Nu er valget overstået, og der har fra en del etniske minoriteter lydt mange kritiske røster mod Dansk Folkeparti på grund af partiets store valgsejr. En del etniske minoriteter har på det nærmeste udgydt dommedagsprofetier omkring, hvilke konsekvenser den nye værdipolitiske dagsorden ville kunne få med det nye flertal. Det ironiske er bare, at mange af dem såvel i deres hjemlande som herhjemme dyrker en nationalisme og konservatisme, der ville få Pia Kjærsgaard til at fremstå som ren kulturradikal. En nationalisme, hvor der ikke inkluderes nogen respekt for etniske minoriteter eller noget, der bare minder om den frihed og det frisind, vi forbinder med Danmark.
Dette forhold bliver ikke mindre ironisk af, at disse minoriteter herhjemme samtidig støtter partier, der står for denne respekt for minoriteter samt denne frihed og dette frisind.
Partier fra centrumvenstre går ind for den kulturelle mangfoldighed og for frigørelse på enhver måde. Det omfatter bl.a. ligestilling mellem kønnene, respekt for homoseksuelle og retten til selv at bestemme over egen krop. Alligevel stemmer minoriteterne herhjemme på disse partier, fordi de beskytter dem. Partierne gør det med den begrundelse, at minoriteterne er, ja, minoriteter, hvilket set fra minoriteternes synspunkt er ensbetydende med garanti for religionsfrihed og i stort omfang kulturel hegemoni.
Men man kan spørge, hvilket værdipolitisk signal vi som centrumvenstre dermed sender, når vi værdimæssigt i princippet er dybt uenige med mange af de minoriteter, der soler sig i vor i mange henseender sympatiske tolerance.
Hvad jeg behandler her, er den blinde vinkel, som dele af centrumvenstre kan have i forhold til de tilbageskuende kræfter blandt en del minoriteter herhjemme, der udnytter enhver chance for at bedrive deres stokkonservative livsstil. I stedet for kommer centrumvenstre uforvarende til at lægge en beskyttende kappe om disse og give dem carte blanche til at opretholde deres egne parallelsamfund, hvor også, foruden omtalte nationalisme, patriarkalske traditioner så som social kontrol af unge piger, tvangsægteskaber og lignende, upåagtet får lov at finde sted. Samtidig vidner minoriteternes svingende politiske tilhørsforhold om en politisk umodenhed og inkonsistens. Det er såmænd logisk nok, at de stemmer på venstrefløjen herhjemme, men der er overhovedet ingen moralsk sammenhæng i det. Det er snarere en form for kreativ politisk bogføring.
Denne kreative politiske bogføring kommer til udtryk ved, at nogle af minoriteterne stadig bærer rundt på nogle af deres oprindelige hjemlandes konflikter.
Racistiske tilråb, social udstødelse og forbud mod at lege med andre børn alene på baggrund af deres etnicitet og i nogle tilfælde på baggrund af deres religiøse overbevisning er ikke usædvanligt. Det har jeg som en med kurdisk baggrund oplevet på egen krop, men også set og hørt andre blive udsat for. Det er heller ikke usædvanligt, at tyrkere f.eks. kan finde på at forlade et selskab, fordi der bliver spillet kurdisk musik, og sproget forstyrrer dem.
På samme måde forholder det sig med flere andre minoriteter med mellemøstlig baggrund, der nærmest klassedeler, alt afhængig af, hvilken etnicitet man tilhører. Desuden er der de religiøse spændinger mellem shia- og sunnimuslimer, akkurat lige som en alavit, der tilhører et religiøst mindretal, er en torn i øjet på de to andre grupper af muslimer og har meget svært ved at blive giftet ind i disse, der i forvejen har et anspændt forhold til hinanden. En muslim kan oftest heller ikke smertefrit få lov til at gifte sig med en ikke-muslim, medmindre denne konverterer og gennemgår et indoktrinerende kursus i sin nye tro.
Endelig er rammerne for, hvilke køn, der kan forelske sig i hinanden, tydeligt klarlagt, ligesom mange minoriteter ikke accepterer ligestilling mellem kønnene. Det sidste kommer bl.a. til udtryk ved den fuldstændigt nidkære dyrkelse af jomfruidealet, der hæmmer mange unge piger i deres udvikling og sociale interaktioner. Det er alt sammen en opførsel, der er decideret diskriminerende og intolerant, og som, når det kommer til etniske modsætninger, er direkte racistisk grænsende til det fascistoide.
