikt«, handlede formentlig helt efter bogen. Men i værste fald risikerer hans sag nu at bringe danske soldater i fare.

Det mener formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Bent Fabricius.

Officeren beordrede sine soldater til at åbne ild mod fire afghanere i oktober sidste år, fordi han mistænkte dem for at anbringe en sprængladning. Men afghanerne viste sig at være civile, og én blev dræbt under beskydningen fra en maskinkanon og en britisk helikopter.

- Danske officerer kan nemt havne i en lignende situation igen, og så er det værst tænkelige scenarie, at de så ikke handler, hvor det er nødvendigt, siger Bent Fabricius til Berlingske Nyhedsbureau.

Han er ked af tiltalen på både officerens og hans families vegne, men også på vegne af den tiltaltes kolleger, fordi den historiske retssag kan skabe usikkerhed blandt de udsendte officerer..

- Den usikkerhed, der har hersket siden episoden i Afghanistan, vil fortsætte, til sagen kommer for retten. Danske udsendte ved, at officeren er sigtet og tiltalt, men de ved måske ikke, hvad de selv må gøre og ikke gøre under de samme omstændigheder, siger Bent Fabricius.

Derfor er det vigtigt at få klarlagt præcis hvad der skete den oktoberdag i Afghanistan, så retningslinjerne for at åbne ild er 100 procent klare.

Bent Fabricius, som selv har rang af kommandør, tvivler på, at officeren ender med at blive dømt.

- Samtlige militærfaglige folk, som jeg har drøftet sagen med, er enige i, at officeren formentlig handlede præcis, som han var uddannet til, siger Bent Fabricius.

Det er første gang en dansk soldat bliver tiltalt for den særligt grove form for pligtforsømmelse.