Annette Damholt fik beskeden om morgenen den 17. marts 2008. Den mand, hun havde kendt i få år og netop havde giftet sig med på Odense Rådhus, var død.
Christian Damholts chef ringede dagen efter fra Afghanistan for at høre, om han kunne gøre noget. Annette bad ham inderligt om at få fat i Christians vielsesring og få den til Danmark med det samme. Hvis ikke ringen kom hjem ekspres, ville den tidligst ankomme til Danmark et par måneder senere sammen med Christians øvrige ting. Det var for sent. Annette ønskede, at han skulle have sin vielsesring med i graven. Ringen havde også en symbolsk og psykologisk betydning, som Annette helst ikke ville sige højt. Christian var offer for en selvmordsbomber, der havde sprængt ham og tre andre i luften i Gereshk. Annette vidste derfor ikke, om hun fik sin mand hjem i hel tilstand.
“Da jeg fik ringen, blev jeg meget glad. Den var helt uskadt, og derfor vidste jeg, at Christian i det mindste ikke var sprængt i stumper og stykker,” siger Annette. Den kvindelige bedemand blev flere gange chokeret, da hun sad sammen med Christians kone og mor og planlagde hans begravelse. Annette og Susan Damholt insisterede blandt andet på, at de ville se Christian, når hans kiste kom til Danmark: ”Bedekonen skulle overhovedet ikke sige til mig, at jeg ikke skulle se min mand. Jeg vidste da godt, at det kunne være et puslespil, jeg fik hjem. Men jeg skulle se ham uanset hvad. Jeg ville have vished for, at det var ham og ikke en ged, der lå i kisten. Da jeg sagde puslespil, var hun ved at besvime,” siger Annette.
Bedemanden mødte to kvinder med faste meninger om, hvad der skulle ske op til og under begravelsen. De to kvinder i Christians liv ønskede først og fremmest at være tro mod den måde, Christian var på, da han var i live. De besluttede sig for, at han i dødsannoncen i avisen blev kaldt “Chef Fyn”. Bedemanden syntes, at det var både uformelt og upassende, at der i samme annonce stod, at “Chefen træder af ved begravelsen torsdag den 27. marts”. Men alle Christians venner nikkede indforstået og smilede af denne lille joke: Det var præcis sådan, Christian ville have ønsket det.
Yankee Bar og en whisky
Normalt lægger de efterladte breve og små søde ting ned i en kiste, og det gjorde familien også til Christian. Men derudover “stjal” man en fin uniform fra Forsvaret til ham, gav ham vielsesringen på fingeren og lagde en Yankee Bar og en god flaske whisky ned til ham til hans videre rejse:
“Mange var chokerede over, at vi kunne være så afklarede omkring Christians begravelse. Men vi vidste præcis, hvad der skulle ske. Christian var et legebarn, og han ville have frydet sig i sin lille sorte sjæl, hvis han så sin egen begravelse. Han havde den sygeste, sorte humor, og alt foregik derfor i hans ånd,” fortæller Christians mor, Susan, som mistede sit eneste barn det forår: “Tag bare en dag, hvor Christian skulle til læge. Hvor man normalt vil tage bilen eller en taxa, så ringede han efter en af sine venner, der havde en limousine. Så kørte Christian standsmæssigt op og besøgte sin læge,” fortæller Susan med et grin. Det er den slags historier, hun ønsker, folk skal huske om hendes søn. Ikke kun de sørgelige.
Familien husker tilbage på en dreng, der gik sine egne veje. Christian var et nemt barn lige fra fødslen, men ikke et udpræget flokdyr. Han legede meget alene. Han sad stille og tegnede og elskede sine legoklodser og Playmobil. Hans bedste venner i barndommen var et “lille harem” hjemme på Jacob Hansens Vej i Hjallese, der bestod af tre yndige piger, som var et år yngre end ham. Camilla, Vibeke og Leslie så meget op til Christian. Camilla erklærede endda, at når hun blev stor, ville hun stå op og tisse ligesom Christian.
Han var sin mors øjesten, og hun hidsede sig voldsomt op, hvis nogen sagde noget ufordelagtigt om hendes søn, mens Christian gjorde det samme, hvis der blev talt grimt om hans mor. Forældrene sendte ham på Den Katolske Skole i Odense, som var en lille skole med højst 12 elever i hver klasse og 135 elever i alt. Blandt klassekammeraterne fandtes både italienere, polakker og vietnamesere, og de var tvangsindlagt til at gå i kirke hver fredag: “Han blev nu ikke udpræget kirkegænger af at gå i den skole,” siger Annette med et smil, og Susan istemmer, at ingen i familien er specielt religiøse, bortset fra hende selv, der indimellem kan blive lidt “hysterisk og katolsk”, som hun kalder det.
