Det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel hæftede sig ved, at Wilson Raj Perumal fra Singapore, der tidligere har været involveret i lignende sager, få timer inden kampen mellem Kroatien og Cameroun i en Facebook-chat forudså, at opgøret ville ende 4-0, hvilket den gjorde. Han spåede desuden, at en af Camerouns spillere ville få rødt kort i første halvleg, hvilket Alexandre Song også gjorde.
Forudsigelserne var medvirkende til, at det tyske magasin konkluderede, at kampen var udsat for matchfixing.
Men tirsdag aften gik Perumal ud og afviste Der Spiegels konklusioner.
- Facebook-chatten med Der Spiegel-journalisten fandt sted et par dage efter kampen. Det kan bekræftes på min profil. På intet tidspunkt refererede jeg til, at der skulle scores fire mål eller uddeles røde kort. På intet tidspunkt indikerer jeg, at jeg på nogen måde kan underbygge eller bestyrke det, som ikke var mere end velkvalificerede gæt baseret på min matchfixing-baggrund, skriver han i en offentlig kommentar.
- Sidst men ikke mindst - jeg blev på intet tidspunkt informeret om, at min chat med Der Spiegel-journalisten skulle publiceres i Tyskland.
Camerouns nationale fodboldforbund, Fecafoot, oplyser, at man selv har bedt den etiske komité om at undersøge beskyldninger om urent trav i forbindelse med de tre kampe, som Cameroun nåede at spille i Brasilien.