De sidst to uger af marts 2008 var forfærdelige at komme igennem for de danske tropper i Afghanistan. Inden for bare 15 dage var fem soldater faldet. Først faldt Jens Mathias Petersen om med hjertestop. Dagen efter omkom CIMIC-folkene Christian Damholt og Sonny Kappel Jakobsen i et selvmordsangreb. Senere gik Anders Bjørn Storgaard på en IED under en træfning med Taleban. Nummer fem på tabslisten i marts 2008 blev Christian Raaschou. Trods sine kun 24 år var han i gang med sin femte internationale mission, og han havde oplevet lidt af hvert i sin ørkenuniform. Den 31. marts mistede han livet i en ildkamp med Taleban.

En ung mands død er en sørgelig historie for familien og for vennerne hjemme i Danmark. Men Christian Raaschous død er ikke tragisk, fastslår en af de danske feltpræster, som lader sig udstationere ved fronten sammen med soldaterne. “Soldaterne taler aldrig om, at døden er tragisk. En soldat i Helmand er klar over, at prisen kan være, at man dør. Det er tragisk, når et barn bliver kørt over på vej til skole. Men for en soldat, der ifører sig en fragmentationsvest og går i krig med en M95 i hånden; der kommer døden altså ikke bag på ham,” siger Thomas Østergaard Aallmann, som til daglig er sognepræst ved Trefoldighedskirken på Thurø uden for Svendborg.

På sin Facebook-profil erklærede Christian, at han var ateist. Alligevel kom Thomas Østergaard Aallmann som feltpræst i Helmand i de første måneder af 2008 tæt på soldaten. Feltpræsten mødte en meget realistisk og praktisk anlagt person. En gerningens mand. Et tænkende menneske, der var meget bevidst om sin rolle som soldat i krig:

“Christian var et lys, som man ikke kunne undgå at holde af. Han var altid smilende samtidig med, at han altid ville gå forrest. Han var i mine øjne en vanddråbe af den vesterlandske kultur samlet i én person.”

Hvad feltpræsten mener med de ord, vender vi tilbage til.

»Der er ti minutter endnu«

Christian “Rocco” Raaschou faldt under en mission i den grønne zone. Da havde han allerede minutiøst bestemt, hvad der skulle ske, hvis han ikke overlevede krigen. Han ville have en militær begravelse. Den skulle foregå i Vodskov Kirke ved Aalborg med den lokale Erik Boye som præst, og der skulle synges fire salmer. “Altid frejdig, når du går”, “Dejlig er jorden”, “Se, nu stiger solen” og “Solen er så rød, mor”.

Sådan blev det. Kirken var fyldt til bristepunktet. På bænkerækkerne sad bl.a. daværende forsvarsminister Søren Gade og daværende forsvarschef Jesper Helsø samt Danmarks ambassadør i Irak med frue, som Christian Raaschou havde været livvagt for i Bagdad. En af de mange kranse på kirkegulvet kom fra rockgruppen D-A-D.

Sognepræst Erik Boye fortalte en personlig anekdote ved begravelsen. Lille Christian var til drengefødselsdag hjemme hos en af sine bedste venner, Andreas, i Vodskovs præstegård. Præstens søn havde fået et trommesæt i fødselsdagsgave, og Christian hamrede løs med stikkerne. Efter et par timers larm mente præsten, at fødselsdagen så småt var ved at være forbi. Men Christian kiggede blot på uret og konstaterede: “Der er ti minutter endnu.” Og så hamrede han ellers videre i trommeskindet. Præsten så episoden som et udtryk for en enorm livsenergi hos Christian. En energi, der smittede af på hans familie og venner, som med hans død blev efterladt med et tomrum.

