52-årige Caroline Henderson har været på en rejse – fra smuk, men usikker, sangerinde i popbandet »Ray Dee Ohh« i 90erne til selvsikker jazzdiva og entertainer, med volumen til at fylde Skuespilhusets store scene, hvor hendes turnéforestilling »In the House« har premiere i dag.

»In the House« er en rejse gennem de rum, vi alle sammen indtager gennem et liv; fra de første spæde skridt bliver taget i børneværelset, til vi sidder på overetagen og kigger tilbage på de værelser, vi har sovet i, elsket i, grædt i og levet i – i både konkret og overført betydning; hvor tog vi fejl? Hvor var der rart at være? Hvor glemte vi at lægge mærke til farven på tapetet? Og hvor fik det helt afgørende betydning, at vi gik igennem netop den dør?

Forestillingen tager udgangspunkt i en rund fødselsdag. Om det er 40, 50 eller måske endda 60 bliver aldrig klart, men som Caroline Henderson konstaterer »det er i hvert fald hverken 20 eller 30«.

Fødselaren er omgivet af alle sine venner, men går pludselig i panik og låser sig inde på toilettet, eller »det lille hus« for nu at blive i forestillingens overordnede metafor. Det lille hus bliver til en elevator, der fører kvinden helt ned i kulkælderen og i gennem en fantasirejse, hvor hun gør status over sit liv i ord, musik og filmsekvenser.

Caroline Henderson blev selv 50 for to år siden. Kvinden i forestillingen er dog ikke hende, men mange af forestillingens overvejelser tager udgangspunkt i hendes eget liv og tanker.

»Min erfaring er, at man skal starte med sig selv, hvis man vil sige noget generelt. Så er der forhåbentlig mange, der kan genkende det,« siger Caroline Henderson, der har indvilliget i at tage Berlingske med på en rejse gennem sine egne rum.

Det skrøbelige fundament

Caroline Henderson er barn af en svensk mor og en amerikansk far. Hun voksede derfor op i henholdsvis Sverige, USA og Paris i løbet af en barndom, der var præget af hendes mors rastløshed og en fraværende far.

»Der var mange ting i mit liv som barn, som var uforståelige, og som jeg skulle tage stilling til. Jeg har aldrig kunnet sige: »Jeg er bare et barn, jeg ved ikke noget«. Jeg var nødt til at tage stilling til mine forældres hudfarve, det politiske klima, flere sprog og det, at vi flyttede rundt. Når jeg ser på fotos, kan jeg se, at jeg slet ikke var et barn i øjnene. Jeg tror, det gjorde mig god til at sige: »Så, nu er jeg her – hvorfor er jeg det?« Det har gjort mig god til at indtage rummene i mit liv og se og rumme det, der er.«

Hovedrengøring

Caroline Henderson kom til København som 21-årig, mødte hurtigt kærligheden og fik to sønner. Da hun var 26 år, brast lykken dog, og hun blev alene med to små børn.

»Det var første gang, jeg tænkte, at nu er jeg voksen. Jeg havde to små børn, talte ikke rigtigt dansk, havde ikke nogen familie, ikke noget job, møbler eller penge. Og ikke nogen, der kom og ordnede det hele for mig. Det var forfærdeligt, men det har også defineret mit liv på en god måde, fordi det fik mig til at hive fat i mig selv. Indtil da følte jeg, at jeg havde et skrøbeligt fundament, som det var svært at bygge noget på, men nu var jeg nødt til at tage ansvar. Og så gik jeg i gang med en hovedrengøring i mit liv. Jeg gik igennem alle »skufferne« og kiggede på, hvad der var i dem og tænkte: »Hvad følte jeg der?« Jeg blev meget tidligt bevidst om, at man engang imellem lige skal en tur i gennem det indre hus og erkende at: »Åh nej, nu er jeg endt i venteværelset – eller hvor man nu er – igen«. Mødet med dig selv er i virkeligheden det stærkeste møde, for i mødet med dig selv, kan du også se andre mennesker, uden at de bliver overskygget af dine egne skeletter. Livet er jo en proces, og for mig også en tilgivelsesproces. Der var meget i min barndom, som jeg var nødt til at slippe for at kunne have et godt liv som voksen.«

Husvild i trediverne

Caroline Henderson fik sit musikalske gennembrud i gruppen Ray Dee Ohh som 26-årig, og gik solo seks år senere med pladen »Cinemataztic«, der indbragte hende syv Grammy-priser. Men hendes tredivere var også præget af en længsel efter at få brikkerne til at falde på plads.

»Mine tredivere var én lang søgen: »Er det her, jeg skal være nu? Er det her?« Jeg fik børn, da jeg var i tyverne, så trediverne var fantastiske, fordi jeg følte mig friere. Men samtidig manglede jeg totalt stedsans. Jeg var på 1. sal og 5. sal og 6. sal – all over the place. I en grad så jeg til sidst faldt om af udmattelse. Det var noget med, at NU skulle der ske noget. NU skulle jeg være en succes og tjene penge og møde manden i mit liv og have lækkert tøj og lækre venner. Det hele skulle på plads, men i stedet faldt tingene mere og mere fra hinanden, jo mere jeg prøvede at holde fast i det hele. Det var ikke trist – men det var udmattende. Hvis jeg havde haft mulighed for at sidde oppe på loftet og kigge ned på mig selv, tror jeg, at jeg ville tænke: »Oh God, menneske, så sæt dig dog ned«.«

