Vendepunktet kom ud på eftermiddagen 26. juli 2013. Claus Pilgaard var på Bornholm uden familien. Egentlig nød han at medvirke i Bornholmerreveyen, men den århusianske entertainer og musiker følte efter en måned på klippeøen, at han havde set det meste. Der var intet godt i TV’et i det lille sommerhus, og internettet kom og gik utallige gange, før det besluttede sig for at blive helt væk denne fredag.
Først kom kedsomheden.
Og rastløsheden fulgte lige efter.
Hvad skulle han finde på? Cykle øen tynd? Det havde han allerede gjort. Han vidste, at vennerne hjemme i Aarhus ønskede sig en hilsen, og han havde både sit videokamera og sine hjemmedyrkede chili-planter med. Så han besluttede sig for at sætte sig ud til det lille bord ude langs huset med intet andet end et skærebræt, et glas vand, en kniv, en Monkeyface-chili og bange anelser.
For denne dag ville han for første gang i sine fem år som chili-dyrker spise et stort stykke af en virkelig kradsbørstig peberfrugt i én mundfuld. Og lade sig filme imens.
»Det var et skridt ud i det ukendte. Jeg vidste jo godt, at det ville blive stærkt på et tidspunkt, men jeg anede ikke hvor stærkt og hvor længe, det ville vare.
Min idé var egentlig, at lige så vel som man smager på vin og øl, så kan man også smage på chili. Folk fokuserer altid på det stærke, men jeg ville forsøge at beskrive selve smagen,« mindes Claus Pilgaard, da jeg møder ham i Skagen til dette interview.
Minutter efter en større bid af den knaldgule Monkeyface lå han på ryggen på græsplænen på Bornholm. Chiliens flammer var endelig slukket i munden på ham, og han kunne atter trække vejret uden at føle smerte. Men ildebranden fortsatte i maven på ham.
»Det var dumt gjort. Virkelig dumt gjort,« tænkte han, for halvanden time senere skulle han stå oprejst på Bornholm Teaters skrå brædder.
Claus Pilgaard gennemførte forestillingen, og da han kom hjem, redigerede han videoen. Det lykkedes sågar at få skabt hul til nettet, så han kunne lægge video-hilsenen op på sin Facebook-side. Da det var gjort, tænkte han ikke mere over den. Men det gjorde andre.
I de følgende dage fandt tusindvis af danskere vej til Claus Pilgaards Chili-video, og han besluttede sig for at lave flere og fortsætte under navnet Chili Klaus.
I dag har han over en kvart million følgere på sin side, og hans mest populære videoer er set flere end tre millioner gange per styk.
At gå en tur med Chili Klaus i et Skagen propfyldt med sommerturister kræver tålmodighed. Ikke fordi den 50-årige entertainer bevæger sig særligt langsomt eller er kedeligt selskab. Tværtimod. Grunden er, at han bliver stoppet for hver 30 meter, han bevæger sig. Folk vil hilse på ham. Filme ham. Tage selfies med ham. Mænd, kvinder, børn. Somme tider hele familier.
»HEEEEEY, DET ER CHILI KLAUS,« lyder en barnestemme bag os, og straks finder Claus Pilgaard det store smil og de sikre vitser frem.
»Hvad hedder du?« spørger han den cirka ti-årige, blonde knægt.
»Magnus,« svarer drengen og er så starstruck over at se den populære internet-kendis, at han ikke tør sige mere.
»Har du altid heddet det?« spørger Claus.
Drengen griner og nikker og trykker på mobilens selfieknap og forsvinder lige så hurtigt, som han kom.
»Uha. Så er den dag reddet,« siger moderen, aer sønnen på hovedet og smiler til Chili Klaus.
30 meter senere gentager scenen sig.
»HEEEJ CHILI!« råber en passerende mand til Claus Pilgaard. BME BRØD MED INDRYK: »Ja. Nogle gange hedder jeg altså bare Chili,« siger Claus, inden han igen stopper op og smiler til kameraet.
Inden vi fortsætter er det måske en god idé lige at forklare navne-forvirringen. Claus Pilgaard kalder sit alter ego for Chili Klaus. Han syntes, K’et så bedre ud end C’et, da han lavede Facebook-siden. Og så var det også et forsøg på at distancere sig lidt fra skærmpersonen. Sidstnævnte har han dog opgivet.