Det klinger derfor hult, når de selvsamme grupper over for Dansk Folkeparti gør argumenter om diskrimination, intolerance og racisme gældende, egenskaber, de – i modsætning til den position, som DF bare tilnærmelsesvis forfægter – selv mangefold besidder. Derfor kan det undre, at de taler meget om disse ting, men undlader at tale om det tunge problem i miljøet.
Akkurat som da tidligere formand for SF, Villy Søvndal, med et stort vælgermæssigt rygstød til følge, bad Hizb ut-Tahrir om »at skride ad helvede til«, må venstrefløjen i dag være mere tydelig med sine værdier. Den har hidtil undgået konfrontationen ved at dække sig ind under en relativismebølge, hvormed den har retfærdiggjort, at minoriteterne havde andre værdier, som var lige gode af den grund.
Men alle værdier er ikke lige gode, nogle værdier er faktisk bedre end andre. Det har også indgået i venstrefløjens selvforståelse. Kvindefrigørelsen og arbejdet for lighed mellem kønnene har eksempelvis været et vigtigt anliggende for venstrefløjen. Derfor er det beskæmmende, at venstrefløjen, lige nøjagtigt når det gælder minoriteterne, i høj grad har vendt det blinde øje til den åbenbare kønsdiskrimination, der finder sted.
Det relativiserende argument kommer også i spil, når der er tale om vold. Vold begået af minoriteter adskiller sig ikke fra vold begået af danske bander, lyder det. Det, man bare glemmer i den forbindelse, er, at volden også bliver brugt som et legitimt politisk kommunikationsmiddel blandt visse minoriteter. Man ser således ikke danske kriminelle udstede trusler eller begå vold mod meningsdannere for at indskrænke ytringsfriheden, men det ser man blandt minoritetsgrupper. Angrebet på Kurt Westergaard i dennes bolig og terroranslaget på Krudttønden taler deres tydelige sprog. Vold i begge sammenhænge skal straffes, jovist, men omstændighederne omkring volden ligger milevidt fra hinanden.
Venstrefløjen læner sig op ad en selvmodsigelse, for det er i virkeligheden netop konfrontationen med dens værdier, der skaber integrationsproblemerne. Den skal utvetydigt stå ved sine værdier som den bannerfører for frigørelse, modernisering og fremskridt, den er, selvom hensynet til minoriteterne synes at have opvejet dette. Hvis det havde været den samme diskrimination, intolerance og racisme, der havde gjort sig gældende fra etniske danskere, havde der lydt et ramaskrig fra nogle af centrumvenstres markante debattører.
Frigørelse, modernisering og fremskridt er i dag blevet så naturlige, at selv højrefløjen har taget disse værdier til sig. Det skal venstrefløjen erkende, og den skal genvinde ejerskabet af dem. Venstrefløjen har desuden i modsætning til DF nogle universelle politiske mål, derunder menneskerettighederne, såvel herhjemme som i verden i øvrigt. Samtidig går venstrefløjen ind for etableringen af en sammenhængskraft og et solidarisk fællesskab, herunder i Danmark, der jo trods alt er det land, vi befinder os i. Den enkelte har nok frihed, men er også forpligtet over for fællesskabet. I det lys må venstrefløjen også kræve af minoriteterne, at de tager del i dette fællesskabs værdier.
Venstrefløjen skal handle på det, den ved. Den bør ikke bare arbejde for menneskerettigheder i hele verden, hvis den ikke aktivt tager del i løsningen af de problemer fra hele verden, der er i landets egen baghave. Det er lidt ligesom den introduktion i flyveren, som fortæller, hvordan man skal agere i tilfælde af fare. Her fremgår det, at den voksne skal tage iltmasken på først, inden denne hjælper barnet på med sin iltmaske. På samme måde skal venstrefløjen forholde sig aktivt til de forhold, den rent faktisk kan ændre i Danmark. Alt andet er utroværdigt, og det er forudsætningen for, at den kan forholde sig til problemerne i hele verden.