Eneværelset

»Jeg er meget sammensat. På den ene side er jeg altid på vej, og på den anden side har jeg enormt meget brug for at være mig selv og for integritet og fred. Jeg kan sagtens trives i mit eget selskab eller med meget få mennesker. Jeg har aldrig været sådan en, der hele tiden skulle med til det ene og det andet og det tredje. Slet ikke. Jeg havde et tidspunkt i mit liv, hvor jeg syntes, det kunne være fedt at være en del af en gruppe, som gik ud de rigtige steder og var med. Jeg prøvede at piske en stemning op omkring det. Men i virkeligheden blev jeg enormt stresset, for det er ikke en naturlig del af min personlighed. Jeg kan godt lide at feste og være sammen med andre mennesker, men jeg er dårlig til at være festens midtpunkt, og den der definerer, hvor man skal gå hen og hvorfor.«

At finde hjem… personligt

»Jeg var omkring 38, da jeg endelig holdt op med at løbe rundt og bare satte mig ned. Jeg havde nået et mætningspunkt: »Har jeg ikke sparket de døre ind, jeg skulle? Har jeg ikke haft super meget succes – og ikke så meget succes? Er der ikke, please, nogen, der vil fortælle mig, hvad jeg skal nu?« Og så nåede jeg frem til, at det faktisk var helt okay at sige: »Jeg aner ikke, hvad jeg skal, og hvad jeg har lyst til, og det er faktisk helt okay«. Det blev starten på et årti, der var fuldstændig fantastisk. Det var, som om brikkerne på en eller anden måde faldt på plads. Det var også i den periode, jeg mødte min mand. Hvis du er et sted, hvor du ikke kan se skoven for bare træer, så er det rigtig svært at finde sin soulmate. Nogle gange handler det om at sætte sig ned og skrælle alle lagene af, så man kan få øje på det menneske, man ikke lige havde lagt mærke til,« siger Caroline Henderson, der mødte Martin Gylling, som hun blev gift med i 2007, på karaoke-baren Amigobar på Frederiksberg en sen nattetime i 2000.

»Vi mødtes i døren, og så var det så en aftale. »Hej. Gud, hej. Nå, skal vi så bare gå hjem nu og blive gift?« Sådan var det. Jeg var et styks uafhentet sangerinde, og så blev jeg hentet af ham. Det var rigtigt fedt.«

At finde hjem … musikalsk

Fyrrerne var også det årti, hvor Caroline Henderson fandt sit musikalske ståsted. Efter at have arbejdet med pop, dub, trip-hop og andre genrer, fandt hun tilbage til sine rødder i jazzen.

»Jeg havde brugt mange år på at prøve at leve op til noget, som andre havde defineret, og jeg nåede til et sted, hvor jeg sagde: »Det kan godt være, at du synes, at jeg skal det og det, men det kan også godt være, at jeg har en anden idé«. Så jeg slukkede for strømmen et stykke tid, og ud af det voksede lysten til musikken igen. Hele det der med, at man ikke behøver at have et entourage, men bare kan stille sig op på en ølkasse og synge. At jeg har et instrument og kan kommunikere med andre mennesker.«

Det blev til jazzpladen »Don’t Explain« fra 2003, der egentlig mest var tænkt som et personligt projekt, men blev startskuddet til en ny retning.

»Da jeg stod med den plade, kunne jeg for første gang i mit liv se, at der ikke var andet end bare mig i den. Det var meget intimt og personligt. Jeg tænkte, at det var der sikkert ikke nogen, der syntes var fedt overhovedet, for det var jo bare mig. Men hvis man tager udgangspunkt i, hvor man selv er, og kommer med noget, der er ærligt, så møder man også en masse, der kan genkende sig i det. Og det var det, der skete.«

Legeværelset

Siden har Caroline Henderson udgivet yderligere seks soloplader, hvor hun leger med jazz og et elektronisk udtryk. Hun har desuden lavet teaterkoncerten »Jazz, Love and Henderson« og medvirket i teater og film.

»Jeg var et nysgerrigt barn, og jeg har stadig den samme nysgerrighed, nu hvor jeg er 52. Jeg er sådan et menneske, der får 6.000 ideer om året, og når man gør det, er man nødt til at acceptere, at 5.999 af dem er dårlige. Men det er den energi, jeg godt kan lide at arbejde med. Det giver mig et kick at være med til at starte noget, som jeg tror på, og man skal ikke være bange for at mislykkes, for så går det ikke. Der er ikke noget værre end at gå og være bange for at vise sine rigtige farver.«

Overetagen

»I forestillingen joker jeg kærligt med: »Hvad nu – er der så kun overetagen tilbage? Der hvor hun sidder i en skøn stol med en plaid og drikker et eller andet?« Kvinden i »In the House« er bange for overetagen, men selv synes jeg faktisk, at udsigten er ret god der hvor jeg er nu. Det er skønt, at jeg for første gang i mit liv helt ærligt kan sige, at jeg ikke ved, hvad der skal ske nu – and frankly I don’t care. Det skal nok komme. Jeg er her. Jeg har stadig lyst og fantasi til at skabe. På den måde føles det lidt som at være tilbage der, hvor jeg startede – der er alle muligheder, og det er en god fornemmelse. Jeg tror, at noget af det vigtigste er at acceptere, hvem man er, og hvor man er, og så blive ved med at drømme.«

In the House har premiere i dag i Skuespil-huset i København, hvorefter den fortsætter på turné i hele landet frem til 30. november.