I samme øjeblik resultatet blev proklameret, brød jublen løs. I området omkring parlamentsbygningen, hvor titusindvis havde fulgt debatten forud for den afgørende afstemning på storskærme, omfavnede folk hinanden. Og inde i salen rejste det separatistiske flertal sig for at afsynge den catalanske nationalhymne, hvis tekst bygger på en folkevise om et oprør i 1600-tallet.

Det er nemlig ikke første gang, Catalonien erklærer sin uafhængighed af Spanien, sådan som partierne bag selvstyrepræsident Carles Puigdemonts regering fredag besluttede at gøre. Men hver gang har selvstændigheden været en kort fornøjelse, og intet tyder på, at det i dette tilfælde vil gå anderledes.