Forlod Forsvaret i vrede
Karakteristisk for Christians opvækst var, at hans absolut bedste venner var et ældre ægtepar, der boede nede i stuen under familien Damholt. Han adopterede meget hurtigt hr. og fru Christiansen som sine bedsteforældre, mens Christiansens adopterede ham som det barnebarn, det barnløse par aldrig ville få. Det var nede hos familien Christiansen, man fik læst højt af Anders And Bladet, og det var der, man bagte småkager og fik risengrød uden for sæsonen. Hvis aftensmaden oppe hos Susan og Claus Damholt var lige vel ordinær, smuttede enebarnet en etage ned. Den eneste knast i forholdet på tværs af generationerne var, da lille Christian bandt hr. Christiansen så effektivt fast til en stol, da de legede indianere, at der måtte hentes forstærkninger for at få ham fri. Christian lagde her kimen til at blive spejder i Forsvaret.
Hans militære løbebane så da også ud til køre helt uden knaster. Ambitionen var at blive oberst, og efter gymnasiet arbejdede han sig tidligt op som sergent i Livgarden. Men en sen aften på en landevej i Jylland skete noget, som senere fik ham til at forlade Forsvaret i vrede. Under en øvelse blev Christian bedt om at køre hjem til hovedkvarteret i Oksbøl. Christian indvendte, at hans chauffør var for træt og ikke kunne køre den lange strækning i mørke. Men en overordnet beordrede dem til Oksbøl med ordene: “Slå vindskærmen ned, så skal I nok holde jer vågne.”
Det værst tænkelige skete. På hovedvejen mellem Boris og Oksbøl faldt chaufføren i søvn og trak over i venstre vejbane, hvor de kolliderede med en personbil med fire unge mennesker. Flere af de involverede personer blev hårdt kvæstet. Også Christian, der blev slynget ud af jeepen og brækkede højre arm, så den siden måtte holdes sammen med en metalplade og skruer:
“Jeg glemmer aldrig, da jeg blev ringet op tidligt om morgenen og hørte, at der var sket noget med min søn i trafikken. Jeg har tidligere mistet en bror i en trafikulykke, og dengang blev mine forældre ringet op tidligt om morgenen. Jeg var sikker på, at min søn var død. Det var en kaptajn i Forsvaret, der ringede. Han snakkede og snakkede, og jeg hørte ikke en pind. Indtil han sagde, at Christian selv ville ringe hjem. Så vågnede jeg,” fortæller Susan.
I den efterfølgende civile retssag blev ingen dømt, men Christian havde en fornemmelse af, at Forsvaret forsøgte at tørre skylden for ulykken af på ham. Den skyld ønskede han ikke at påtage sig; dels var han ikke chauffør på bilen, dels handlede han efter ordre fra en overordnet. På det tidspunkt havde Christian søgt en ny kontrakt, som han var selvskrevet til at få. Men han fik den ikke, og han var helt sikker på, at det var, fordi han ikke ville give sig og tage skylden.
For Christian var det et alvorligt knæk. Ifølge hans forældre var han bitter og indadvendt i tiden efter trafikulykken. Det værste, han kunne blive udsat for, var uretfærdighed. Så kunne det også være lige meget, sagde han i trods og droppede militæret for elektronikforretningen Merlin i Rosengårds Centret i Odense. Men skønt han blev uddannet sælger, kunne livet som butiksassistent ikke opfylde drømmene hos den 194 centimeter garderhøje gut fra Odense. Hans ultimative mål var fortsat at blive chef i Forsvaret, og han blev frivillig i Hjemmeværnet for ikke at slippe drømmen helt.
»Chef Fyn«
Set i bakspejlet ærgrede det Christian, at han havde forladt militæret i vrede. Det mener i hvert fald hans bedste ven fra Hjemmeværnet, Michael Laursen. Hjemmeværnet blev da også Christians vej tilbage til en egentlig militær karriere. Han og Michael Laursen blev sendt på officersskole i København. De kom på hold sammen og boede klos op ad hinanden i Nyboder. De blev kaldt Fynbobanden. Christian havde kontrakt med Gardehusarregimentet, mens han gik på skolen, og han ville gerne fortsætte som garder og have sine egne folk. Men det blev bestemt, at han skulle være næstkommanderende for Hjemmeværnet på Nordvestfyn. I begyndelsen var han slet ikke interesseret. Men han blev hurtigt glad for sin nye arbejdsplads, og det var her, han fik for vane at råbe “Chef Fyn” ned i røret, når han tog telefonen – når chefen altså ikke selv var til stede.
