»Jeg vil ikke tilhøre en generation af søvngængere,« erklærede den franske præsident, Emmanuel Macron, i forrige uge på talerstolen i Europa-Parlamentet, hvor han betegnede den politiske tilstand i Europa som en borgerkrig. I sin tale advarede han mod, at europæerne i denne skæbnestund for EU blot fortsætter de sædvanlige konflikter uden udsigt til løsninger og lader en stigende national selvoptagethed ødelægge unionen.

Talen var på sin vis en gravtale for Macrons egne forslag til løsninger på konflikterne i EU. Et sidste flammende forsvar for hans vision om et mere integreret og forenet Europa. En vision, som næsten alle journalister og eksperter i månedsvis har forudset ville genoplive den fransk-tyske akse i europæisk politik og sikre en historisk reform af EU.

Den tyske kansler, Angela Merkel, er imidlertid endt med at sige nej til visionen og afvise Macron. Derved har Merkel igen forkastet en fransk præsidents forslag til reformer af EU. Det kan dog muligvis blive sidste gang, for Macron har helt ret i sin anklage mod Europas »søvngængere«. Til trods for Brexit er de europæiske politikere på vej mod endnu en politisk konfrontation i EU, der kan ende med en katastrofe. Denne gang for eurozonen.

Søvngængerne

Betegnelsen »søvngængere« var på ingen måde tilfældig i Marcrons tale, der i virkeligheden var et skarpt svar til Merkel ovenpå hendes afvisning. Betegnelsen refererer til bogen »The Sleepwalkers« af den britiske historiker Christopher Clark, som Merkel er særligt inspireret af i disse år. En bog, der på blændende vis argumenterer for, at de europæiske ledere vadede sovende ind Første Verdenskrig på grund af en kædereaktion af dårlige og selvforstærkende beslutninger. Uvidende udløste de en katastrofe.

Betydningen og timingen af Macrons henvisning til bogen er åbenlys: Merkels afvisning af hans europæiske reformideer gør hende skyldig i den selv samme form for letsindige søvngængeri, som hun med reference til bogen har advaret omverdenen mod de seneste år. Hvis EUs truende sammenbrud skal forhindres, må Merkel underforstået udvise politisk mod og handlekraft i forsøget på at løse EUs problemer.

På de to regeringslederes efterfølgende topmøde i Berlin gentog den franske præsident sin advarsel om, at den fælles valuta, euroen, vil bryde sammen uden de livsnødvendige reformer, som han foreslår. En advarsel Macron har gentaget adskillige gange siden han overtog præsidentembedet og også uddybet i sin bog, Revolution, der de facto fungerer som hans regeringsprogram. Men advarslerne lader til at falde for døve øre i Berlin og resten af Nordeuropa, hvor man blankt afviser hans planer.

Euroens gordiske knude fortsat uløst

Valutasamarbejdet er ifølge Macron blevet uholdbart for Sydeuropa, der på grund af euroen lider under rekordhøj arbejdsløshed og store han-delsunderskud til de nordeuropæiske lande. Hvis ikke denne ubalance udlignes, vil euroen ifølge Macron bryde sammen indenfor de næste 5-10 år. Den franske præsidents forslag til at løse krisen er en fælles finanspolitik for eurozonen, der sikrer en overførsel af overskuddet i Nordeuropa til Sydeuropa. En løsning, som hans forgænger, François Hollande, også foreslog. Det er imidlertid den løsning, som Merkel nu igen har afvist, selvom Macron - i modsætning til Hollande - har gennemført alle de arbejdsmarkedsreformer i Frankrig, som Merkel har gjort til en forudsætning for en fælles finanspolitik i eurozonen.

Euroens gordiske knude forbliver derved uløst, selvom den franske præsident har satset hele sit politiske liv på at få en løsning gennem en imødekommelse af tyskernes hårde krav. Det store spørgsmål i europæisk politik er nu: Hvad gør Macron? I sin bog, »Revolution«, gør han det klart, at han i tilfælde af en tysk afvisning vil afholde et møde med det franske folk, så de sammen kan »drage de fulde konsekvenser heraf«. En indirekte trussel om helt at forlade euroen gennem en folkeafstemning.

Truslen om en folkeafstemning giver mindelser om Brexit, hvor den tidligere britiske premierminister, David Cameron, overspillede sine kort på lignende vis i håbet om en imødekommelse fra Merkel i spørgsmålet om den frie bevægelighed til Storbritannien. Merkel nægtede imidlertid kategorisk at indgå et kompromis, hvilket i høj grad førte til briternes udmeldelse af EU. Nu tilspidses konflikten om euroen på samme vis, og senest har italienerne givet magten til eurokritiske parti-er, der ligeledes truer med en folkeafstemning om euroen. Den politiske krise i Europa forværres således dag for dag. Som i 1914 risikerer vi, at en enkelt fatal beslutning kan udløse en eskalerende kædereaktion af begivenheder, der fører til en katastrofe for EU. Søvngængerne i Europa må med andre ord snart vågne, hvis ikke den europæiske drøm skal forvandles til et politisk mareridt.