Irak havde ikke masseødelæggelsesvåben, Saddam Hussein stod ikke bag et modbydeligt kemisk angreb under folkedrabet i Irak, og så røg Iraks tidligere præsident stadig sine cigarer, selv om den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, troede, at han havde lagt dem på hylden.
Det var en del af den viden, som CIA-psykoanalytikeren John Nixon fik ud af sine adskillige afhøringer af diktatoren, som blev hængt den 30. december 2006 i en alder af 69 år.
Den 29. december udkommer hans bog 'Debriefing The President: The Interrogation Of Saddam Hussein'.
I en længere artikel i Daily Mail skriver forfatteren bag bogen, hvordan han under afhøringen af den tidligere diktator fandt ud af, at alt, hvad amerikanerne troede de vidste, ikke var rigtigt. Ifølge fangen selv i hvert fald.
Da amerikanske tropper i december 2003 fangede Iraks tidligere præsident og diktator, Saddam Hussein, var den nu tidligere CIA-psykoanalytikers første opgave at slå fast, hvorvidt det rent faktisk var Saddam Hussein og ikke en af ekspræsidentens dobbeltgængere, som man havde fundet i en lille underjordisk bunker i nærheden af hans hjemby Tikrit.
Et ar efter et skudsår på hans venstre ben bekræftede over for John Nixon, at det var Saddam Hussein, der sad over for ham på en sammenklappelig metalstol i en lufthavn i Iraks hovedstad, Bagdad.
John Nixon beskriver mødet med den overraskende aggressive tidligere irakiske magthaver, som han siden skulle afhøre ved flere lejligheder.
Den amerikanske regerings begrundelse for Irakkrigen, der begyndte den 20. marts 2003, da den amerikansk-ledede koalition angreb landet og væltede Saddam Husseins regering, var blandt andet, at Irak besad masseødelæggelsesvåben og udgjorde en fare for verdenssamfundet.
Det var den første amerikanske påstand, som den opfarende eksdiktator ifølge John Nixon skød ned.
'Irak er ikke en terroristnation. Vi havde ikke noget at gøre med Osama Bin Laden og havde ikke masseødelæggelsesvåben - og vi var ikke en trussel mod vores naboer', sagde Saddam Hussein.
Påstandene om de irakiske masseødelæggelsesvåben har gennem hundredevis af rapporter og grundige undersøgelser siden koalitionens invasion i 2003 vist sig at være falske.
Men det var ikke det eneste, som USA ifølge en rasende Saddam Hussein havde taget fejl af.
I 1988 blev den kurdiske by Halabja i Irak ramt af et giftgasangreb, der dræbte 5.000 mennesker og sårede yderligere 10.000 i et af de mest kendte angreb mod de irakiske kurdere under folkedrabet i Irak, hvor Saddam Husseins diktatoriske regime i slutningen af 1980'erne slog mere end 80.000 kurdere ihjel.
»Jeg spurgte ind til den berygtede brug af kemiske våben mod den kurdiske by Halabja. Han blev rasende. 'Jeg er ikke bange for dig eller din præsident. Jeg gør, hvad der skal til for at forsvare mit land. Men jeg traf ikke den beslutning',« skriver John Nixon.
Det var ifølge Nixon en udbredt opfattelse, at en af årsagerne til Saddam Husseins brutalitet var, at han som barn var blevet tæsket af sin stedfar i Tikrit, men under en af de senere afhøringer af Iraks tidligere diktator sagde han, at hans stedfar var den rareste mand, han nogensinde havde mødt - hvilket angiveligt såede tvivl om netop den opfattelse.
»Ibrahim Hasan - Gud velsigne ham. Hvis han havde en hemmelighed, ville han betro mig den. Jeg var ham mere kær end hans søn, Idham', sagde Saddam Hussein ifølge den tidligere CIA-medarbejder.
Saddam Hussein røg desuden stadigvæk, selv om den amerikanske efterretningstjeneste, der havde gransket oliestatens diktatoriske præsident, havde indtryk af, at han havde lagt cigarerne på hylden, ligesom han skulle have droppet at spise rødt kød.
'Han sagde til mig, at han ikke vidste, hvor jeg havde min information fra, men den var forkert. Han sagde til mig, at han røg fire cigarer hver dag og elskede rødt kød', skriver John Nixon, der også fortæller, at det var en fejlagtig opfattelse, at Saddam Hussein styrede Irak med en jernhånd.
Ifølge afhøreren virkede Saddam Hussein uvidende om, hvad der foregik i Irak. Han var efter sigende ikke opmærksom på, hvad hans regering lavede og havde angiveligt ikke nogen plan for forsvaret af landet.
I slutningen af 2007 blev John Nixon - efter flere udsendelser til Irak - bedt om at forklare USA's præsident, George W. Bush, hvordan Saddam Hussein, der på det tidspunkt var blevet dømt til døden og hængt, havde været. Det foregik ansigt til ansigt på det ovale værelse i Det Hvide Hus.
'Jeg forklarede, at den rigtige Saddam var sarkastisk, arrogant og sadistisk', skriver John Nixon, der i Daily Mail-artiklen understreger, at han ikke antyder, at Saddam Hussein var uskyldig.
'Han var en nådesløs diktator, der kastede sin region ud i kaos og blodsudgydelser'.
