Det er svært at forestille sig en skuespiller og en filmrolle passe bedre sammen.

Cate Blanchetts velplejede fremtoning (hendes hud er verdensberømt!) og venligt afmålte kølighed passer så godt til hendes gestaltning af Carol, hovedkarakteren i Todd Haynes’ lesbiske drama af samme navn, at det nu er umuligt at forestille sig en anden i rollen.

»Carol«, der har danmarkspremiere torsdag, blev første gang vist sidste forår under Cannes-festivalen. Her fik Berlingske lejlighed til at spørge skuespilleren om arbejdet med filmen, som Cate Blanchett har været tilknyttet i seks år.

Hun lægger ud med at fortælle om vanskelighederne ved at få finansieret filmen, hvilket dog ikke handlede om en uvilje mod lesbiske karakterer.

»Der var en større bekymring for, om en film med to kvindelige hovedroller kunne tjene sig ind,« siger Cate Blanchett.

I »Carol« har instruktøren Todd Haynes nænsomt fremtryllet slut-1950ernes Manhattan i kostumer og interiører. Men hvor andre film gør epoken til et museum af rekvisitter, har Todd Haynes sat sit fokus på datidens undertrykte følelser og sociale konventioner.

Rooney Mara spiller den unge boheme Therese, der ved et tilfældigt møde i et varehus forelsker sig i Carol, en elegant kvinde fra overklassen. Ligesom Therese viser Carol sig at leve i et utilfredsstillende heteroseksuelt forhold, og sammen drømmer de om mulighederne for et samliv.

»Carol« bygger på den lesbiske forfatter Patricia Highsmiths kontroversielle roman »The Price of Salt« fra 1952. Fra 1930erne og frem blev lesbiske forhold jævnligt skildret i »pulp-romaner«, og selv om emnet typisk blev beskrevet med mandlige læsere for øje og blev tilpasset datidens censur, anses romanerne i dag for at være en vigtig del af den homoseksuelle litterære kanon.

Romanernes karakterer blev vigtige rollemodeller for datidens lesbiske, der dog måtte acceptere, at det ofte gik galt for kvinderne i romanerne.

En atypisk lykkelig fremtid

Deres »unaturlige« forhold endte ikke sjældent med enten selvmord eller jalousimord, men her skilte Patricia Highsmiths roman sig ud ved at antyde, at Therese og Carol havde en lykkelig fremtid sammen. Stærke sager i 1952 og årsagen til at Patricia Highsmith udgav bogen under pseudonym.

»Jeg har læst en hel del af den tids erotiske outsider-litteratur, der mellem linjerne kan læses som en kilde til det hemmelige liv, mange kvinder levede i. Som antydet i filmen var der selvfølgelig en lesbisk undergrund i New York, men det var langt fra alle, der havde adgang til den. Det største indtryk, jeg får fra denne litteratur, er først og fremmest af den isolation, som mange homoseksuelle levede i,« siger Cate Blanchett.

I de senere år er lesbisk kærlighed blevet mere synlig i den moderne filmkunst, og for to år siden vandt Abdellatif Kechiches saftige »Adéles liv – kapitel 1 & 2« Guldpalmen i Cannes.

Dens ti minutter lange sexscener fik nogle publikummer til at udvandre, men flertallet faldt pladask for karakterernes stormfulde hudløshed.

Cate Blanchett anerkender vigtigheden af disse nutidige film, men som inspiration til sin egen karakter, har hun trukket på mange andre slags kilder.

»At forme en karakter er en slags snebold, der ruller og bliver større. Nogle gange er det en scene i en film, et enkeltbillede af Bette Davis, et klip fra en dokumentarfilm om Thailand ... jeg plukker lidt af hvert, og på et tidspunkt finder jeg det samlende punkt til min karakter.«

Uden at frakende den alternative LBGT-filmscene værdier roser Cate Blanchett sin instruktør, Todd Haynes, for at brede filmens handling ud, så den kommer til at angå alle, der har oplevet kærligheden.

»Todd forholder sig loyalt til den lesbiske kærlighed, men får fat i et meget større publikum, end LBGT-film normalt må regne med. Det er Romeo og Julie. Det er en måde at beskrive forelskelsen som en slags genfødsel. Man føler det, som opdagede man verden igen. Det perspektiv synes jeg, at Todd har fat i, og det er en oplevelse, som alle slags mennesker har adgang til.«

Udfordrende tvetydighed

For hendes eget vedkommende bestod udfordringen i at give Carol den dobbeltbundethed, som mange af Patricia Highsmiths karakterer er udstyret med.

Forfatteren slog allerede som ung igennem med sine gådefulde manuskripter til Alfred Hitchcocks thrillere, hvor personer hyppigt er noget andet end det, de giver sig ud for at være.

»I Carols tilfælde er tvetydigheden selvfølgelig seksuel, men også i en bredere forstand. Hun er facade, men hvis hun kun er facade, hægter man folk af. Der skal være huller nok til at slippe publikum ind, men stadig bibeholde den mystik, som Highsmith beskriver hende med. Det var den svære balance.«

Til gengæld havde Cate Blanchett ingen problemer med filmens intime scener, som Todd Haynes indøvede med hende og medskuespiller Rooney Mara.

Instruktøren valgte at indspille denne scene som noget af det første som en metode til at »bryde isen« på optagelserne.

»Når man skal kysse brysterne på nogen, man ikke rigtig kender, er man nødt til at have humor, en afslappet og elastisk indstilling til grænser og et vist niveau af gåpåmod. Alt dette deler jeg med Rooney.«

Sexscener er dog aldrig en trivialitet for Cate Blanchett, der lægger vægt på at undgå nøgenscener, der udelukkende havner i film for at gøre dem mere tillokkende.

Ud over at sexscener kan virke påklistrede, risikerer instruktøren mod sin vilje at sætte biografgængeren i en voyeurrolle, som i værste fald kan føre ham eller hende på afstand af handlingen.

»Jeg er pinligt klar over, at det er en kliché, når skuespillere siger, at netop dén sexscene var vigtig for historien. Men her er den altså virkelig, virkelig vigtig. Karaktererne befinder sig trods alt i en tid, hvor seksuelt samkvem mellem kvinder er forbudt ved lov, og det ligger som en skygge over deres relation. Hvordan de kaster den skygge af sig, er altafgørende for handlingen.«

Hun vil ikke afvise, at sexscenerne stadig kan forarge, men hun håber, at forargelsen da vil have andre årsager end den blotte nøgenhed.

»Folk taler meget om sex i nutiden, men under al snakken er der en frygt for den ægte intimitet. Det tager nemlig tid og kræfter at opnå intimitet, og man skal slippe kontrollen, hvilket harmonerer dårligt med nutidens tempo og besathed af resultater. Derfor tror jeg, at det stadig kan vække uro at være vidne til ægte intimitet. Et ægte kærlighedsforhold er for så vidt stadig et farligt eksperiment, uanset hvilken seksualitet du har,« siger Cate Blanchett.