Der blev ikke optaget én millimeter film i Casa, som er de lokales kælenavn for byen og udtalt med et snurrende »z«, men for de fleste ikke-marokkanere er landets største metropol identisk med Humphrey Bogart-klassikeren »Casablanca« fra 1942.

Den berømte Rick’s Café Americain har bare aldrig eksisteret i virkeligheden, kun i Hollywoods studier og folks fantasi, indtil 2004 hvor amerikaneren Kathy Kriger besluttede sig for at genskabe gin-baren fra biograflærredet, så alle kan leve nostalgien ud i et smukt hus på den nordlige side af medinaen.

Man skal selv kende adressen, 248 Boulevard Sour Jdid overfor en lille offentlig park, for de marokkanere, jeg spørger om vej, ved ikke, hvad jeg taler om, da jeg søger efter Rick’s Café. Heldigvis er der et flot logo øverst på bygningen, både over indgangen og på siden ud til den trafikerede Boulevard des Almohades langs med havnen.

Det er da også udelukkende amerikanske og europæiske turister, som har fundet vej til Rick’s denne eftermiddag. Huset er en gammel riad, men renoveret med filmens kulisse-bar som forbillede og tilføjet en masse smukke indretningsdetaljer, så man virkelig føler sig sat tilbage i tiden, både i baren og ved spisebordene, hvor man kan spise internationalt både frokost og aften.

Jeg må undvære »As Time Goes By«, for huspianisten Issam spiller kun kl. 21, den og andre af datidens toner, men til gengæld kan man få cocktails, ryge cigar og spille kort hele dagen, og i baren på første sal viser de filmen non-stop, hvis man skulle have glemt handlingen.

Mindre turistet, mere moderne

Ude af denne tidslomme venter det ægte Casablanca. Byen bliver tit overset af Marokko-rejsende til fordel for Marrakech, men også de andre populære storbyer Rabat og Fez, og nej, den er heller ikke lige så eksotisk. Til gengæld er dens kvalitet, at den ikke er lige så overrendt og balancerer fint mellem det moderne og det mellemøstlige, selv om vi er i Nordafrika.

Den er kæmpestor i areal, men det mest interessante for turister er alligevel det gamle centrum, så man føler sig ikke fortabt, men faktisk en lille smule hjemme i visse kvarterer, hvis man ellers har været i Paris.

Det skyldes et tydeligt aftryk fra det franske protektorat, som varede indtil selvstændigheden i 1956. Men man skal noget længere tilbage i historien for at finde svaret på, hvorfor den hedder Casablanca.

I 1468 erobrede portugiserne Anfa, som byen hed dengang, for at få kontrol over den strategisk vigtige havn, hvorfra datidens pirater gjorde livet farligt for handelen mellem Europa og Afrika.

I kampens hede blev store dele af Anfa ødelagt, og på disse ruiner byggede koloniherrerne en ny op og kaldte den Casabranca, »det hvide hus« på portugisisk. Et jordskælv i 1755 ødelagde atter byen, og til genopbygningen kom der hjælp fra Spanien, som gav den sit endelige spanske navn, Casablanca, med samme betydning.

De nye koloniherrer  

Det var et faux pas fra nogle franske jernbanearbejdere, som satte gang i den moderne udvikling i 1907. De var i gang med at lægge skinner langs med havnen og kom uforvarende til at ramme en begravelsesplads. De lokale blev rasende og gik til angreb, der udviklede sig til regulære kampe, og til sidst sendte Frankrig tropper for at slå uroen ned. Franskmændene besluttede at blive, og fra 1910 var de formelt nye koloniherrer i et såkaldt protektorat.

Den franske øverstbefalende hidkaldte arkitekt Henri Prost fra hjemlandet til at sætte skik på byplanlægningen efter parisisk forbillede, og på den måde fik Casablanca sin nuværende struktur, hvor de fleste boulevarder udgår som stråler fra Place des Nations Unies lige overfor indgangsporten til den gamle medina.

Siden kom nogle af de bedste arkitekter fra Europa hertil og fik frie udfoldelsesmuligheder til at bygge en ny by op fra grunden. De bragte både art nouveau og senere art deco med sig, og de to retninger udviklede sig til mauresque, en modernistisk stil influeret af elementer fra den arabiske verden.

Det er bare at kigge op over de mindre charmerende kebab- og shawarma-skilte, så åbenbarer der sig den ene arkitektoniske perle efter den anden. Og det er faktisk ved at lægge nakken tilbage, at man rigtig ser de mange detaljer med udsmykning i stuk og smedejern, fordi de ofte også er under gesimser, balustre og balkoner. Desværre er mange af dem forfaldne og smudsige af forurening fra de mange biler, men flere steder er man begyndt på at restaurere dem.

