Jeg vil vaske min kærestes undertøj. Den beslutning traf jeg, da jeg læste radioværten René Fredensborgs klumme om de umulige danske kvinder. Fredensborg er lykkelig over at have fundet en asiatisk kvinde, der elsker at vaske sin mands snavsede underbukser. Måske vil min kæreste så blive lykkelig, hvis jeg klarer hendes blonder? Hendes lykke vil være min lykke.

Vel er danske kvinder umulige. De er krævende, besværlige, selvbevidste, hysteriske, usikre og meget andet - som blot er menneskeligt. Det skulle ikke overraske mig, om asiatiske kvinder også er lige så uperfekte bag det uudgrundelige smil og den tilsyneladende store iver for at vaske herreunderbukser. Og hvad så? Siden hvornår har danske mænd ikke også været umulige? Er vi ikke - både mænd og kvinder - skabt i Guds billede, men kun som billeder, kun som en svag afglans af det fuldendte?