Direktør for udviklingspolitik i Udenrigsministeriet, Charlotte Slente, trækker sig fra sin stilling. Det oplyser Udenrigsministeriet til Berlingske.
Charlotte Slente har været direktør for udviklingspolitik siden årsskiftet. Fra 2011-13 var hun chef for Center for Global Udvikling og Samarbejde, og har været embedsmanden med det øverste ansvar for arbejdet med GGGI. Hun har tidligere været Danmarks ambassadør i Bolivia samt chef for Borgerservice i Udenrigsministeriet.
Charlotte Slente skifter nu til en stilling i Udenrigsministeriet, hvor hun skal varetage økonomisk diplomati. Udenrigsministeriet oplyser, at skiftet er frivilligt.
Charlotte Slente er blevet sat i forbindelse med fortielsen af oplysninger for daværende udviklingsminister Christian Friis Bachs (R) om vedtagelsen af GGGIs rejseregler, der resulterede i ministerens afgang.
Udenrigsministeriet leverede i tirsdag en intern redegørelse af forløbet, som bekræfter pressehistorier om, at ministeriets embedsmænd allerede 6. november fandt ud af, at Christian Friis Bach talte usandt, da han over for Folketinget hævdede, at han ikke havde været med til at godkende 3GIs rejseregler.
Alligevel får ministeren først besked om misinformationerne 20. november. Dagen efter går han af på grund af fejlen.
På baggrund af redegørelsen skal tre chefer i Udenrigsministeriet i tjenstligt forhør. Det kan resultere i alt fra en irettesættelse til en jobrotation eller i yderste tilfælde i en fyring. Ifølge Berlingskes oplysninger har udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) oplyst på et lukket samråd i dag, at der kan gå op til et helt år, før de tjenstlige forhør er færdige. Det er fortsat uklart, hvor meget af rapporten der bliver offentlig tilgængelig til den tid.
