Flere og flere danskere bliver mere og mere afhængige af deres mobiltelefoner, tablets og andre computerskærme, og i takt med det bliver vi dårligere og dårligere til at være tilstede i nu'et med dem vi holder af. Julen er hjerternes fest - ikke skærmenes fest. Derfor udfordrer Chris MacDonald familier i Danmark til at holde jul med alle skærme slukket. Ingen tv, ingen smartphone, tablet eller computer. Hvem tør være med?

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Artikel: Chris’ juleudfordring: Kan du holde jul offline?

  • Guide: Otte gode grunde til at slukke for dine skærme

 

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra B PLUS her.


Chris’ juleudfordring: Kan du holde jul offline?

Chris MacDonald familier i Danmark til at holde jul med alle skærme slukket. Ingen tv, ingen smartphone, tablet eller computer. Hvem tør være med?

Af Susanne Sayers

Danskerne er i verdenstoppen, når det gælder om at være online i hjem, på job og i fritiden. Stort set alle har en computer og internet, næsten otte ud af ti af os har en smartphone, og 67 pct. af de voksne danskere er med i et eller flere sociale netværk.

Det har fordele, men det stresser os også at være på konstant, mener sundhedsekspert Chris MacDonald. Han er blevet så betænkelig ved online-presset, at han udfordrer familierne i Danmark til at holde jul offline.

“Kan du og din familie holde jul uden tv, smartphone, tablet og computer? Kan I finde ud af at være sammen, når I ikke har muligheden for at følge med i strømmen af opdateringer på de sociale medier og nyhederne og de seneste serier på Netflix?” spørger Chris MacDonald, som gerne vil høre fra familier, som tør tage udfordringen op.

“Jeg synes, det kunne være interessant at høre, hvad der sker. Jeg har en fornemmelse af, at det er blevet sværere og sværere for os at være ægte nærværende, fordi en del af vores opmærksomhed er rettet mod alt det, der sker online. Vi kan være i rum sammen, men alligevel helt fjerne, fordi vi koncentrerer os mere om de mennesker, der er online end dem, vi er i stue med,” siger Chris MacDonald.

Ifølge Chris MacDonald er det ældgamle mekanismer i vores hjerne, som er på spil. Det har været afgørende for vores overlevelse at være en del af fællesskabet og den fælles viden. Derfor bliver vi urolige, hvis vi føler, at vi står udenfor.

“Og når der så sker noget konstant online, som tilmed involverer vores venner, er det svært at ignorere,” siger Chris MacDonald.

Samtidig er mennesket udstyret med en trang til konstant at scanne omgivelserne for nyt og nye muligheder. Når vi støder på nye gode oplevelser, belønnes vi med et skud dopamin, som giver en intens følelse af glæde. Det får os til at søge mere nyt og flere oplevelser.

“Det er en gigantisk fordel for vores indlæring og udvikling. Men det kan også ende i en afhængighed, hvor vi kun tænker på det næste fix af nyt. Det er derfor jeg gerne vil udfordre familierne til at se, hvor afhængige de egentlig er.”

Chris MacDonald mener, at julen er den oplagte lejlighed, fordi det er en højtid med vægten lagt på samvær i familien.

“Lad jer inspirere af jeres barndoms jul. Leg sammen. Læs højt for hinanden, gå en tur, spil nogle spil, tegn, bag - der er mange muligheder. Tal sammen, eller vær stille sammen. Der behøver ikke at ske noget hele tiden, og I behøver heller ikke at gøre alt sammen. En af fordelene ved at være offline i længere tid er, at du bliver bedre til at mærke dig selv og andre,” siger Chris MacDonald.

Han understreger, at han ikke har noget ønske om at afskaffe alle de digitale muligheder.

“De har gjort mange ting meget nemmere, og jeg ville ikke undvære dem. Men vi skal også kunne lukke ned og koncentrere os om den fysiske verden og de mennesker, vi er sammen med. En offline-jul kan blive en god begyndelse.”

 

Tager du og din familie imod Chris MacDonalds udfordring? Så skriv til plus@berlingskemedia.dk. Vi vil gerne følge op og høre jeres erfaringer.

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

GUIDE: Otte gode grunde til at slukke for dine skærme

 

Vores smartphones, tablets og computere er uundværlige i hverdagen, men der kan være god grund til at slukke dem fra tid til anden. Chris MacDonald fortæller, hvorfor og hvordan du kan booste dit helbred ved at være opmærksom på din tid foran skærmen.

