»Chr. Hansen Koncernen opnåede en organisk vækst ekskl. effekten af prisen på karmin på ni procent i de første ni måneder af 2012/13. I 3. kvartal var den organiske vækst ekskl. effekten af prisen på karmin otte procent. Cultures & Enzymes Division opnåede syv procent organisk vækst, hvilket er på niveau med de langsigtede forventninger til divisionen. Både Health & Nutrition Division og Natural Colors Division opnåede tocifrede vækstrater. Vi forventer en organisk vækst ekskl. effekten af prisen på karmin på otte til ni procent for helåret 2012/13 (tidligere otte til 10 procent),« siger adm. direktør Cees de Jong i regnskabsmeddelelsen.

Resultatet for tredje kvartal blev overordnet et overskud på 35,5 mio. euro, hvilket er en anelse bedre end samme periode sidste år, hvor resultatet lød på 35,2 mio. euro. Det var dog også her i underkanten af, hvad analytikerne havde sat næsen op efter, da de havde forudset 38,2 mio. euro.

Lav karminpris hæmmer væksten

I selskabets største division Cultures & Enzymes steg omsætningen i tredje kvartal syv procent til 115 mio. euro. Det skyldes ifølge regnskabsmeddelelsen »primært stærk vækst inden for kulturer inden for fermenteret mælk, kød- og vinprodukter, mens ostekulturer opnåede solid vækst.«

Samtidig fald omsætningen inden for probiotiske kulturer, oplyser selskabet.

I den næststørste division Natural Colors steg salget også med fire procent - ses bort fra den faldende pris på karmin, som bliver brugt i aperitiffen Campari, steg salget 12 procent. Salget landede således på 44 mio. euro i tredje kvartal.

Over en bred kam voksede omsætningen i tredje kvartal syv procent og over de seneste ni måneder i det skæve regnskabsår seks procent. For årets første ni måneder solgte Chr. Hansen dermed for i alt 545 mio. euro.

Dagens nedjustering kommer efter to skuffende kvartaler. I årets andet kvartal viste selskabet lavere resultater end ventet, da det havde ekstraordinære udgifter i forbindelse med en øget salgsindsats, udskiftning af administrerende direktør  samt nedskrivninger på otte mio. euro i forbindelse med nogle kliniske studier.