Cheferne flygter fra Danske Bank
Der har været en dramatisk udskiftning af chefer i de vigtigste ledelseslag i Danske Bank i det seneste halvandet år. Mere end et dusin højtprofilerede folk er stoppet af den ene eller anden årsag.
Der har været en dramatisk udskiftning af chefer i de vigtigste ledelseslag i Danske Bank i det seneste halvandet år. Mere end et dusin højtprofilerede folk er stoppet af den ene eller anden årsag.
Berlingske Business har talt sammen, hvor mange der er stoppet og er nået op på mere end et dusin højtprofilerede personer, som af den ene eller den anden årsag ikke længere er i banken. Senest blev Steen Blåfalk, chef for Group Treasury, der bl.a. tager sig af den vigtige funding i Danske Bank, skubbet ud efter 33 år i banken.
Der er ikke nogen entydig tendens i årsagerne til de mange fratrædelser. Det skyldes både, at man som Eivind Kolding er blevet fyret, at man som IT-direktør Peter Schleidt er gået til et andet topjob som IT-direktør i TDC, eller at man som kommunikationsdirektør Eva Hald har forladt banken uden et åbenlyst job på hånden.
»Det er en blanding af forskellige begrundelser, men der er ingen tvivl om, at der har været en stor åreladning i Danske Bank på det seneste. Det har været voldsomt,« siger aktieanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank.
Situationen er nu, at der alt andet lige er fire absolutte topstillinger ledige i Danske Bank. Det gælder f.eks. topchef Thomas Borgens gamle job i koncerndirektionen, en stilling som IT-direktør, som kommunikationsdirektør og én, der kan tage Steen Blåfalks gamle job. Og det er ikke optimalt set med aktiemarkedets øjne, hvis de mange udskiftninger tager overhånd:
»Uro og uvished er aldrig godt for aktiekurser. Nu må vi se, når Thomas Borgen får sat sig eget hold, og om han kan holde det samlet. Det vil være mere optimalt. Det kan godt være, at man kan vende det positivt, at man viser handlekraft ved at fyre en topchef. Men sker det igen og igen, ligner det mere panik,« siger Christian Hede.
Danke Banks HR-direktør Helle Havgaard erkender, at udskiftningen på ledelsesgangen har været stor på det seneste, men det er der ikke noget mærkeligt ved, mener hun:
»Vi har gennemført rigtig mange forandringer i Danske Bank, og i den forbindelse er det helt naturligt, at der er sket udskiftninger også på ledelsesniveau. Nogle gange forlader folk os, fordi de vil prøve kræfter med noget andet, andre gange fordi vi bliver enige om, at vi har brug for andre kompetencer på deres pladser. Vi har en stor ambition for banken, der indebærer, at vi skal være mere kundefokuserede og gøre alting mere simpelt og effektivt. Det kræver blandt andet, at vi hele tiden sikrer, at vi har de rigtige ledere til at drive denne forandring – på alle niveauer i banken,« skriver Helle Havgaard i en mail.
6-7 / FINANS