Vi har brug for nærvær

Skal vi trives socialt, har vi brug for omsorg, opmærksomhed, opmuntring og opbakning, jeg plejer at kalde det ‘de fire O’er’. Alle dele kræver nærvær. Skal vi give omsorg, opmuntring og opbakning, skal vi være opmærksomme på hinanden. Vi skal lytte og spørge og koncentrere os om hinanden.

Hvis du hele tiden sidder med en del af din opmærksomhed vendt mod seneste Facebookopdatering på mobiltelefonen eller følger med i nyhederne med det ene øje, er du ikke ægte nærværende.

Selvfølgelig er der mange situationer, hvor det ikke er et problem, at alle sidder med hver deres skærm, men det er vigtigt, at du kan lægge ipad eller smartphone væk og være koncentreret til stede, når det gælder.
Hvis du i løbet af en vigtig samtale med en ven eller et familiemedlem griber dig selv i hele tiden at skæve til strømmen af opdateringer, er det dels sårende over for den, som har brug for din opmærksomhed, dels tyder det på, at du har udviklet en form for afhængighed og har brug for at træne din evne til at kunne vælge skærmene fra.

Løsning: Prøv at være opmærksom på, hvor ofte du finder en skærm frem for at følge med i noget andet, selv om du f.eks. er til middag hos venner eller sammen med dine børn på legepladsen. Og væn dig til at slukke eller lægge skærme helt væk ved den type lejligheder.

FOMO er farlig

Vi har den alle, den her Fear Of Missing Out, FOMO, frygten for at gå glip af noget. Det er noget af det, som gør det så tillokkende at være logget på overalt og konstant, så vi ikke mister nyeste breaking-nyhed, seneste opdatering på Facebook og seneste snapchat fra vennerne.

Det er en ældgammel mekanisme i vores hjerne, som oprindeligt - som det meste af den udviklingsmæssige bagage, vi slæber rundt på - har øget vores chance for at overleve. Ude på savannen har det været livsnødvendigt at vide, hvad de andre i stammen vidste, f.eks. hvor det bedste vandhul var, hvor der var mad, og hvor man kunne komme i ly for løverne. Det har også været livsnødvendigt at være en del af fællesskabet, og derfor er vi hardwired til at være opmærksomme på, om vi bliver holdt udenfor, for i et lille stammesamfund kan det betyde døden.

I dag er det de sociale medier, som får os til at føle, at vi bliver holdt udenfor, hvis vi ikke konstant er online og følger med. Det kan medføre stress og ængstelse og for at dæmpe det, gør vi os endnu mere umage for at følge med konstant - og så kører toget. For med den ekstreme mængde nye information, som dukker op hvert sekund, kan ingen nogensinde nå at følge med i det hele.

Husk dig selv på, at din hjerne spiller dig et puds. Du bliver ikke holdt udenfor, og du går ikke glip af noget, som er så vigtigt, at du ikke kan nå at følge med senere.

Løsning: Log af de sociale medier i en periode, fortæl det til dine venner, og bed dem om at ringe eller sende en sms eller en email, hvis noget er så vigtigt, at du skal forholde dig til det.

Skærmene tager tid

Dine sociale netværk og tiden med dine favorit-serier på Netflix kan være givende og vigtige, men hjernen bliver så at sige kidnappet af den konstante strøm af nyt på skærmene, og det gør det fristende at blive på, også selv om du egentlig ikke havde tænkt dig det.

Løsning: Før en dagbog over, hvor tit du bruger skærmene, når det ikke er strengt nødvendigt. Det kan være en øjenåbner i forhold til, hvordan du skaffer tid til noget af alt det andet, som du gerne ville foretage dig, hvad enten det er opgaver på job eller tid til motion og samvær med mennesker, som er vigtige for dig.

Din krop bliver passiv

Du kan deltage i den hidsigste debat på Facebook, men rent fysisk gør dine skærme dig passiv. Undtagelsen er din smartphone, som med de rigtige apps kan være en god hjælp, når du er fysisk aktiv. Men bruger du den mest til at følge med i de sociale medier, spille spil, læse nyheder osv, får du ikke meget motion, og samtidig kan skærmene stjæle af den tid, du ellers kunne have til at være fysisk aktiv.

Hvis du også sidder ned på job, skal du være særligt opmærksom på, hvor meget tid du bruger med at sidde stille i fritiden også. Det er ekstremt, når vi bruger mere end 20 af døgnets timer på at være fysisk inaktive på en stol, sofa eller i en seng.

Løsning: Prioriter dine fysiske aktiviteter - du bliver gladere af det, din krop får det bedre, og du får mere overskud.

