Charlie Rowley forærede sin kæreste nervegift på parfumeflaske. Otte dage senere var hun død
Charlie Rowley blev i begyndelsen af juli udsat for giftstoffet novichok. Nu fortæller han, hvordan han kom i besiddelse af nervegiften, som endte med at tage livet af hans kæreste.
En uåbnet parfumeæske og en glasflaske pakket ind i flere lag cellofan.
Britiske Charlie Rowley fortæller i et interview med ITV, hvordan han fandt nervegiften med novichok i en parfumeflaske, og at han i god tro gav sin kæreste den camouflerede gift, der endte med at tage livet af hende.
Charlie Rowley kæmper stadig med detaljerne. Hvor han fandt flasken, husker han stadig ikke. Men han kan huske, at han var overbevist om, at parfumen var ægte. Den så ud, som om den aldrig havde været brugt.
Han husker også, at han efterfølgende opbevarede den i sit hjem i den lille sydengelske by Amesbury, som ligger omkring 15 kilometer fra Salisbury, hvor den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter blev forgiftet af novichok i marts.
De siger, at jeg er heldig, men jeg føler mig ikke heldig. Jeg følte, at det var min skyld, og gør det stadig.
Charlie Rowley
Og han husker, at han gav den til sin kæreste gennem to år, Dawn Sturgess, som ligeledes var overbevist om, at flasken indeholdt en kendt parfume. Der var tilsyneladende intet mistænkeligt ved gaven.
Kort tid efter at hun sprøjtede væsken på sine håndled, blev hun alvorligt syg.
»Inden for 15 minutter, mener jeg, at Dawn sagde, at hun havde hovedpine og spurgte, om jeg havde hovedpinepiller. Jeg kiggede rundt i lejligheden, og inden for det det tidsrum sagde hun, at hun havde det underligt og blev nødt til at lægge sig ned i badekarret, hvilket jeg på det tidspunkt syntes var lidt mærkværdigt,« fortæller Charlie Rowley til ITV.
»Jeg gik ud på badeværelset og fandt hende i en meget skidt tilstand i badekarret med alt sit tøj på.«
Otte dage senere var Dawn Sturgess død.
Lugtede ikke af parfume
I interviewet fortæller Charlie Rowley, at han åbnede flasken for at lugte til væsken – som ikke lugtede af parfume – og at han også spildte noget af giften på sine hænder. Heldigvis vaskede han med det samme sine hænder, og den handling har efter alt at dømme reddet hans liv.
»Det havde en olieret konsistens, og jeg lugtede til det, og det lugtede ikke af parfume, så jeg vaskede det af rigtig hurtigt, men jeg tænkte ikke yderligere over det. Det skete alt sammen så hurtigt.«
Alligevel blev Charlie Rowley også selv alvorligt syg.
Selv husker han det ikke, men i interviewet forklarer han, at hans venner har fortalt ham om, hvordan han tumlede rundt med fråde om munden og til sidst faldt bevidstløs om.
Den tilstand forblev han i gennem flere uger, indtil han vågnede op fra koma og efterfølgende blev udskrevet fra hospitalet.
Rusland har fra start afvist at stå bag angrebet i marts, og de har også hævdet, at efterretningstjenester fra andre lande kan stå bag.
Selv om Theresa May hele tiden har peget på, at russere måtte stå bag, afviste den britiske sikkerhedsminister i sidste uge, at der skulle være fundet mistænkte i Skripal-sagen, efter at et britisk nyhedsbureau havde påstået, at landet skulle have identificeret adskillige russere, som var mistænkt for at stå bag giftangrebet.
Britiske Charlie Rowley blev først udskrevet fra hospitalet i sidste uge.
Mere gift kan være derude
Mens Charlie Rowley lå i koma, undersøgte politiet hans lejlighed, og de kunne i den forbindelse fastslå, at glasflasken indholdt den dødelige nervegift.
For det britiske anti-terrorpoliti var fundet en »signifikant og positiv udvikling« i efterforskningen af, hvem der står bag udbredelsen af nervegiften, sagde chefen for det britiske anti-terrorpoliti, Neil Basu, for et par uger siden til The Telegraph.
Politiet har allerede beslaglagt flere hundrede genstande, som potentielt kan være kontamineret, og landets sundhedsstyrelse advarer borgere mod at opsamle beholdere og andet, der indeholder væske.
Skyldfølelsen plager
For Charlie Rowley var det et chok, da han for blot et par uger siden vågnede op til meldingen om, at hans kæreste var død, og at flasken, han havde givet hende, ikke havde indeholdt parfume, men den gift, som kostede hende livet, fortæller han i interviewet med ITV.
Selv om han har haft en »beroligende« samtale med Dawn Sturgess’ familie, føler han sig stadig skyldig over hendes død.
»De siger, at jeg er heldig, men jeg føler mig ikke heldig. Jeg følte, at det var min skyld, og gør det stadig,« siger Charlige Rowley.
»Dawn var en kærlig mor til tre. Hun brugte så meget tid med sin datter og sine to drenge. Hun var en meget omsorgsfuld, kærlig kvinde.«