Chef for Center for Asyl: »Kritikken er uberettiget«
Vicedirektør Anders Dorph er ikke bekymret over udviklingen i Center for Asyl.
Vicedirektør Anders Dorph er ikke bekymret over udviklingen i Center for Asyl.
Hvad siger det dig, når så mange asylmedarbejdere har valgt at sige op i den første del af 2016?
»Der er en klar erkendelse af, at det var et hårdt forår, fordi vi skulle igennem så mange sager fra de asylansøgere, der ankom i løbet af 2015. Det var et ekstraordinært stort pres. Men jeg synes ikke, at tallene er alarmerende, hvis man går i dybden med dem. Ud af de 42 opsigelser i 2016 stammer 12 fra studenter, fire fra ansatte med midlertidige stillinger og to fra projektmedarbejdere. Resten kommer fra fuldtidsansatte. Så i den forstand er stigningen i antallet af opsigelser på ingen måde foruroligende.«
Formanden for Foreningen af Udlændingerets- advokater, Jytte Lindgård, hævder, at kvaliteten af jeres arbejde er blevet forringet som resultat af arbejdspresset og den store medarbejderudskiftning. Samme kritik går igen blandt flere medarbejdere i den seneste trivselsunder- søgelse fra Center for Asyl. Hvordan forholder du dig til den kritik?
»Det er noget af en påstand, som jeg på ingen måde kan nikke genkendende til. Hvis kritikken holdt vand, ville det også være noget, vi kunne se på omgørelsesprocenten i de asylsager, der kommer for Flygtningenævnet. Det kan vi ikke. Flygtningenævnet omgør ikke flere sager end tidligere. Derudover er det værd at bemærke, at størstedelen af de ansatte i trivsels- undersøgelsen rent faktisk er ganske tilfredse med arbejdet heroppe. Så jeg mener, kritikken er helt uberettiget.«
Du siger, at det var et »ekstraordinært stort pres« på asylsagsbehandlingen i foråret. Hvordan ser situationen så ud i dag?
»Situationen i dag er helt anderledes end den, vi oplevede i foråret. I foråret skulle vi gennemføre oplysnings- og motivsamtaler med en stor del af de asylansøgere, som var kommet ind i det store indryk året før. Derfor var der perioder, hvor medarbejderne blev sat til at gennemføre otte indledende samtaler på én uge. Sådan er det ikke længere,« siger Anders Dorph og henviser til, at antallet af asylansøgninger i dag er det laveste i flere år.