Skærmsamvær fortæller kun den halve sandhed

Skype, Facebook og andre skærmmuligheder er en velsignelse, når det gælder om at holde kontakt med mennesker, især hvis de er langt væk, og man ikke kan komme til at se dem på anden vis.

Men den type samvær er på nogle punkter også amputeret. Vi har brug for at mærke hinanden rent fysisk, og selv om vi ikke lægger mærke til det, udsender vi sammen en masse små signaler og hormoner, som gør fysisk samvær til noget andet og mere end skærmmøder. Vi har en masse raffinerede måder at kommunikere på, når vi er i rum sammen, og ser vi hinanden på skærm, får vi kun en del af budskabet med. Det er fint at supplere med onlinemøder, bare vær opmærksom på, at de ikke kan erstatte fysisk kontakt.

Løsning: Du skal bruge alle sanser, og foran skærmen bruger du kun øjne og ører. Sluk skærmen, oplev verden. Smag, lugt, føl, rør, mød mennesker, bevæg dig i naturen.

Skærmtid kan gøre dig mere negativ

Forskningen er ikke entydig, men nogle undersøgelser tyder på, at meget tid foran skærmen kan øge fornemmelsen af at være ensom, gøre dig mere ulykkelig og mere aggressiv.

Der er flere forklaringer på, hvorfor skærmtid ser ud til at have sine sorte sider mentalt. En af dem er, at tonen til tider er hård på de sociale medier. Er du hyppigt i diskussioner, hvor der er mange fjendtlige og personlige bemærkninger, vil du være mere tilbøjelig til at svare tilbage i samme stil. Det svækker også evnen til at lytte og indgå kompromis, som vi ellers har brug for i vores daglige liv. Nogle undersøgelser peger på, at negativiteten direkte kan smitte via de sociale netværk.

En anden forklaring er, at vi på de sociale medier hele tiden ser andres perfekte tilværelse. Alle andre er tilsyneladende i gang med familieidyl, på rejse til tropestrande, har lige købt nyt og lækkert hus eller har løbet et ekstremløb og fået 14.743 likes på Facebook.

Udsat for det bombardement kan dit eget liv virke blegt og utilstrækkeligt - også selv om du egentlig godt ved, at de fleste bringer nøje redigerede udgaver af deres hverdag.

Hvis du bruger lang tid på at se nyheder og negative opdateringer i en konstant strøm, kan det give dig en følelse af afmagt, fordi du sidder passiv, mens ulykkerne passerer forbi dag efter dag.

Løsning: Både den ene og den anden form for negativitet kan du bekæmpe ved selv at prøve at gøre en positiv forskel. Du kan f.eks. gøre dig umage med selv at holde en god tone og bidrage konstruktivt i debatter. Men mest forskel gør du, hvis du konkret hjælper venner, familie eller deltager i frivilligt arbejde i stedet for at trykke ‘like’ til et godt formål.

Til gengæld for din tid og umage kan du glæde dig over, at intet andet gør os så glade som at hjælpe andre. Du får det simpelthen bedre selv.

Du har godt af at være alene

Ensomhed havde på dansk oprindeligt to betydninger: At være alene og så den betydning, vi hyppigere bruger i dag, nemlig at man ønsker relationer til andre, men ikke synes, at man har det. Ensomhed i den betydning er en alvorlig følelse, som kan lede til depression.

At være alene kan derimod være både opløftende og berigende. Når du er alene, har du tid til at tænke og med forfatter Ardath Rodales ord ‘lytte til, hvem du er’.

Det har vi brug for mere end nogensinde i en verden, som konstant forandrer sig. Men hvis du hele tiden flygter fra aleneheden ved hjælp af computer, ipad eller smartphone og sociale netværk, får du ikke den tænkepause.

Løsning: Øv dig i at slukke for alle netværk og opdateringer, når du går en tur, mediterer eller bruger et par timer derhjemme på noget, som fortjener din opmærksomhed, og som samtidig sætter din hjerne fri til at tænke på alt og ingenting.

Beskyt din nattesøvn

Du har hørt det før, men det er vigtigt, så jeg gentager lige: Din søvn er ikke til forhandling. Den er noget af det, du skal prioritere højst i dit liv. Skærme har det med at stjæle af nattesøvnen, dels fordi de holder dig vågen - der er stadig lige noget, du skal nå at følge med i - dels er skærmenes blå lys så tæt på dagslys, at din hjerne bliver narret og tror, det er dag, og dit indre ur går i kuk i en slags skærm-jetlag.

Løsning: Sluk skærme cirka en time før sengetid. Læs en bog, tag et bad, tal sammen, men lad skærmene være slukket og hold dem ude fra soveværelset.