Jeg synes, jeg ser dem over store dele af byen, men den største koncentration ligger i firkanten mellem Boulevard Mohammed V, Avenue Hassan II, Boulevard Lalla Yacout og Boulevard Hassan Seghir. En af de mest tilgængelige er postkontoret fra 1918 ved siden af turistinformationen ved Place Mohammed V med de mange duer, men også Hotel Excelsior overfor Place des Nations Unies, hvor man ikke behøver overnatte for at nyde en kaffe på fortovscafeen.

Det er også værd at tage gågaden rue Idriss Lahrizi – der kan man uforstyrret kigge op – og fortsætte ned til hjørnet af rue Mohammed el Qorri og rue Salah ben Bouchaib og se byens måske mest iøjenfaldende art deco-renovering, Cinema Rialto. En rask spadseretur eller et smut med taxa til Villa des Art lidt syd for afslører også en art deco-perle af en privat villa, som nu er kunstmuseum, men istandsat ned til mindste detalje.

Og lige ved siden af, i Parc de la Ligue Arabe, ligger den nu lukkede Sacre Coeur-katedral, som slet ikke ligner sin navnesøster i Paris, men er et flot stykke kantet art deco-byggeri, desværre også i forfald.

Det eksotiske Casablanca

Udover den gamle medina, som berberne selv har anlagt bag høje mure, og som primært er beboelse med nogle få gader med souvenirboder og dagligvarer, er det i Habous-kvarteret, man finder det eksotiske Casablanca.

Nogle vil kalde det en turist-medina, for her er alt i tæpper, tøj, lædervarer, keramik og metal, men de lokale handler her faktisk også. Det var franskmændene, som besluttede at bygge den i 1920erne, fordi de ikke syntes, den gamle originale ved havnen var særlig pæn. De satte arkitekter til at tegne en ny i arabisk stil, der er knapt så labyrint-agtig, men til gengæld renere.

Man kan dog ikke have været i Casablanca uden også at have set det bygningsværk, som for marokkanerne er det vigtigste af dem alle. Og her skal man virkelig lægge nakken tilbage, når man er helt tæt på, men ellers er den 210 meter høje, firkantede minaret synlig over hele byen, lige meget hvor man er.

Hassan II-moskeen, designet af den franske arkitekt Michel Pinseau, ligger på et klippefremspring mellem havnen og strandvejen la Corniche og står som mindesmærke for kongen af samme navn, som regerede landet i næsten fyrre år.

Det er på alle måder et rekordbyggeri: den højste minaret i verden, den største moske i Nordafrika og den tredjestørste i verden efter dem i Mekka og Medina med plads til 25.000 bedende indendørs og 80.000 på gårdspladsen udenfor. Og modsat mange andre moskeer er ikke-muslimer af begge køn mere end velkomne udenfor dagens faste bede-tidspunkter.

Casablanca har meget at byde på

Marrakech fremhæves på alle måder som det ideelle møde med Marokko, især det kulinariske, men Casablanca står ikke tilbage for sin lillesøster. Beliggenheden ved havet gør fiskerestauranter som Ostréa lige midt på fiskehavnen og La Mer på Boulevard de la Corniche med de kendte østers fra Oualidia populære.

Og går man efter det kendte marokkanske køkken med kød og couscous i tagines, er alle enige om, at intet slår La Sqala i en gårdhave ved medinaen eller al-Mounia på rue de Prince Moulay-Abdallah for autencitet.

Det skulle da lige være, hvad vi vil kalde gadekøkken i Marché Central mellem Boulevard Mohammed V og rue Allal Ben Abdallah, som er byens marked med friske råvarer, frugt, grønt, fisk, skaldyr og kød. Man kan få åbnet østers direkte ved boderne og spise dem stående eller spise jævn hverdagsmad i nogle af de mange små restauranter, som også servicerer de lokale handlende.

Men vil man mærke virkelighedens historiske vingesus, og ikke det fra Hollywood, er den nedtonede Petit Poucet på Boulevard Mohammed V stedet, hvor blandt andre forfatteren Saint-Exupéry (»Den Lille Prins«) og sangerinden Edith Piaf gerne spiste i mellemkrigsårene. Og rygtet siger, at Humphrey Bogart faktisk også har været her, året efter han gjorden byen berømt på filmlærredet.