En gave til os alle

“Han var en gave til os alle.” Ordene kommer som de første fra Eli Heide Raaschou, da vi spørger til hendes yngste søn. Hun bor i dag i Hasseris uden for Aalborg. Familien Raaschou var i begyndelsen af 1980erne så småt ved at finde sin endelige form med børnene Søren, Mette og Lotte, som alle gik i Vodskov Skole, hvor deres mor var lærer. Men så kom Christian som lidt af en efternøler og blev familiens samlingspunkt. Han kom, siger de, på det helt rigtige tidspunkt og spredte lys, liv og kærlighed. Alle følte, at de havde et helt specielt bånd til ham. “Sådan var Christian, han havde plads til os alle og rummede os med alle vores forskelligheder,” siger Eli.

Han gik med sin mor i hånden til og fra skole, længe efter at hans jævnaldrende venner fandt den slags pinligt. Storesøstrene Mette og Lotte blev en slags bonusmødre for lillebror. Som teenager kastede han sig om halsen på dem, når han løb på dem i nattelivet. Samtidig så han op til sin storebror, Søren. De to knyttede på trods af den store aldersforskel stærke bånd. I mange år var den bedste gave, som Christian kunne give sin storebror i julegave, et gavekort på en uges ophold, hvor Christian kom på ferie hos Søren. For hvad kunne være en bedre gave end at få sin lillebror hjem på ferie? Da Christian selv flyttede hjemmefra, knyttede han sig tæt til Sørens to døtre. Niecernes tegninger og perleplader prydede hans pansrede mandskabsvogn og væggen ved hans seng i barakken.

Lige så tæt han var på moderen og søstrene, lige så genert kunne han være overfor andre piger. Han sagde tidligt, at han ville være soldat, når han blev stor, og soldater havde ikke koner og kærester. Det ville være synd for konen, at hun skulle sidde derhjemme, når han var ude at kæmpe, fortalte han. Mette og Lotte spurgte ham i den forbindelse, hvad de så skulle gøre, hvis der skete ham noget. Men på det tidspunkt ville søstrene jo for længst være flyttet på plejehjem, mente Christian.

Han fulgte i årevis rockgruppen D-A-D og så dem spille over hele landet. Han solgte deres T-shirts, trøjer og andet merchandise og mødte musikerne bag scenen efter koncerterne. Det fortæller hans mor som et eksempel på, hvor dedikeret han var, når han gik ind i ting. Christian havde stor respekt for folk, der ville gå hele vejen, og selv insisterede han på at komme i frontlinjen: “Christian bedømte folk på, hvor langt de var parat til at gå for deres fag. Sådan er det jo, når man selv tilsidesætter alt for dét, man opfatter som en frihedskamp. Mange mennesker kan en masse ord om, hvad de kan, og hvad de vil. Men nogen gør noget. Christian gik forrest – hver gang,” siger feltpræsten fra Afghanistan, Thomas Østergaard Aallmann.

Christian nåede fire internationale missioner, inden han fyldte 24 år. Det gjorde ham til en dygtig soldat, fortæller hans overordnede. Men da han kom hjem fra Irak efter sin fjerde mission og begyndte at læse på universitetet, troede familien, at tiden som soldat var et overstået kapitel. Han talte sjældent om militæret og levede et udpræget civilt liv med uddannelse og endeløse byture med vennerne. Familien forklarer det sådan, at Christian var 100 procent soldat i militæret og 100 procent ven og familiemenneske, når han var hjemme. Hans tatoveringer, Dannebrog på skulderen samme sted som på uniformen, og familiens monogram på hjertet, viste også denne dedikation. To symboler, som Christian desuden havde bestemt skulle gå igen på hans gravsten.

Orlov og ny udsendelse

Da han havde afsluttet første år på historiestudiet, kaldte han familien sammen på sin fødselsdag. Her rejste han sig og holdt en tale, hvor han bekendtgjorde, at han søgte orlov fra universitetet for at rejse til Afghanistan og kæmpe for sine idealer. Beslutningen var svær at sluge for familien. Men der var ingen tvivl om, hvor bevæget Christian var, og hvor meget mod, det havde krævet af ham at følge sin egen vej på trods af, at han sårede dem. Derfor støttede de modvilligt hans beslutning.

