Cimberdirektør: Russiske fly bruger bøllemetoder
Direktøren for flyselskabet Cimber, hvis fly fredag var tæt på et russisk spionfly, mener, at russerne udviser »bølleagtig adfærd«, men afviser, at situationen var farlig.
Direktøren for flyselskabet Cimber, hvis fly fredag var tæt på et russisk spionfly, mener, at russerne udviser »bølleagtig adfærd«, men afviser, at situationen var farlig.
Driftsdirektør Jørgen Nielsen fra flyselskabet Cimber betegner det som »bøllemetoder«, når russiske militærfly bevæger sig rundt i luftrummet tæt på ind- og udflyvningsruterne fra Kastrup uden af give sig til kende.
Fredag var et af selskabets fly på kollisionskurs syd for Malmø med et russisk spionfly, der fløj med sin transponder slukket, som ellers gør det muligt at spore flyet.
»Det er en usædvanlig situation, men det var ikke farligt,« siger Jørgen Nielsen, der understreger, at episoden, hvor det russiske militærfly fløj rundt med slukket transponder, fandt sted i internationalt luftrum.
»Det er ikke normalt, at fly bevæger sig rundt ude i internationalt luftrum og ikke har deres transponder tændt og egentlig er til gene for afviklingen af den civile kommercielle trafik. Der er nogle generelle retningslinjer om, at man opfører sig ordentligt der, så jeg betragter det her som en bølleagtig adfærd og dybt ukollegialt. Det er ikke en farlig situation, men en dybt uhensigtsmæssig måde at opføre sig på,« siger Jørgen Nielsen.
Specielt finder Cimbers driftsdirektør det »ikke særlig smart« at flyve rundt med slukket transponder tæt ved ind- og udflyvningsruterne fra Kastrup.
»Samtidig skal man dog også huske på, at sandsynligheden for, at der sidder nogle og har kraftigt fat i sådan en maskine i en anden kontrolenhed, herunder en militær kontrolenhed, er jo overhængende. Der er jo nogen, der sidder og fortæller de mennesker i den anden flyver, hvor tæt de må gå på. Så det er ikke noget tilfældigt noget, der bare ruller af sted. Der er også nogen ovre på den anden side,« siger Jørgen Nielsen.