»I dag er Claus og Klaus smeltet fuldstændig sammen. For jeg optræder egentlig ikke i mine film. Jeg er bare mig selv,« siger han.
Når jeg rammer guldåren
Den seneste video, Claus/Klaus udgav, var med Søren Østergaard. Det var samtidig den vildeste, siger han. Skuespiller Østergaard var klædt ud som karakteren »smadremanden« fra sin årlige Zirkus Nemo-revy. De to komikere blev nødt til at tage klippet om to gange, fordi Chili Klaus ikke kunne lade være med at grine, når han så Østergaard sidde i beskidt undertrøje og langhåret paryk, mens han bandede værre end en havnearbejder. Tredje gang lykkedes det, og Chili Klaus vidste, at han havde noget »superfedt i kassen«. Efter optagelserne i Svendborg kunne han nærmest ikke være i sig selv. Han blev nødt til at holde bilen ind ved Egeskov Slot. Der var lukket, men det var lige meget. Han kunne bare gå rundt på parkeringspladsen.
»Jeg er jo kun én mand af sted, når jeg laver mine videoer. Jeg står for kamera, lys, lyd, idé og instruktion. Jeg skal sørge for, at alle føler sig trygge. Så med alle de hatte på er jeg totalt fyldt med energi, og når jeg så rammer rent - som jeg gjorde den dag med »smadremanden« - så er det bare en helt vild lykkefølelse. Jeg var nødt til at stå ud på den parkeringsplads og lukke noget andet ind i mit hoved. Få renset ud.«
Da han uploadede videoen senere hjemme i Aarhus, blev han bekræftet i, at han havde lavet noget specielt.
»Jeg havde lige lagt videoen op og trykkede så refresh. To delinger. Øjeblikket senere var der 16 delinger. Jeg trykkede igen: 54. Efter en time havde 5.000 mennesker delt den med deres venner på nettet. Det var som om min computer smeltede foran mig. Det var som at være med i et Salvador Dali billede. Ren surrealisme. Det gav et kæmpe sug i maven, for internettet er jo kontant afregning på den måde. Det er en temperaturmåling af, hvor godt et stykke arbejde, jeg har lavet. En exit poll, nærmest,« siger Claus Pilgaard.
»Jeg har lavet så utroligt mange ting inden for underholdningsbranchen i løbet af mit liv. Men når man rammer en bold så klokkerent, som jeg har gjort med det her projekt, så er det bare en superdejlig følelse. Og det betyder noget, at folk responderer på mit arbejde. Det er en utrolig inspiration.«
Indtil videre er Smadremanden set over tre millioner gange. Det flytter den op blandt de allerstørste videoer af Chili Klaus. Faktisk overgår den seermæssigt
Bubbers ikoniske »kan jeg dø af det?«-prøvesmagning, hvor TV-journalisten bruger halvdelen af skærmtiden på at spytte ud af vinduet. Og den er oppe på siden af Chili Klaus største internationale Youtube-hit, hvor han fik hele DR’s Underholdningsorkester til at spise stærk chili, mens de spillede klassikeren »Tango Jalousi« af Jacob Gade. Også den er vist over tre millioner gange.
Videoerne bliver brugt til undervisning
Chili Klaus-videoerne bliver blandt andet brugt på Skuespillerskolen som undervisning. Det ved Claus Pilgaard, for et af hans fire børn går på skolen og har oplevet det. Tænker man over det, er det ikke så overraskende, at de 5-7 minutter lange klip bruges til det formål, for videoerne er klassiske i deres opbygning
Først etableres en personlig forbindelse til videoens gæst. Så opbygges spændingen, når Claus og gæsten taler om de stærke frugter. Hvilken bør de vælge? Så kommer vi til »point of no return«, når chilifrugterne ryger i munden. Klimaks opstår, når begge personer er knaldrøde i hovedet og forsøger at bevare kontrollen gennem smerten.
»Jeg er ikke stolt over mine videoer som sådan. Jeg tænker nærmere, at de er udtryk for vellavet arbejde. Og så er jeg ydmyg over for succesen. For den er jo en flygtig størrelse. Man er kun så god som sin seneste video,« forklarer han.