“Christian vidste, at vi havde svært ved at sove, når han var i krig. Jeg havde ofte mareridt om de tre militærfolk, som møder op ved døren, når en soldat dør,” fortæller hans mor.

I sit mindeord sagde sognepræst Erik Boye: “Christian er død, og det er forfærdeligt. Der er alt for meget, han aldrig får prøvet. Alt for meget, han ikke kommer til at opleve sammen med jer. Og det gør ondt. Det gør ondt, fordi han er død ung. Og når man er ung, så skal man ikke dø. Så skal man leve. Det gør ondt, fordi han er død i krig. Spørgsmålet rejser sig uundgåeligt, om det var det værd? Det svarede Christian vedholdende ja til. Han ville gøre en forskel. Og det skulle være som soldat.”

Under udsendelsen var det sådanne tanker, han indviede sin feltpræst i. Ifølge Thomas Østergaard Aallmann er det af samme grund, at vi ikke skal se Christians og de andre soldaters død som tragiske, men huske Christian som “en vanddråbe af den vesterlandske kultur”:

“For vi er alle sammen en del af et hav. Vi deler grundvand. Det giver sig udtryk i vores fælles sange og traditioner, i vores frihedssyn, og det drejer sig om vores forhold til begreber som individualisme og heroisme. Alt sammen ligger i vores kultur. Vi kan mærke det, når vi læser et stykke litteratur, der er stærkt, eller hører et stykke musik, der besynger noget af det rigtige. Vi kan mærke det, når vi går i biografen og pludselig græder over stor offervilje. Hvad enten det er Clint Eastwood, Bruce Willis eller Mel Gibson i Braveheart, som er klassiske pendanter til en soldats kald, så bliver vi bevæget over en mand, der kaster sig ud foran en kugleregn for at redde en datter. Sådan er det bare. Det har vi besunget mange gange gennem vores kultur. Det har vi med os – også når vi tror, vi er hævet over det. Så når jeg siger, at Christian er en dråbe af den vesterlandske kultur, er det, fordi mange af de elementer, som er til stede i store fortællinger – fra Homer over Bibelen over Shakespeare til Black Hawk Down – var til stede hos ham i hans tilgang til virkeligheden. Christian var afklaret. Han havde en umiddelbar, klar, lysende kraft i det, han gjorde. Det er ikke så tit, man møder et menneske, der gør noget, og som samtidig er klar over, hvorfor han gør det.”

Når Christian kom hjem fra slagmarken om aftenen, førte han samtaler med præsten. Kort før sin død lagde han en kuvert til feltpræsten: “Til Thomas fra Rocco”, stod der. Kuverten var fuld af skriftsteder fra Bibelen og citater fra bøger. Citater med styrke, som gav anledning til at tale om liv og død. Et af citaterne var fra George Orwells Animal Farm: “People sleep peacefully in their beds at night only because rough men stand ready to do violence on their behalf.” (“Folk sover fredeligt i deres senge om natten, kun fordi barske mænd er beredt til at bruge magt på deres vegne”.) Heri så Christian meningen i sin egen kamp for fred og frihed. Med det blik for øje blev livet som soldat en forsvarskultur og ikke en krigskultur.

”Christian elskede ikke krigen,” siger Thomas Østergaard Aallmann: “Han elskede friheden; derfor gik han i krig. Christian hadede ikke Afghanistan, han elskede sit fædreland; derfor gik han i krig. Christian elskede sine søstre, sin bror, sin familie og sine venner; derfor mente han, at svaret på terrortruslen var at forsvare dem. Han var altså bevæget af kærlighed, før han var bevæget af had. Den vinkel er en kristen vinkel, for det er ridderens vinkel og ikke selvmordsterroristens vinkel.”