Supermand har fået en konkurrent. En 34-årig lastbilchauffør løftede her til formiddag en 672,5 kg jernplade væk fra en kollega, der havde fået den ned over sig.
Det var formentlig en defekt sikringsanordning, der var skyld i, at en gravemaskine tabte jernpladen ned over en 31-årig mand ved et vejarbejde ved Kastetvej og Vestre Fjordvej i Aalborg kl. 9.45.
- Man er i gang med at grave en udgravning dybere, og der skal man bruge nogle store jernplader til at afstive med. Den 31-årige har selv hægtet pladen på sikringen. Da han så vender sig om, har føreren af gravmaskinen allerede løftet pladen, som så altså hopper af, siger vagtchef Frank Liltorp ved Nordjyllands Politi til bt.dk.
Slap ekstremt billigt
Den 31-årige får pladen ned over sig fra hoften og nedefter. Pladen var netop leveret af den 34-årige lastbilchauffør, som herefter skynder sig over til ulykkesstedet. Han prøver at få kæden på igen og ser, om man ikke kan få løftet pladen fri fra den 31-årige.
- Men inden føreren af gravmaskinen får løftet, tager lastbilchaufføren selv fat og får på en eller anden måde løftet pladen af den 31-årige og får ham frigjort. Han kunne ikke forklare, hvor han fik kræfterne fra, og hvordan han fik ham fri, men det skete bare. Men man må jo sige, at det er lidt af en præstation, siger Frank Liltorp til bt.dk.
Den 31-årige blev kørt til Traumecenteret på Aalborg Sygehus, men slap med en brækket fod, hvilket ifølge Frank Liltorp er ekstremt billigt sluppet.
Arbejdstilsynet er i øjeblikket ved at undersøge den præcise årsag til ulykken, så man kan få placeret ansvaret.