Ifølge Michael Laursen var han med sin kombination af myndig udstråling og humoristisk sans afholdt i Hjemmeværnet. Men skulle han forfølge sin drøm om at stige i graderne, var han nødt til at søge ud på en mission. Christian valgte Afghanistan.“Det var hans drøm at komme helt til tops. Han havde dog ikke behøvet at tage til Afghanistan, men det valgte han selv, fordi han anså missionen i Kosovo som en ren badeferie,” siger hans far, Claus.
I fritiden var Christian lidt af en computernørd, og en dag stødte han tilfældigt på en pige i cyberspace. Hun hed Annette og boede i Thyholm. De to chattede sammen i et års tid, før de mødtes. Annette insisterer på, at der ikke var optræk til stævnemøder. Men da først Christian præsenterede sig for hende, var der ingen vej tilbage: “Han var manden. Han havde det hele. Han var bare Christian.” Han tog hende med storm. Hun mødte en person, hun ikke troede eksisterede: En rigtig mand med et stort omsorgsgen og en veludviklet humoristisk sans. Han kunne holde hovedet koldt, når det brændte på, og lade følelserne regere, når vennerne og familien behøvede hjælp: “Han var charmerende og vittig. Han var sjældent sur og kunne rumme alt. Der skulle trædes hårdt på ham, før han blev pisset af,” siger Annette, som omgående flyttede til Odense.
Det nye pars genboer, Christians forældre Susan og Claus, kunne med det samme se, at der var sket noget magisk med deres søn, og svigermor undlod ikke en eneste gang, når de var sammen, at gøre opmærksom på, at der godt måtte lægges an til et par børnebørn: “Det bedste, Christian nogensinde har gjort, er at tage Annette med hjem.”
»Mængden af liv i dine år«
Christians forældre nåede at opleve sønnen og svigerdatteren meget intenst i det halve år, de fik sammen. De så Annette første gang til Ørbæk Marked i juli 2007, og der gik mindre end en måned, før hun kaldte dem far og mor. I julen samme år fik Claus Damholt en blodprop i hjertet – få dage før hans og Susans sølvbryllup, som alligevel blev fejret med pomp og pragt. Få uger derefter giftede Annette og Christian sig på rådhuset, og to uger senere sad han i et fly på vej til Afghanistan.
Annette var helt indforstået med, at Christian måtte ud, hvis hans ambitioner om at blive oberst skulle indfries. Hun fandt trøst i, at han ikke var en del af de hårde militære operationer i den grønne zone. Som officer i CIMIC-enheden besøgte han skoler og lægehuse og deltog i den civile opbygning. Desuden ville han komme hjem på orlov efter nogle måneder, og de havde planlagt kirkebryllup samme sommer som en mere højtidelig opfølgning på rådhusvielsen.
Men inden i Christians mor rasede nogle dystre følelser, som hun stadig har svært ved at sætte ord på:
“Jeg havde det meget forfærdeligt med, at Christian skulle af sted, for jeg vidste, at han ikke kom tilbage. Jeg havde en fornemmelse af, at han måske kom hjem på leave, men så ville vi ikke se ham igen,” siger Susan Damholt: “Da min bror blev dræbt i en trafikulykke, kunne jeg også mærke det, inden det skete. Christian lignede min bror meget, og lige siden han blev født, har jeg været bange for, at der skulle ske det samme for Christian.”
To måneder efter sit bryllup faldt Christian som offer for en selvmordsbomber. Den 27. marts 2008 blev han begravet ved Dalum Kirke tæt på sit hjem. Som den eneste soldat i Hjemmeværnets 65-årige historie, der er faldet i krig. Han fik en militær begravelse foran blandt andet Odenses borgmester, forsvarschefen og forsvarsministeren samt hundredvis af familie, venner og kolleger.
Præsten citerede den amerikanske præsident Abraham Lincoln i sin tale:
“Til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller. Det er mængden af liv i dine år”. Annette og Christian havde kun ring på hinanden i to måneder, men han fylder fortsat meget i hendes liv. Som Annette stille konstaterer: “Vi kom da i kirke, men ikke til bryllup.