Det er noget med øjnene og et dybt blåt blik, der ikke efterlader nogen i tvivl om, hvad der er på spil. Skuespilleren Alain Delon har fascineret biografgængere i 60 år med alt fra gangsterfilm, krimier og historiske dramaer til rendyrket romantik ved Middelhavet. Det er sådan, de fleste husker ham – en af fransk films største charmører – med det uudgrundelige blik, de få ord og en nydelig fremtoning, der nok kan sætte pulsen i vejret hos mangen en tilskuer af både han- og hunkøn.

Han er født 1935 i en forstad til Paris. Hans forældre blev skilt, da han var fire år, begge forældre giftede sig igen, så han har en halvsøster og to halvbrødre.

I skolen var han en ballademager og blev sendt på porten af flere skoler, inden han endte på en katolsk kostskole, hvor lærerne gerne havde set ham gå præstevejen.

I stedet begyndte den 14-årige Delon at arbejde i sin stedfars slagterbutik, og da han var 17 år blev han indskrevet i marinen og senere sendt til krigen i Indokina. Der var han i fire år, omend han tilbragte sammenlagt mindst ét år i arresten på grund af udisciplineret opførsel.

Så var han tilbage i Paris. Klarede dagen og vejen med småjob som tjener, portier og salgsassisent og tog tilfældigt med venner til Cannes for at opleve filmfestivalen. Her blev han spottet af en talentspejer for den amerikanske filmproducer David O. Selznick, der blandt andet stod bag »Borte med blæsten«, og efter en skærmtest fik Delon en kontrakt i hånden.

Selznick mente, at gennembruddet skulle ske i USA, hvilket indebar, at Delon skulle lære engelsk. Det blev aldrig den rigtige konstellation, og han fik grønt lys til at bryde kontrakten, så det blev i Frankrig, at karrieren tog fart.

Han debuterede i 1957 i Yves Allégrets film »Quand la femme s’en mêle« (When the Woman Butts In), men det internationale gennembrud kom i begyndelsen af 1960erne. Dels med rollen som Mr. Ripley i »Purple Noon« baseret på Patricia Highsmiths novelle »The Talented Mr. Ripley«, og dels den italienske film »Rocco and His Brothers«, som han fik store anmelderroser for.

Karrieren var sat på skinner og nåede efter manges mening sit højdepunkt med »Leoparden« (1963) og »Ekspert i drab« (1966). Han var også med i en del amerikanske film og spillede bl.a. sammen med Dean Martin western-satiren »Texas across The river« (1966), men noget stort gennembrud i USA blev det aldrig til.

Til gengæld var han på et tidspunkt yderst populær i Japan på lige fod med Steve McQueen og Sean Connery.

Gangsterrollerne kulminerede i 1970erne, mens tiden siden 1980erne har været en mat periode for Delon, hvis seneste større filmrolle var i 2008 som Julius Cæsar i »Asterix og de olympiske lege«.

Han er også forretningsmand og har gennem tiden forsøgt sig med så forskellige ting som ure, cigaretter, briller og den nok så kendte parfume med hans eget navn, der stadig er et godt brand.

Som den charmør, han er, har han som ærespræsident uddelt kindkys og kram ved kåringerne af de senere års Miss France og har haft en længere række forhold og ægteskaber med smukke kvinder – og har således fire børn med tre forskellige kvinder.

Men parfume, filmsucces og glamour til trods har billedet af urostifteren aldrig fortonet sig. Han var på et tidspunkt sat i forbindelse med den korsikanske mafia og måtte også i fængsel i fire måneder for at have slået en italiensk fotograf. Og i 2013 fortalte hans yngste søn, Alain Delon Jr. – der i øvrigt selv er gået skuespillervejen – i et interview med Vanity Fair om en far, der terroriserede hans mor og hans storebror med råb og knytnæveslag og med brækkede ribben og næser til følge.

Så ingen ved måske helt, hvad der mere gemmer sig i det dybe blik, og måske kan man i dag være i tvivl, om det er godt det hele. Men drømmen i biografen er stadig god at have.