Han understreger, at chilien er et regulært retningsskift for ham. Den konservatorieuddannede jyde har sat musikkarrieren i bero og satser i disse år kun på Chili Klaus. Han holder foredrag og deltager i events. Han sælger produkter fra sin webshop og har skrevet en bog om sig selv og chili. At forlade fællesskabet af musikere og i stedet træde ind i iværksættermiljøet har ændret hans syn på en hel del. Hans daglige »arbejdsplads« er Lynfabrikken i Aarhus. Et sted, hvor mennesker på kryds og tværs skaber egne virksomheder og coacher hinanden.
»Det er faktisk et vendepunkt for mig, at komme ind i denne verden. Jeg har fundet ud af, at de er meget klogere og dygtigere i erhvervslivet, end man lige skulle tro. Modsat fordommene om, at direktører er sådan nogle kolde talknækkere, så handler iværksætteri først og fremmest om næstekærlighed. Vi iværksættere går på arbejde med blødende hjerte hver eneste dag for at få vores lille fugl til at flyve. Lige så forsigtigt puffer vi til den, gør den flyvemoden og håber, at det lykkes. Vi ved, at der ikke skal meget til, før tingene falder sammen. Der er ikke langt fra succes til fiasko,« siger Claus Pilgaard.
Lysten til at blive opdagelsesrejsende, som han kalder det, blev allerede vakt som barn. Claus’ far var både uddannet mejerist og revisor. Alligevel gav han sin søn råd:
»Det der med uddannelse, Claus. Glem det! Du har din fantasi!«
Claus Pilgaard fik fri til at gøre, hvad han ville. Hvis han fandt på noget, fik han lov til det. Hvis han ville bygge en sæbekassebil, skaffede faren pindene, men Claus måtte selv udtænke og samle stumperne.
Selv om Claus rent faktisk tog en musik-uddannelse, betyder faderens tilbud om frihed stadig meget for ham.
»Som samfund begår vi en fodfejl, når vi skubber alle unge mennesker i samme retning og presser dem i gang med studierne. Lad nu nogle flere mennesker lave noget kukkeluk og noget iværksætteri og noget halløj. Tro mig: Der kommer fornuftige ting og uventede succeser ud af det,« siger han.
»Jeg har en datter, der netop skal starte på universitetet, så det er ikke fordi, jeg slavisk gennemtrumfer min fars råd. Men vi bør legalisere den fri tankegang lidt mere. Og jeg synes faktisk også, det begynder at komme lidt. Altså for ti år siden var Chili Klaus jo aldrig blevet til noget. Aldrig! For skulle jeg beskrive min idé dengang og sende den ind til en TV-kanal, så ville de tænke »hvad i himmelens navn er der galt med den mand«. Min idé ville aldrig kunne komme forbi muren af redaktører, der skulle forstå - virkelig forstå - hvad Chili Klaus kunne.«
Tidligere på året fyldte Claus Pilgaard rundt. Han undlod at holde festen, for hans hjerne havde svært ved at forstå, at han fyldte 50 år. Det var ikke fordi, han følte sig som 35-årig inden i. Det havde heller ikke noget med hans fysiske forfald at gøre, siger han.
»Det ufattelige for mig er, at tiden bliver ved med at gå. Konstant. Men det giver mig faktisk endnu mere energi at vide, at der er et sluttidspunkt for mig et sted derude i fremtiden,« siger han og fortsætter:
»Jeg ved, det lyder som en klichè, men man står kun til ansvar over for sig selv. Det handler om, hvordan man ligesom griber livet an. De ting, jeg laver, er også grænseoverskridende for mig selv. At turde stille sig til skue på den måde kræver mental forberedelse hver eneste gang. At lave en ny Chili-video minder om en teaterpremiere, hvor man har lyst til at løbe fra det hele. Hvorfor skal jeg det her? Hvordan er jeg endt i denne situation?« spørger Chili Klaus.
Men ligesom sine 250.000 følgere på Facebook har han erkendt, at det, han laver, har en stor underholdningsværdi.
»I starten kunne kommentarerne til mine videoer være ret hårde. »Den mand er jo skør«. »Hvad er han for et kæmpe fjols?« Jeg sad og læste kommentarerne og tænkte: »Har de ret?« Men jeg hører ikke den slags mere, og jeg tænker det heller ikke selv. På en eller anden mærkelig måde har jeg forliget mig med Chili Klaus.«