Chiles landshold leverede onsdag aften en overraskelse af de store, da sydamerikanerne med en 2-0-sejr sendte Spanien ud af VM-turneringen. Men midt i sejrens sødme havde en af Chiles store profiler Alexis Sanchez overskud til at rose det tabende spanske mandskab.
- Ingen har gjort mere for fodbolden end Spanien, sagde Barcelona-spilleren efter kampen. Her løftede han også sløret for, at han ikke er bange for at drømme stort:
- Min drøm er at blive verdensmester. Vi har et hold, der ønsker at opnå noget stort. Vi har mange unge spillere, der vil gøre alt for at lykkes.
Samme besked kommer fra Juventus-spilleren Arturo Vidal, der mener, at landet med sejren over Spanien skrev historie:
- Det er fantastisk. Det er det største øjeblik i chilensk fodboldhistorie, sagde han ifølge nyhedsbureauet dpa.
Udover sejren over Spanien, har Chile også vundet 3-1 over Australien.